"Beautiful Creatures" af Kami Garcia og Margaret Stohl, fra forlaget Penguin, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). 2/5 stjerner.
Mareridtsagtige drømme som efterlader en sær virkelighedsfornemmelse, der ikke umiddelbart kan affærdiges eller forklares, væver et besættende bånd mellem Ethan Wate og Lena Duchannes. De mødes som fremmede og betragter hinanden med en jagende følelse af genkendelighed.
"Beautiful Creatures" er historien om deres sammenflettede skæbner; om et tragisk fortidsmysterie og en nutidig labyrint udgjort af hekse og forbandelser. En indædt kamp mod tiden, mod datoernes alt for hurtige forbigliden frem til Lenas sekstensårs fødselsdag, og til den afgørelse der for evigt danner afgrøften mellem godt og ondt.
"Mortals. I envy you. You think you can change things. Stop the universe. Undo what was done long before you came along. You are such beautiful creatures."
Jeg læser som regel fantasy i young adult-genren af én simpel grund; for at blive væk og fortabe mig i simple, magiske universer med overnaturlige romancer og forudsigelige forbindelser. Genren er en form for letlæselig underholdning med ord, der smelter på tungen og en dirrende spænding, der konstant præger tempoet. Ren eskapisme.
Og dog måtte jeg kæmpe mig igennem "Beautiful Creatures". Plottet er fyldt med ulogiske huller, blindgyder og klichéer. Fortællingens opbygning opnår en næsten komisk genkendelighed; med en hovedperson der er langt dybere og mere indsigtsfuld end sine omgivelser, og som konsekvens deraf føler sig misforstået og drømmer om at kunne forlade det indgroede landsbysamfund så hurtigt som muligt. Dertil tilføjes en ny, mystisk og komplet anderledes pige som tilflytter; hvilket skaber en summende opstand både i byen og i skolen - og naturligvis fanger Ethans opmærksomhed. Med yderligere ingredienser i form af social isolering, selvopofrende, tragisk kærlighed og en skolefest som katalysator for romanens knudepunkt, genskabes frustrerende ligheder med alverdens ungdomsfilm og -litteratur.
Plottets overnaturlige element er meget lang tid om at udfolde sig, og spændingskurven forholder sig foruroligende flad indtil de sidste få kapitler. Der er dog naturligvis også små frydefulde glimt, som fornøjer og forsøder læsningen, såsom et hemmeligt midnatsbibliotek og snigende rådslagsningsmøder i måneskinnet. Men de små lyspunkter af originalitet og brillians er desværre alt for få - og alt for kortvarige.
Hele romanens konflikt udspringer i en passiv idé om, at en kosmisk kraft foretager et valg mellem lys og mørke - hvilket spreder en mærkelig form for ansvarsløs fatalisme gennem hele bogen, og derved gør udfaldet en smule nytteløst.
"Darkness, real darkness, was more than just a lack of light."
"Beautiful Creatures" er håbløst forudsigelig og smertefremkaldende langtrukken. Hele plottet kulminerer i de sidste få kapitler, hvor der pludselig opstår adskillige selvmodsigende plothuller og svævende spørgsmålstegn. Bogen er ligeledes præget af genrens værste generaliseringer og dybeste faldgruber, som gør læsningen til en triviel parodi.
Karaktererne er ukomplicerede, teenageprægede og en anelse uinteressante; jeg var mere interesseret i Lenas sørgmodigt tilbagetrukne onkel end i Lena selv - og ligeledes virkede Ethans afdøde mors forsken som et bedre fokuspunkt end Ethan.
Plottets inderste kerne og hele præmisset bag Garcia og Stohls fantasyverden har afgjort potentiale. Det bliver blot udført med en snublende usikkerhed, og tager afsæt i dårligt formulerede klichéer. Og det er en skam; for det gjorde en tilsyneladende let læseadspredelse til en påtvunget og unødvendig hård proces.
Jeg har ikke kunne sætte ord på, hvad jeg følte ikke fungerede i bogen, den var bare flad, men jeg er så enige i, det du skriver!
SvarSletLige netop. Den er fuldstændig flad og meningsløs. Da jeg blev færdig med den, blev jeg fyldt med en gennemborende følelse af ligegyldighed.
SletNeeeeej, jeg knuselskede Beautiful Creatures. <3
SvarSletJeg havde hørt så blandet om den, at jeg på den ene side forventede jeg mig intet mindre end det perfekte. På den anden side frygtede jeg det værste, fordi så mange ønsker at den overtager Twilight-feberen og dén hoppede jeg altså aldrig 100 % med på. Og jep, den er nøjagtig lige så forudsigelig som de en milliard andre teen-fantasy bøger på markedet. Den er nøjagtig lige så triviel og let at gætte sig frem til som Twilight, Shiver etc. men for mig blev den endelig hvad Twilight har været for mange andre.
Jeg elskede Ethan, og dét at der endelig var en mandlig hovedperson, og at han faktisk ikke var så speciel igen. Heller ikke i Lenas øjne. Og jep, det er total kliche, som det er i resten af genren; han føler sig ved siden af, misforstået og ak ja. Men jeg synes det harmonerede denne her gang, måske mest på grund af Gatlin, som han bor i. Den mindste lille sydstatsflække man kan opdrive, med de mest patriotiske, indspiste indbyggere, der får én til at krumme tæer hele vejen igennem. For hvem pokker har lyst til at passe ind dér? Og jeg var helt vild med humoren. Jeg tog mig selv i at grine højt flere gange, og klukkede mig igennem flere af siderne. Ikke mindst undervejs med Ethans tanter og deres lettere fikse ideer. Især deres scrabblespil var jeg helt færdig af grin over.
Lena havde jeg dog noget sværere ved. Hun blev aldrig min største kærlighed i bogen, det var hun alt for selvcentreret og ynkelig til. Og det bliver ikke bedre i 2eren, skulle jeg hilse at sige. Men jeg kunne ret godt lide Casterverdenen og ideen omkring deres krafter, der er så forskellige og kan bruges til både lyset og mørket.
Jeg er glad for at høre fra en, der rent faktisk fik noget ud af bogen! Det gjorde jeg slet ikke, og jeg tror ikke, jeg skal eller vil læse 2'eren.
SletEthan er bestemt en forfriskende hovedperson, men jeg synes ikke, han virkede specielt overbevisende. Endvidere bryder jeg mig ikke om hans rolle som beskytter. Men det er måske mere Lenas karakterproblem end hans. For du har helt ret; Lena er ikke en sympatisk karakter. Overhovedet.
Casterverdenen var et godt input, og egentligt slet ikke set før på dén måde, synes jeg. Jeg brød mig bare ikke om den forudbestemte fatalisme, "vi kan intet gøre, det er forudbestemt"-synspunkterne og den medfølgende magteløshed. Jeg synes også, der var en del plothuller i romanens "store finale", som forvirrede mig en del. Det virkede ikke sammenhængende.
Romanens magiske præmis har dog enormt meget potentiale, synes jeg. Og jeg ville så gerne elske det - men det kan jeg simpelthen ikke formå.