fredag den 19. april 2013

My Ideal Bookshelf

Jane Mount er kunstneren bag et yndigt projekt ved navn "My Ideal Bookshelf". Idéen er ganske simpel; med inspiration fra hvor meget bøger kan påvirke et liv og danne en personlighed, tegner Jane Mount folks boghylder. Resultatet bliver ikke alene fint og anderledes; det bliver enormt sigende, og de små bogudvalg vidner tydeligt om den bagvedliggende personlighed.
Jeg har længe sukket længselsfuldt efter de farverige illustrationer, og efter en lang overvejelsesfase bestilte jeg for nylig dette print. Jeg valgte netop denne variation, fordi jeg har læst - og elsket - alle de viste bøger på den. 
Det er også muligt at tage et billede af ens inderligste yndlingsbøger, og sende det til Jane Mount for at få en personaliseret og helt unik illustration. Det er blot rædsomt dyrt og et af de ønsker, der nok forbliver på ønskelisten. Men tanken er ganske smuk - muligvis den perfekte gaveidé til en helt særlig lejlighed. 
Uanset hvad er konceptet bag "My Ideal Bookshelf" helt fortryllende. Noget nær det mest udtryksfulde og personlige vægpynt en bogelsker kan have hængende. 

Jane Mounts onlineshop kan besøges her
I videoen nedenfor kan I høre hvilke syv bøger, der ville stå på min helt ideelle boghylde. I samme omgang vil jeg gerne høre, hvilke bøger der skulle stå på jeres ideelle boghylde? Hvilke bøger har efterladt mærker og indtryk på jer? 

22 kommentarer:

  1. Min yndlingsbog først og fremmest: Slaget i Caïssa af Kenneth Bøgh Andersen. Jeg læste den i de små folkeskoleklasser. Men glemte titel og forfatter. Kunne kun huske, at bogen var brun og stod under B. Men så fik min lillebror den i advendtsgave - og så gik det op for mig. Læste den to få dage - med et stort gensynssmil.

    Så:
    Slaget i Caïssa
    Narnia
    Humor i dansk (Af Michael Balle Jensen)
    Harry Potter.
    En vinders DNA (Af Rasmus Andersen)
    Heartland-serien
    Det lille hus på præerien

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er skønt at genfinde gamle yndlinge på den måde. Det er lidt som at mødes med en gammel ven på ny.
      Og sikke skønne bøger på din liste. Jeg er også vokset op med "Det Lille Hus På Prærien", og den er simpelthen så bedårende.

      Slet
  2. Ih Rikke, jeg bliver nødt til at sige, at jeg elsker din bogblog, næsten lige så højt som jeg elsker dine to andre blogge. Jeg tager stadig mig selv i, at gå ind på Starsandfairies og genlæse dine indlæg. Du er og bliver min yndlings blogger.
    Nu til min boghylde:
    Først og fremmest er der The Perks of being af Wallflower af Stephen Chbosky. Min nuværende yndlingsbog.
    Nummer to er Safe Haven af Nicholas Sparks. Jeg er lidt en sucker for romantiske romaner, hvilket også er grund til mit tredje valg:
    The Lucky One af Nicholas Sparks (Han er min absolut yndlings romantikske forfatter)
    Mit fjerde valg lander på Frihed af Jonatan Franzen.
    Nummer 5 er J.K. Rowlings Harry Potter og flammernes pokal. Jeg kunne skrive alle HP-bøgerne på denne liste, da jeg er kæmpe fan.
    6. er Jane Austens Stolthed og Fordom, da jeg har et lille crush på Mr. Darcy.
    Den 7. og sidste er Spis, Bed, Elsk af Elizabeth Gilbert, da jeg elsker at historien er fuld af budskaber.

    SvarSlet
    Svar
    1. Af hjertet tak. Jeg kan blive helt rørt ved tanken om, du har fulgt mig helt tilbage fra mit stjernestøvs-eventyr. Jeg er ked af, det måtte slutte, og sommetider savner jeg også selv den gamle blog; det gik bare ikke rigtig for mig længere. Snart tror jeg iøvrigt også at denne bogblog bliver min eneste blog. Måske er jeg ved at have et anstrengt forhold til hverdags-blogging.

