torsdag den 18. juli 2013

"American Psycho" af Bret Easton Ellis

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"American Psycho" af Bret Easton Ellis, fra forlaget Rosinante & Co., udgivet i 2011 (org. udgivet i 1991). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner. 

"American Psycho" er en tankevækkende fortælling om 80'ernes fremherskende materialisme og snæversynethed, og samtidig en næsten satirisk beretning om et menneskeligt mørke så absurd, at det er helt udenfor den almene forståelse. Med denne bog udforsker Ellis galskabens dybde og voldens effekt med så grafiske detaljer, at fortællingen føles som en ekstrem parodi på sindssyge.

Bogens hovedperson, Patrick Bateman, fører en særpræget form for dobbeltliv, og er til dels en pertentlig, veluddannet, politisk engageret og moderigtig ung mand i Manhattens finere samfundslag - men han er også en iskold morder, afhængig af tortur og vold. Udadtil er Patrick Batemans 'naboens søde dreng', der udtrykker korrekte holdninger om fattigdom og apartheid, men indadtil er han racist, homofob og mandschauvinist - en koldblodet psykopat. 

... der er et begreb om Patrick Bateman, en slags abstraktion, men der er intet virkeligt jeg, blot en væren, noget illusorisk, og selv om jeg kan skjule min kolde stirren og du kan trykke mig i hånden og mærke kød og blod der griber dit og måske kan du endda fornemme at vores livsstile sikkert svarer til hinanden: Jeg er der ganske enkelt ikke.

Jeg har færdiglæst "American Psycho" og tildelt den to stjerner uden den fjerneste intention om nogensinde at kaste et blik på den igen. Bogen fyldte mig med nådesløst ubehag og forfærdelse; den skræmte mig, gav mig kvalme og fremkaldte terror i de sene nattetimer. 
Historien fortælles i Patrick Batemans hoved, og med en klaustrofobisk nærhed beskriver han nøgternt hans hverdag, som består af endeløse diskussioner om passende tøj og korrekt etikette, nedværdigende blikke på hjælpeløse og hjemløse, et kærlighedsløst forhold til Evelyn og et surrealistisk behov for voldtægt, tortur og drab. Kapitlerne er små scenarier og situationer udplukket fra en større sammenhæng, og fortalt i Batemans flydende tankestrømme - kun afbrudt af adresserende og belærende afsnit om 80'ernes musik og popkultur. 
Ellis' samfundskritik er skarp og bidende. Romanen finder sted i en verden, hvor folk bliver præsenteret på deres valg af tøjmærker, og navne konstant ombyttes. Identitet og genkendelse er opløst, og materialismen er dominerende. Patrick Bateman er et direkte produkt af det samfund, han lever i; hans holdninger afspejler sig i film, musik, madanmeldelser og eksklusive tøjmærker. Han er en personificering af sine mørke omgivelser og omgangskreds, en ekstrem psyke dannet af en moralsk fortabt tid. 
Ligeledes muliggør ligegyldigheden i Patrick Batemans omgivelser de groteske mord, han udfører. Med en pralende fryd eller udtalt sandhedslængsel fortæller Bateman sine kollegaer og dates om hans morderiske tendenser - og ingen reagerer. Tomme øjne fortsætter henkastede samtaler, eller kategoriserer Batemans afsløringer som sludder og drilleri. Det samfund Ellis fremstiller er bedøvet af materialisme, og berøvet menneskelig sansning. Der lukkes øjne for ubehageligheder og trivialiteter, og det eksistentielle tomrum skaber en koldblodet psykopat. 

Min smerte er vedvarende og intens og jeg håber ikke på en bedre verden for nogen. Faktisk ønsker jeg min smerte påført andre. Jeg ønsker ikke at nogen skal undslippe.

Ellis' skrivestil er forbavsende nøgtern, da den afspejler Batemans følelsesmæssige tomrum. Hangen til drab er nærmest en triviel størrelse i Patrick Batemans almindelige hverdag - som en naturlig del af en forskruet tankegang. Mordscenerne bliver næsten beskrevet objektivt; sproget danner hensynsløst grafiske billeder af blod der sprøjter, hovedskaller der knuses og arme der oversaves. Minutiøse detaljer om ubegribelige gerninger. 

Min udgave af bogen er desuden præget af en iøjenfaldende mangel på kommaer - jeg ved ikke, om det gør sig alment gældende for Ellis' skrivestil, eller om det er en direkte følge af oversættelsen. 
Bogens slutning åbner for mange mulige tolkninger, og bevæger sig på en spinkel vippekant mellem virkelighed og illusion. Upålidelig narration er en mulighed - ignorante omgivelser er en anden. "American Psycho" er et spørgsmålstegn, som det er op til læseren selv at besvare. Ellis' leger med halve hentydninger, mørkelagte blindgyder og umuligheder, og tvinger dermed sin læser til at tage stilling til et mysterie, der ikke tilbyder et endegyldigt svar. Modargumenterne for begge tolkninger bliver ved i en hjælpeløs kæderække af tvetydighed.
Sommetider kan det være en god ting at læse en historie, man helst ikke vil høre, og betragte ting man helst ikke vil se. "American Psycho" er en øjenåbner, der fremtvinger et billede man helst vil være foruden - et billede man normalt ville lukke øjnene for. At læse den var en surrealistisk oplevelse, der gjorde mig kvalm og svimmel. Det er en sjældenhed for mig at færdigløse en bog med et bevidst ønske om hurtigt at glemme den igen.
De to stjerner er således givet med ambivalens og tøven. De afspejler snarere min gruopvækkende læseoplevelse end bogens objektive kvalitet. Jeg er muligvis blevet desorienteret af de grafiske og detaljerede mordscener, og indtrykket jeg sidder tilbage med, former sig i direkte afsky - både overfor fortællingen selv, og det samfund den portrætterer. 

