mandag den 6. maj 2013

"The Library Book" af Alan Bennett m.fl.

"The Library Book" er en hyldest til de offentlige biblioteker, en påmindelse om hvor altafgørende en indflydelse et lånerkort kan have, og en historie om hvordan et enkelt biblioteketsbesøg kan forme et liv. Med en overbevisende variation af forfattere, temaer og genrer forener denne bog de vigtigste aspekter af bibliotekets eksistens.
"The Library Book" er en samling af dybt personlige oplevelser, drømme, tankerækker og politiske standpunkter, som altsammen tager udgangspunkt i den magi, der er indkapslet i de alfabetisk opstillede biblioteksbøger. 

"People can be changed by books, and that's scary. When I was working in the school library, I'd sometimes put a book in a kid's hands and I'd feel excited for them, because I knew that it might be the book that changed their life. And once in a while, you'd see that happen, you'd see a kind of light come on behind their eyes. Even if it's something like 0.4 percent of the population that ever happens to, it's got to be worth it, hasn't it?" - Peter Collins. 

Sommetider er det muligt at træde tomhændet ind i et bibliotek, og finde stumper og brudstykker af sig selv blandt de uendelige murer af reoler. Jeg fandt en lille del af mig selv, da jeg lånte "Pigebørn" for første gang. Ligeledes opdagede jeg en essentiel hjertestump, da jeg stod med "Emily på Månegården" i mine arme. Da min mor en dag kom hjem med "Harry Potter og de vises sten" ændrede mit liv sig for altid. Og kun på grund af et simpelt lånerkort.
Det er således ikke kun bøger, man låner hjem fra biblioteket; det er små puslespilsbrikker af sjælelige fragmenter, der er i stand til at ændre og omvende liv for altid. 
Og det er akkurat denne filosofi denne bog forsvarer og understreger. Anita Anand skriver om, hvordan bibliotekets bøger skabte rammen om hendes identitetsdannelse, Val McDermid erindrer, hvordan biblioteket blev hendes andet hjem, og Alan Bennett fortæller om sin grådige ubeslutsomhed overfor de bugnende bogreoler; en følelse af afmagt og kontrol, der matcher enhver bogelsker til perfektion. 

"Great writers, I discovered, were not to be bowed down before and worshipped, but embraced and befriended. Their names resounded through history not because they had massive brows and thought deep incomprehensible thoughts, but because they opened windows in the mind, they put their arms round you and showed you things you always knew but never dared to believe. Even if their names were terrifyingly foreign and intellectual sounding, Dostoevsky, Baudelaire or Cavafy, they turned out to be charming and wonderful and quite unalarming after all" - Stephen Fry.

Stephen Fry formåede at flå mit hjerte i tusinde stykker med blot seks sider. Hans tilsyneladende simple essay ved navn "Have You Ever Heard of Oscar Wilde?" skærer direkte ind til benet af enhver ensom læser, der nogensinde har fundet et refugium i en fiktionel verden beboet af karakterer, der udviklede sig til nære venner. 
Fry forklarer, hvordan et lykkeligt tilfælde ledte ham til biblioteket, hvor han med en ivrig råben bad om en bog af Oscar Wilde, der ikke alene blev til en litterær besættelse, men også til en fortrøstningsfuld åbenbaring om, han ikke var et isoleret tilfælde. En støvet biblioteksbog slog rødder i hans indre, og ledte ham fra fortvivlelse til forhåbning. 
Endvidere beretter han om et velkendt læsemønster; hvordan en bog langsomt tager den næste, og hvordan henvisninger i en bog om Oscar Wilde, leder videre til Auden efterfulgt af Genet og Norman Douglas, som ledetråde i et glitrende spindelvæv af litterære skattejagte. 

"Libraries aren't supermarkets; they're places of cultural importance, where magic happens and where dreams begin. Or at least they should be" - Ann Cleeves.

Formålet med "The Library Book" er naturligvis at påvise bibliotekets uundværlighed i nutidens samfund. Nogle af forfatterne hylder således biblioteket, andre reflekterer over det, nogle digter fantasifulde fortællinger derom, og en mindre gruppe af forfatterne forsvarer det aggressivt og glødende.
Sidstnævnte skriverier blev til tider en anelse for politiske og desperate; så påtrængende og insisterende på sin pointe, at pointen helt forsvandt i en overflod af håbløst belærende argumenter.
De mere blide, indadvendte og reflekterende essays om bibliotekernes personlige indvirkning på forfatteren tiltalte mig langt mere, og udformede budskabet med en overlegen elegance. For spørgsmålet om bibliotekets betydning er i virkeligheden slet ikke et spørgsmål om politik eller samfundsmæssig oplysning; det er et spørgsmål om mennesker.

4 kommentarer:

  1. Årh, jeg bliver simpelthen nødt til at eje den bog. Jeg har i hvert fald en forstilling om, at det er sådan en bog, som de fleste der elsker biblioteker også vil elske :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er i hvert fald bogen for enhver bibliotekselsker; der er så mange fine skatte i den, og jeg elsker det store udvalg af genrer, forfattere og fortællinger. Sådan en yndig harmoni!

      Slet
  2. Åh, jeg flyder helt væk i det fantastiske ved at gå på biblioteket,tiden er gået i stå. Finder en bog her, læser et digt der. Og først når du står ved skranken vender nuet tilbage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Biblioteket er et magisk tilflugtssted, der favner alverdens eventyr og eskapismer. Jeg kan fare vild mellem de høje reoler, og først komme til mig selv, når jeg vandrer ud med flere bøger, end jeg kan bære. Fantastisk.

      Slet