      Sikke dog en fin boghylde, du har fået sammensat! Jeg elsker også "The Perks of Being a Wallflower", den er så velskrevet. Og hvem har ikke et crush på Mr. Darcy? Manden er jo en udødelig romantisk heltetype. Og HP-bøgerne er naturligvis fast inventar på enhver ideel boghylde. De er så skønne.
      Til gengæld har jeg aldrig kunne fordrage Nicholas Sparks - omend jeg virkelig har forsøgt. Det er lidt en skam, for jeg er også en blødende romantiker, men hans bøger har aldrig tiltalt mig synderligt. Og jeg føler måske, jeg er gået glip af noget dér. Suk.

      Slet
  3. Det er jo virkelig svært, at udvælge hvilke syv bøger, der skulle stå der. Jeg har jo så mange forskellige bøger, som alle på en eller anden måde betyder noget for mig. Desuden har jeg også det med, at jeg meget ofte siger, at en bog er min yndlingsbog efter at have læst den - for jeg lever mig jo så meget ind i dem.

    Jeg er dog fuldstændig sikker på at Harry Potter skulle være på hylden. Hvilken af dem, har jeg dog meget svært ved at finde ud af. De er jo alle (eller næsten - har et lidt anstrengt forhold til Harry Potter og Fønixordenen) virkelig fantastiske og helt magiske. Men jeg har altid haft et helt specielt forhold til Harry Potter og Fangen fra Azkaban, da jeg var/er virkelig begejstret for Sirius. Jeg er dog også virkelig glad for HP 6 og 7 - men det har måske også noget at gøre med, at det er slutningen. Udover HP er jeg også sikker på, at Snemanden af Jo Nesbø skulle stå der. Det er en bog, som jeg virkelig også elsker, og en af de aller første krimier jeg læste. Det var den bog, som fik mig til senere hen at elske denne genre, hvilket også betyder rigtig meget for mig. Desuden skulle Susannes dagbog til Nicholas have en plads. Jeg havde nemlig absolut ingen forventninger til den, da jeg læste den første gang - og jeg blev SÅ forelsket. Den har simpelthen den fineste historie, og det er en historie, som jeg (uanset hvor længe der går, mellem jeg læser den) virkelig ofte tænker på.

    Hvilke fire bøger der ellers skulle stå, kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg synes nemlig, der er så mange forskellige, som virkelig burde have en plads der. Så jeg kan virkelig ikke vælge - for hvad så med dem, som jeg ikke tager med? Det ville jo være synd for dem - og jo, det kan godt være synd for en bog, ikke at blive valgt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er enormt svært. Generelt er spørgsmålet om yndlingsbøger ofte rigtig besværligt, fordi ingen bøger er forskellige, og ens forhold til den enkelte bog kan indeholde så mange sammenblandede følelser. Jeg er glad for, jeg ikke er den eneste, der har let ved at proklamere nye yndlingsbøger ;)

      Harry Potter hører hjemme på enhver ideel boghylde; jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve et så medrivende og revolutionerende fantasy-fænomen igen. Jeg har, ligesom dig, også et lidt ambivalent forhold til 5'eren og faktisk bryder jeg mig heller ikke alt for inderligt om 3'eren. Til gengæld elsker jeg ligesom dig både 6'eren og 7'eren - det er blot lidt svært at gennemskue, om det skyldes at det er de sidste bøger, og alle trådene bliver redt ud.
      De to andre bøger du nævner, lyder også skønne. Ikke mindst fordi de har så stor personlig betydning for dig. Jeg tror virkelig på, at halvdelen af en bogs værdi er det, man selv læser ind i den.

      Og du har helt ret - det kan næsten sammenlignes som at skulle vælge mellem sine børn, haha ;) Og vi ønsker ingen sårede bøger her!

      Slet
  4. Rigtig skønt indlæg, Rikke - igen igen :)
    Jeg bliver nødt til at spørge hvor du har din Narnia bog fra? Jeg har søgt på Amazon men kan ikke rigtig finde den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :)
      Narnia-udgaven jeg viser i videoen, er fra "Barnes & Noble Leatherbound Classics"-serien. Desværre har Amazon den ikke, den kan kun købes i USA, og jeg købte min hjem fra B&N's officielle hjemmeside sidste år.

      Slet
    2. Havde du problemer med told eller lignende, da du købte direkte fra B&N?

