"Forever" (The Wolves of Mercy Falls #3) af Maggie Stiefvater

"Forever" af Maggie Stiefvater, fra forlaget Scholastic, udgivet i 2011. 2/5 stjerner. Denne boganmeldelse indeholder spoilers.

I den sidste del af Stiefvater's triologi efterlades Sam med et blødende hjerte og Grace befinder sig i forglemmelsens krop. Cole søger desperat efter en kur, og eksperimenterer med sit eget liv i forsøget på oplysning. Isabel's far er beruset af hævn og vil legalisere en ulvejagt, for at få den retfærdighed, han kræver. Og midt i al dette kaos og urimelige forvirring hviler et uendeligt blidt ønske om en lykkelig eventyrsslutning på en påbegyndt kærlighedshistorie. 

"“Poor bastards,” Cole said, his gaze still on the stars. “They must get pretty tired of watching us make the same damn mistakes all the time.”"

At læse "Forever" føltes som at læse en helt anden historie, skrevet af en helt anden forfatter. Karaktererne, plottet og endda forfatterens hidtil så genkendelige sprog, er milevidt fra seriens forgængere. 

"Forever" markerer en pludselig og markant ændring fra en indadvendt og følsom fortælling, til et forhastet og actionpræget eventyr. Fra dybe refleksioner til overfladiske handlinger på under et splitsekund. På sin vis tilføjer Stiefvater således alt det, serien manglede fra start, men hun taber historiens integritet og charme i forbifarten. "Forever" har ingen stemning og ingen sjæl. 

Den poetiske kærlighed mellem Sam og Grace er den røde tråd, der binder bøgerne sammen, og dermed også den fundamentale betingelse for læserens interesse. Men i denne sidste del af triologien, klinger den kraftfulde forelskelse hult. Graces første reaktion da hun vågner op hos Sam efter flere måneders desperat adskillelse, er at have en intetsigende samtale med Cole. Det er ikke troværdigt, og slet ikke i tone med Stiefvater's tidligere eventyrsmaleri. 

Sams nervøsitet, ubeslutsomhed og tøven æder ham derimod op indefra, for derefter at blive overvundet uden nogen form for konfrontation eller afklaring. Han blinker sine barndomstraumer væk ved at klatre ned i et badekar og stirre tomt ud i luften i fem minutter, og nævner det derefter aldrig igen. 
Cole og Isabels romance er en typisk historie om had der omvendes til passioneret kærlighed. Men den bliver ikke afsluttet eller afrundet; den efterlades med en rå og upoleret overflade og når aldrig at udleve sit fulde potentiale.

"I hated this. I hated knowing what I wanted and knowing what was right and knowing they weren't the same thing."

Stiefvaters plot er fyldt med huller, genveje og ubesvarede spørgsmål; hidtil fjendtlige politimænd foretager en kovending og vil pludselig hjælpe ulveflokken, da det ser sortest ud, en stor evakuering af ulveflokken resulterer i flere af ulvenes død og forsvinden - men de forbliver uidentificerbare, Shelbys vanvid illustreres men hendes motiver forklares kun henkastet, kuren findes måske og forbliver i det uvisse, Sam og Grace efterlades i et uforklarligt mørke, og Cole og Isabel befinder sig i et ubrydeligt mønster af adskillelse og genforening. Ingen af disse tråde bliver bundet sammen; de forbliver svævende frit i luften, abrupt og formålsløst, uden nogen pointe eller konklusion.

Måske har Stiefvater undervurderet skrøbeligheden af hendes fine og følsomme historie. Den lyriske eventyrsfortælling bliver blæst ud af proportioner; forstørret og forstrukket til bristepunktet. Og vi ved alle, at sommerfuglevinger mister deres tryllestøv, hvis de ikke bliver behandlet nænsomt nok.