"V for Vendetta" af Alan Moore

"V for Vendetta" af Alan Moore, fra forlaget Vertigo, udgivet i 2005 (org. udgivet i 1982). 3/5 stjerner.

"V for Vendetta" udspiller sig i en dystopisk fremtidsverden. Historien begynder i England i 1990 efter en langvarig atomkrig i 1980'erne, hvor størstedelen af verden blev lagt i ruiner. Et strengt fascistisk, racistisk, homofobisk og anti-videnskabeligt parti ved navn Norsefire styrer England, der er blevet til en autoritær politistat. 
I historiens begyndelse bliver en ung kvinde ved navn Evey forsøgt voldtaget og derefter reddet af en mystisk mand iført en Guy Fawkes-maske. Manden kalder sig for V, og han er i færd med at gennemføre en langvarig plan, der skal føre til regimets komplette ødelæggelse og påbegynde en anarkistisk revolution. Og Evey er et vigtigt led i hans plan.

“People shouldn't be afraid of their government. Governments should be afraid of their people.”

I modsætning til så mange andre, anede jeg intet om "V for Vendetta", før jeg gik i gang med at læse den. Jeg har aldrig set filmen, aldrig fået forklaret plottet og aldrig kendt andet til fænomenet end det, som bogens forside viser: at det handlede om en mand i en Guy Fawkes-maske. "V for Vendetta" nævnes altid blandt de største værker indenfor tegneserieverdenen, og det er lykkedes mig at være fuldstændig uvidende om den indtil nu.
Alan Moore klargør i sit efterord, at historien i høj grad er et samarbejde mellem ham og tegneren David Lloyd. At V ikke ville eksistere på den måde, han gør, hvis han ikke fik den form og det udtryk, Lloyd gav ham. At flere elementer i handlingen er et resultat af samarbejde – at Lloyd har influeret flere dialoger, og Moore har udviklet flere dele af det grafiske udtryk. Og efter at have læst historien, undrer det mig ikke – for der hersker sådan en imponerende sammenhæng mellem tegninger og ord, mellem de støvede farvetoner og dystre udtalelser. Det matcher perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at historien ikke kunne eksistere i et andet format end dette. Tegningerne er en lige så stor del af det, som ordene.
Og netop tegningerne vil jeg godt dvæle en smule ved; for Lloyds streg er fantastisk. Karakterernes udtryk og fremtræden var genstand for flere minutters granskning, hver gang jeg vendte en side. Selv historiens mere groteske og blodige aspekter løses på en måde, der ikke virker kunstig eller absurd. Alt er, som det skal være. Og tegningerne er en så stor del af det.

Den fortalte historie overraskede mig ved at være så politisk. Moore har meget at sige, meget at kritisere og meget at kæmpe imod; og med V har han skabt den perfekte antihelt, der hverken indbyder til medlidenhed eller fordømmelse. Som læser er man hele tiden splittet; den fascistiske regering fremstilles som ofre, og oprørshelten balancerer hele tiden på en knivspids mellem sindssyge og iskold logik. Den revolutionære V har mange liv på samvittighed, og en omvendt verden kommer ikke uden en pris.

“You wear a mask for so long, you forget who you were beneath it.” 

"V for Vendetta" er en historie om kaos. En historie om en mand, der er et ideal – og et ideal der kan overtages af hvem som helst. Det er en historie om at kæmpe for noget, man tror på; retfærdighed, handlefrihed, selvstændighed og ligeværdighed. Det er en historie om præcist hvor skrøbeligt et regeringssystem kan være, når befolkningen ønsker det anderledes. Og mest af alt er det en historie om politik, magt, underkastelse, modstand og kaos. Det er en historie om kontrol overfor kaos, og om hvordan kontrol så hurtigt kan blive til kaos. 
Historien er en gåde uden løsning. V og Norsefire står overfor hinanden som to modpoler, to ekstremer, og begge forekommer mig som skræmmeeksempler. Selvom V har en tragisk fortid og et ædelt motiv, kan jeg ikke få mig selv til at holde med ham. Og selvom han koldblodigt myrder sine fjender og tidligere plageånde, kan jeg ikke få mig selv til at bebrejde ham. Det er op til den enkelte læser at beslutte, hvorvidt V's projekt er det bedste af to onder. Og det er vigtigt at huske, at V's identitet er en idé, der gives videre; en maske enhver kan putte på.
Moores historie er uhyre interessant. Den kan – og skal måske – læses med konstant mistanke og en grundlæggende mistro til alt, hvad der præsenteres. Intet er sort og hvidt. Alt er grånuanceret, og når karaktererne prøver at være overbevisende, er det netop det, de gør. Prøver. Moore tester hele tiden sin læsers sympati, og min egen sympati flyttede sig hele tiden undervejs.
Men måske kunne jeg også have forstået det hele på langt færre sider. Måske kunne tankeeksperimenteret med lethed være kogt ned. Eller måske var jeg bare uopmærksom og kedede mig for hurtigt, for jeg synes, at historien i nogle kapitler var langtrukken og slutningen hele tiden uundgåelig. Som idé er historien – ligesom dens hovedperson – fantastisk, men i praksis er jeg stadig i tvivl. Jeg ved ikke, om det er en god historie. Jeg ved bare, at det er en tankevækkende en. 

“But what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you. I love you. With all my heart, I love you.”