      Slet
    3. Der kom desværre told på. Meget told. Men det var også en stor bestilling, hvor både min mor og jeg bestilte et par bøger, så ved måske ikke om det var derfor, den blev fanget i tolden? Det er lidt svært at gennemskue.
      Til gengæld har jeg ofte købt B&N klassikere via den amerikanske eBay, og der har aldrig kommet told på. Måske har det noget at gøre med, at deres indpakning ikke er så "officiel"?

      Slet
  5. Dejligt indlæg - hvem der bare havde 290 $ til et maleri af yndlingsbøgerne :)

    Hvis jeg havde, valgte jeg disse syv:

    Northanger Abbey
    Harry Potter and the goblet of fire eller the deathly hallows. Vi er åbenbart meget enige, hvad angår Harry Potter.
    Den lille prins
    Squire (af Tamora Pierce)
    Jane Eyre
    Jonathan Livingston Seagull
    og T.S. Eliots samlede digte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og ja, jeg sukker skam også efter et maleri af mine helt egne favoritter. Idéen er simpelthen så fin.

      Skønne valg - det gør mig så glad, når folk lovpriser Northanger Abbey, jeg synes ofte, den bliver så overset. Det er ellers blandt mine favoritter i Austen's forfatterskab. Den Lille Prins, Jane Eyre og HP-bøgerne er jeg også rørende enig med dig i; evigt vidunderlige bøger.

      Slet
  6. Sikke et godt indlæg! Det er det nu altid, jeg tror jeg er blevet helt afhængig af din blog, haha :b

    Hmm, at vælge syv .. Det er skisme svært. Tror det må blive dem her:

    The Hunger Games
    Harry Potter and the Goblet of Fire
    Britta rider Hubertusjagt
    True Blood #1: Død indtil Solnedgang
    Djævelens Lærling (af Kenneth Bøgh Andersen)
    Twilight#3: Eclipse
    Heksejægerens Lærling (Af Joseph Delaney)

    Jeps, Young Adult er og bliver min yndlingsgenre :P


    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord! Det varmer helt bestemt :')

      Og Young Adult er nu heller ikke sådan at kimse af; jeg er også selv helt ellevild med The Hunger Games!

      Slet
  7. Rigtig godt indlæg! Det har virkelig givet mig noget at tænke over!
    Synes det er vanvittigt svært at skulle vælge 7 bøger, for det kommer også lidt an på hvilke kriterier man vælger ud fra.
    Når jeg tænker over det er det meget bøger fra min ungdom, der virkelig har rørt mig. Jeg er først for nylig begyndt at læse klassikere, og jeg mangler stadig at læse den, der virkelig rør mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vanvittigt svært - nærmest helt umuligt at skulle vælge på den måde, for det bliver aldrig helt optimalt. F.eks. hører Dickens' "Great Expectations" bestemt også hjemme på min boghylde, men omvendt kan jeg heller ikke skubbe de andre ud. Ambivalens så det gør en ting.

      Men jeg tror du har ret i, man bliver utrolig påvirket af det, man læser som barn/ung. Måske langt mere end man tror... Ellers er det også meget klassikerne, der har imponeret mig og efterladt mig åndeløs. Måske støder du snart på en, der virker rammer :)

      Slet
  8. Hvilken udgave er din Narnia-bog? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er fra serien "Barnes and Noble Leatherbound Classics" :)

      Slet
  9. Undrer mig lidt over, at du ikke valgte den med Austens bøger, haha.. Men det kan være du måske ønsker dig dem?:-) (http://www.idealbookshelf.com/collections/everything/products/ideal-bookshelf-374-jane-austen)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg overvejede det virkelig også! Den er mægtig fin, og jeg elsker Jane Austen. Jeg foretrak bare at vælge en med lidt større variation, så den viste lidt forskellige aspekter af min bogsmag :) Men jo, jeg ønsker mig helt bestemt Austen-billedet også. Det er så fint!

      Slet
  10. Hej Rikke - jeg ville bare høre, hvor du har din bogreol fra? Den har nemlig perfekt størrelse! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg købte den for længe siden i Bog&idé - men den kan vist fås endnu! :) Jeg så den derinde for et par måneder siden i hvert fald :)

      Slet