"The Great Gatsby" af F. Scott Fitzgerald

"The Great Gatsby" af F. Scott Fitzgerald, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1925). 4/5 stjerner. 

Nick Carraway er den egentlige hovedperson i denne bog og gennem hans skeptiske øjne iagttages talrige smålige og luksuriøse fester, krakelerede facader, og mærkværdige personligheder på Long Island. 

Men akkurat ligesom titlen "The Great Gatsby" overskygger Nicks tilbagetrukne personlighed, er Jay Gatsby også romanens omdrejningspunkt. Gatsby er en mytisk, sagnomspundet karakter, som ingen kan gennemskue eller forstå; men efterhånden som Nick træder ind i Gatsbys manipulerende røgslør, startes en gradvis afsløring af en omhyggeligt konstrueret identitet. 

"He stretched out his hand desperately as if to snatch only a wisp of air, to save a fragment of the spot that she had made lovely for him. But it was all going by too fast now for his blurred eyes and he knew that he had lost that part of it, the freshest and the best, forever." 

Det grønne lys skinner som en stjerne i horisonten, og Jay Gatsby strækker sine arme længselsfuldt mod det som for at fastholde eller omfavne det. Et håbløst forsøg på at nå det uopnåelige, fange det uhåndgribelige. Og jo mere hans desperate greb strammes, jo hurtigere bliver hans drømme knust til støv, der siver ud mellem hans knoer. "The Great Gatsby" og titelpersonligheden, Jay Gatsby, er en tragedie skjult under en glitrende overflade.

Fitzgeralds roman siges at definere en hel generation, men i virkeligheden bevidner den måske om et helt aspekt af menneskeligheden. Jagten på det umulige, den uudslukkelige tørst efter mere, mere, mere og den konstante erkendelse af, at græsset altid er grønnere på den anden side, er elementer vi alle har oplevet den bitre fornemmelse af før eller siden. Og det er netop en af de udødelige tematikker, denne roman beskriver. 

Hver en brøkdel af persongalleriet i "The Great Gatsby" er mere eller mindre desillusioneret; måske med undtagelse af den modbydelige Tom Buchanan, som er fuldstændig klar over sit dobbeltspil og sit komplette bedrag. Alle de resterende karakterer farer derimod forvildet rundt i et evigt mørke og formår aldrig helt at kigge sig selv i øjnene. Nick Carraway distancerer sig (mentalt) fra det hujende selskabsliv, og betragter de mange udskejelser med en foragtelig fnysen; og dog drages han alligevel til at tage aktiv del i det - han er komplet splittet mellem fascination og afsky. Daisy Buchanan lukker øjnene for sin mands utroskab og kaster sig hovedkulds ind i en indbildt kærlighedsaffære, som hun senere opløser med en enkel armbevægelse. George Wilson udsættes for den mest konsekvente illusion og ender som følge deraf med at bestemme udfaldet af hele romanen. Og tilbage er der kun Jay Gatsby; hvis hele livsformål blot er udgjort af faldefærdige luftkasteller og halvgennemsigtige dagdrømme med kun det mildeste anstrøg af virkelighedsfornemmelse. 

"So we beat on, boats against the current, borne back ceaselessly into the past." 

Måske er selve plottet i "The Great Gatsby" ikke revolutionerende, det grænser snarere til kanten af det banale. Men Fitzgeralds skrivestil er indbegrebet af åndeløs skønhed, ord for ord, sætning for sætning. Hver eneste side er et virvar af smukke citater, og jeg ville ønske, jeg kunne nedskrive dem alle, lære dem udenad og hviske dem til mig selv i det krybende nattemørke; så deres sart lyserøde farveskær kunne snige sig ind i mine drømme. Skrivestilen er overjordisk frydefuld. Ligeså er den fint indarbejdede symbolik.

Jeg læser mest af alt "The Great Gatsby" som et dybdegående studie af, hvad der ligger under de glitrende overflader, og om hvordan alverdens rigdom altid efterlader et utilfredsstillet ønske om noget mere. En hel befolknings higen efter umulige dagdrømme og illusionære forestillinger. Fitzgerald danner et billede af en grådigt umættelig generation, blændede personligheder, forførende maskeradebal, som alt kollapser i en sand tragedie; og dermed fremaner den endelige død af den såkaldte American Dream. 

Da jeg genlæste bogen efter flere års forglemmelse, opdagede jeg, at min version af bogen gemte på en lille detalje i form af et bogmærke. Den slags er så bedårende. Og jeg har vitterligt aldrig lagt mærke til det før nu.