Et glamourøst glittervirvar; The Great Gatsby

Luhrmann kaster om sig med farverige konfettiflager, som hvirvler rundt i luften og aldrig helt synes at lande. Han fylder scener med bristefærdige balloner, et drivhuslignende sortiment af blomster, drømmende gardinslør og lysekroner store nok til at oplyse et helt kontinent. Alting er ude af fornuftige proportioner og rationelle sammenhæng; og resultatet er overdådigt smukt og fuldkommen ekstravagant. Akkurat ligesom den fiktive karakter, Jay Gatsby, som filmen søger at portrættere. 

Der er på ingen måde tale om en akkurat gengivelse af Fitzgeralds roman. De svingende jazz-toner er skiftet ud med nutidig hiphop, overdrivelserne tordner frem og den lyriske stemning forsvinder. Men pointen, tidsånden og Gatsbys tragiske, svævende og fangede sind forbliver - oversat til nutidige toner.

Leonardo DiCaprio spiller Jay Gatsby med en håbløst gribende indlevelse, og balancerer på et fint punkt mellem naivitet og idealisme. Han omfavner og omdanner alle aspekter af Gatsbys nuancerede personlighed til perfektion; desperationen og desillusionen bliver til en håndgribelig og forståelig masse i hans kunstneriske hænder. 

Carey Mulligan er graciøs og yndefuld i rollen som Daisy, og ligeledes er Joel Edgerton et genialt symbol på Tom Buchanans brutale mentalitet. Men Tobey Maguire, Nick Carraway, fornuftens stemme og historiens egentlige bærepunkt er mærkelig afstumpet og distanceret i sin rolle. Fitzgeralds filosofiske funderinger bliver til støv i hans mund og et malplaceret element i filmens hektiske kaos. Måske skyldes det et rædsomt sammenstød mellem Fitzgeralds formulering og Luhrmanns fortolkning, eller måske er det manglende skuespil; harmonien udebliver blot.

Min oplevelse af filmen er således splittet og skiftende. Jeg nød Luhrmanns store armbevægelser, hans pompøse tidskapsel og følsomme forklaring af Gatsbys karakter. Filmen er uovervindelig i de store scener; festerne i Gatsbys eventyrspalæ, den maniske kærlighed til Daisy og den komiske iscenesættelse af et 'tilfældigt' møde. Men de små scener, nedsættelserne i tempoet, skaber tomgang og tomrum; Carraways mekaniske erindringer, den insisterende (og nærmest papudskårne) symbolik udgjort af det grønne lys og den afsluttende citatoplæsning af Fitzgeralds berømte ord. Uden de kaotisk glitrende konfettiflager mister filmen tilsyneladende sin kraft og sin eksistensberettelse. Og i scenerne uden DiCaprios brændende tilstedeværelse mister historien sin sjæl. Det er i den frie fortolkning filmen udmærker sig - og i den bundne integritet den fejler.