Tema-tirsdag #4: Austen-besættelse

"I cannot fix on the hour, or the spot or the look or the words, which laid the foundation. It is too long ago. I was in the middle before I knew that I had begun." - Jane Austen, "Pride and Prejudice"

Det startede det sekund en lærer skrev "Northanger Abbey" på årets pensum. Eller måske startede det først, da jeg åbnede bogen og læste den første sætning. Eller da jeg lukkede den få timer senere med glædestårer i øjnene. Jeg kan ikke finde det eksakte tidspunkt eller præcisere den gnist, der tændte kaskader af festfyrværkeri i mit indre. Jeg ved bare, det skete. 

En hidtil ukendt drivkraft tvang mig ind på biblioteket, og hen til de støvede hylder fyldt med A'er. Adams, Ahern, Alcott, Andersen, Auel. Og Austen. Jeg knugede "Pride and Prejudice" til mig, skyndte mig hjem, læste den tre gange, så filmen, og læste den en gang til. Uden jeg ænsede det, var jeg begyndt at bevæge mig ned af en sti, jeg aldrig nogensinde ville kunne vende tilbage fra. En biblioteksbog ændrede min kurs, et tilfælde påvirkede min skæbne. 

Et enkelt år senere besluttede jeg mig for at læse "Persuasion", og min allerede stærkt etablerede Austen-kærlighed nåede pludseligt helt nye og svimlende højder. Hvert et kapitel, hver en linje, hvert enkelt ord og deres enkle bestanddele af bogstaver blev skåret ind i mit hjerte. Og jeg bærer arrene endnu.

Min Austen-besættelse kender ingen grænser. Jeg er en ihærdig læser af alt fra fjollet fanfiction til videnskabelige analyser, historiske biografier, og en evig genlæser af alle Austens værker. Jeg køber enhver film med Austen-referencer i titlen, og jeg benytter enhver aleneaften til at krybe i nattøjet og holde synke hen i en drømmende filmfortolkning af en fascinerende tidsperiode.

Jeg tager til glitrende baller med den forfængelige og håbløst forblindede Emma Woodhouse, jeg bygger luftkasteller og væver farverige skrækbilleder i selskab med Catherine Morland, jeg forfærdes, forrådes og forelskes i skikkelse af Fanny Price, jeg reflekterer over gensidige kompromisser og misforståelser med Elizabeth Bennet, og jeg sukker længselsfuldt i kor med Elinor Dashwood. 

Men oftest nærlæser jeg de delikat udformede blondelag af melankoli, forstummede forhåbninger og undertrykte toner af ondskabsfuld dominering, med Anne Elliots stemme summende i mit baghovede. "Persuasion" er både en fortælling om forandring og forfald; genforening og genoplivelse, og den udspænder sig over en konstant vekselvirkning mellem det brunlige efterårslandskab og det livsgivende forår. Romanen fylder mig med håb, med glæde, og med rørte tårer hver evig eneste gang. Ordene er en form for opblomstrende brillians, indkapslet i en bog. 

Jane Austen har ikke alene skrevet min yndlingsbog; hun er også min yndlingsforfatter, og hendes vidunderligt smukke ordkompositioner vil for evigt runge og give genlyd i mit inderste hjertekammer.

"...when pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure." - Jane Austen, "Persuasion"