Tema-tirsdag #1: Mumikærlighed

Ensomme nattevandringer i dunkle skove, frygten for en komet der vil udslette alt og alle, filosofiske fraser, dybe venskaber, en mørk vinter uden lys eller håb, midnatsballer med lokkende melodier, utilregnelig og uskyldig forelskelse og til sidst en form for eksil i jagten på usynlige og uopnåelige luftkasteller. Sære hændelser i et univers fyldt med maniske hemuler, omklamrende og ordensprægede filifjonker, vise og verdenskloge mumrikker, forfængelige snorkfrøkener, kærlige mumi-forældre og drømmende Mumitrolde. Tove Janssons Mumidal er den ultimative form for eskapisme.

Bøgerne er intet mere end fantastiske for enhver, der er præget af et hint af barnlig nostalgi overfor de bløde Mumitrolde med de store snuder. Mumidalen er et af mine litterære tilflugtssteder, og jeg kan altid finde en smule varme og livsvisdom i de simple historier. Dybest set tror jeg måske, Mumibøgerne er mindst ligeså værdifulde som voksne som for børn. Begravet mellem linjerne ligger der dybe faldgruber af sørgmodighed og filosofiske spørgsmålstegn. Helt usynligt for barneøjne og uundgåeligt for voksne tankestrømme. 

Faktisk voksede jeg slet ikke op med Mumidalen i ordenes form; jeg nøjedes med den søde tv-serie, og legede med min blå dukkehusudgave af Mumihuset. Bøgerne kom først senere ved et rent tilfælde, da nostalgien overvældede mig midt inde i Bog&Idé. Sidenhen er jeg også blevet ihærdig samler af Mumi-krus og skåle. 

Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det netop er, ved Janssons finurlige univers der drager mig ind. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, Mumidalen både fylder mig med glæde og med dyb melankoli. Men som den vise Too-Ticki så fint formulerer det: "Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig."