“Strange as it may seem, I still hope for the best, even though the best, like an interesting piece of mail, so rarely arrives, and even when it does it can be lost so easily.”

Jeg venter ofte utålmodigt på ham; sidder i stuens vindueskarm og holder nøje udkig over fortovet på den anden side af gaden, hvor jeg ved, han parkerer sin gule bil. Tiden står nærmest stille i min lille lejlighed, selvom bilerne og cyklisterne vrimler forbi udenfor i et stressende og hektisk tempo - lige indtil han pludselig også er der, ud af det blå.

Sommetider kigger han op i vindueskarmen, fanger min øjenkontakt og gestikulerer hen til en stor papkasse; som om han udmærket godt ved, hvor længselsfuldt jeg venter, og hvor længe jeg har siddet dér på min udkigspost. Sommetider bliver jeg flov over min egen forudsigelighed, men oftest overskygger papkassens fryd enhver bekymring.

Dørtelefonen giver mig altid et chok, når den ringer med dens alt for høje, alt for skingre toner, og det er som om, den vækker mig fra enhver dagdrøm. Jeg løber nærmest altid hen til den for at få dens skrigende jammer til at stoppe. Og så høres hans skridt på trappeopgangen, jeg åbner døren, han lægger pakken i favnen på mig, og mumler altid en fjollet bemærkning. "Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde," sagde han i forgårs. På daværende tidspunkt havde han været forbi 5 gange på halvanden uge. Jeg tror, han har regnet mig og min bogmani ud.

I nedenstående video, kan I se og høre lidt om, hvad postmanden har bragt mig de seneste par uger.