Gensyn med Bridget; Bridget Jones' Baby

Jeg bilder mig selv ind, at vi går langt tilbage, Bridget og jeg. Det gør vi bare ikke rigtigt. Den første bog om Bridget udkom i 1996, da jeg var 6 år gammel, og den første film udkom fem år senere, da jeg var 11. Jeg så først filmene årevis senere og læste derefter bøgerne i lommelygtens skær på min efterskole. Jeg var slet ikke gammel nok til at forstå, hvorfor Bridget mente, det var så pinligt at være single, og heller ikke hvorfor det var så vigtigt at føre dagbog over vægt, cigaretter og alkohol. Jeg forstod ikke engang, hvad Bridget så i den stivnakkede Mark Darcy, som foldede sine underbukser. Jeg syntes bare, Bridget var sjov.

Bridget og jeg bliver aldrig jævnaldrende. I denne nye film er hun 40, og i den seneste bog jeg læste om hende, var hun 50. Hun er hele tiden udenfor min erfaringshorisont, men jeg elsker hende alligevel af hele mit hjerte – ligesom mine jævnaldrende veninder gør. Der er noget mærkeligt almengyldigt over hendes klodsethed, hendes rødmossede ansigt og hendes (mislykkedes) forsøg på at leve indenfor normen. Det er ikke en aldersting – det er bare en mennesketing. Hun er umulig ikke at elske, umulig ikke at genkende sig selv en smule i, og umulig ikke at huske. Hun er et ikon, en arkekvindetype. Og det er nok derfor, jeg føler, jeg har kendt hende så længe. 

I søndags var jeg i biografen sammen med tre veninder for at se, hvor Bridgets nyeste eskapader havde bragt hende hen. Jeg ved, der var mange delte meninger om den sidste bog i serien (som jeg elskede), og jeg ved, at den anden film faktisk slet ikke var så god, når det kom til stykket. Men jeg var alligevel rolig. For Bridget skuffer aldrig i min optik. Hun er altid underholdende. 

Og underholdt blev jeg! Filmens introtekst var knap nok tonet ud fra skærmen, før hele biografsalen eksploderede i latter. For dér sad hun jo. Bridget. På sin sofakant iført lyserødt nattøj med Celine Dions "All By Myself" stormende ud af højtalerne og matchende overdrevne armbevægelser.  Allerede med den åbningsscene lovede filmen en fin balance mellem nytænkning og nostalgi. Og det løfte blev indfriet.

Plottet er egentligt ganske sparsomt. Bridget og Darcy er gået fra hinanden, han er blevet gift på ny, og hun er stadig single – nu med et godt TV-job, som hun kun lejlighedsvis kludrer i. I et forsøg på at tage alderskampen op og byde 40'erne velkommen med åbne arme, tager hun på festival og møder den charmerende Jack (Patrick Dempsey), falder over sine egne ben og ender i hans seng. En uge efter møder hun den pålidelige Mark Darcy, som er midt i en skilsmisse. Og efter en aften med både drinks og dans, vågner hun i hans seng – med moralske og bogstavelige tømmermænd.

Kort efter har hun et problem. Et stort problem. For hun er gravid og aner ikke, hvem af mændene der er barnets far. Eller hvem hun vil ønske er barnets far. Og som tilskuer er man også i tvivl. Jack er en drøm – men Mark Darcy er, trods alt, Mark Darcy. Omvendt har Mr. Darcy allerede fået et utal af chancer, og problemet er altid det samme: Han siger, han elsker Bridget "just as she is", men han har ikke plads til hende – og hendes kaos – i sit liv. Vil han kunne klare ansvaret for hendes kaotiske børn? 

Jeg tror, jeg var en irriterende biografgæst i søndags. For jeg gispede, hviskede "fuck" til min sidekammerat, grinede så tårerne trillede og udbrød "awww" adskillige gange undervejs. Jeg levede mig virkelig ind i filmen – og ind i gensynet med Bridget. Filmen var akkurat som en Bridget-film skal være; fyldt med hjerte, romantik og en tilpas mængde fjolleri (eminent hjulpet på vej af Emma Thompson som læge). Der var hanekamp mellem Jack og Mark, Bridget interviewede Jack på TV om hans gener, og naturligvis gik vandet på det mest ubelejlige tidspunkt overhovedet. Det var sjovt. Og også rørende på sin vis at se Jim Broadbent og Gemma Jones tilbage i rollerne som Bridgets forældre, de grå stænk i Darcys hår, og Bridgets beskyttelsestrang overfor babyen i hendes mave, der i hvert fald ikke skulle udsættes for fostervandsprøve og tilhørende nåle. 

Filmen var fantastisk. Alt hvad jeg som Bridget-fan kunne ønske mig. Og mine veninder var enige: den var på niveau med den første film og langt bedre end den anden. Bridgets tilbagevenden var en triumf – og nu venter jeg bare utålmodigt på bogen, der forhåbentligt kan gøre filmen kunsten efter.

Billeder herfra.