16 kommentarer:

  1. Hvor er det fantastisk, at du kan give så 'god' en anmeldelse på en bog du egentlig ikke brød dig synderligt om. Jeg synes den lyder vildt spændende. Den må på min to-read!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for al den rare ros! Selvom jeg ikke har overøst bogen med stjerner og ros, er det dog stadig en god bog, en vigtig bog, der har så utroligt meget at byde på - den var bare ikke lige helt mig. Men jeg er glad for, du også vil give den en chance, for det fortjener den så afgjort.

      Slet
  2. Jeg læste den i forbindelse med min tredjeårs-opgave på handelsskolen, og det var helt forfærdeligt! Jeg begik bl.a. den fejl at læse den i frikvarterene (den var jo faktisk ikke så'n lige til at lægge fra sig), hvor jeg endte med at sidde og græde midt i frokosten sammen med alle de andre, fordi jeg var nået til scenen med rotten.. UF, altså!
    Men ja.. Jeg er for så vidt enig.. Jeg synes den fortjener flere stjerner, fordi Ellis så skræmmende godt giver et indblik i noget helt absurd forfærdeligt - men jeg kan godt forstå din afsky, og jeg har heller ikke siden læst den igen (om end din anmeldelse får mig til at overveje om det er på tide).
    Dog ville jeg ikke spilde tid på filmen - den var (for mig) enormt skuffende ift bogen (uagtet at det bl.a. var Christian Bale og Reese Witherspoon - dog måske for tidligt i karriererne).

    SvarSlet
    Svar
    1. Scenen med rotten var gyselig, gruopvækkende, opkast-fremkaldende. Jeg kan godt forstå, den fremkaldte tårer hos dig; jeg måtte også lægge bogen fra mig og give mig til noget andet derefter. Det var alt for meget.

      Stjernerne er en lidt svær ting. Forstå mig ret; jeg er udmærket klar over Ellis' genialitet og helt objektivt set er dette en utrolig velskrevet og meningsfuld bog. Problematikken ligger bare i, jeg ikke brød mig om at læse den - og det afspejler stjernerne. Tror jeg nok.
      Jeg har faktisk set filmen engang, og den er i en næsten ironisk/humoristisk tone i forhold til bogen, som bare er direkte ubehagelig.

      Slet
  3. Vi læste et uddrag af American Psycho i gymnasiet, specielt med henblik på den utroværdige fortæller. Jeg synes den virkede helt vildt spændende, men det handler jo også om præferencer!

    Derudover er jeg enig med Frost, det er en rigtig god anmeldelse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror virkelig også, det er en bog, der kunne drage fordel af lidt kyndig vejledning i form af undervisning - den har så mange lag, vinkler og blindgyder. Det kunne være meget interessant at dykke dybere ned i.
      Personligt var det bare for meget for mig. Det vendte sig i min mave, og jeg kunne slet ikke rumme det. Måske er så stærke følelser i virkeligheden bare et tegn på Ellis' store skrivekunst, men ikke desto mindre er jeg efterladt med flere dårlige følelser end gode. Det er dog enormt svært at bedømme den slags bøger, for følelser og objektivitet peger i hver sin retning.

      Og tusind tak!

      Slet
  4. Jeg er helt enig med dig i din fine anmeldelse. Det er en af de mest klamme og ubehagelige bøger, jeg nogensinde har læst, og den gjorde også mig fysisk dårlig ind i mellem.

    Det er en så-kan-jeg-krydse-den-af-på-listen-bog, og jeg har aldrig tænkt mig at læse den igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er næsten glad for, jeg ikke er den eneste, der haft den oplevelse. Jeg synes, den var så rædsom, så hæslig og så ubehagelig! Men omvendt er den også en dybdegående og interessant historie; jeg nød bare ikke at læse den.

      Slet
  5. Jeg synes, det er lidt synd, at du giver den så få stjerner, fordi bogen skræmte dig :-)

    Ellis har en ret speciel fortælleform, hvor han leger kispus med læseren, og hvor man ind imellem har svært ved at lure, hvad han er ude på. Det er en stil, som er interessant - i moderate doser. 'American Psycho' er i mine øjne en nyklassiker, som beskriver et koldt og kynisk ego-samfund, og ja det er skræmmende - lidt på samme måde som '1984'. Sjovt nok påvirkede sidste bog mig langt mere end 'American Psycho', men brutale mordscener rører mig ikke synderligt, eftersom jeg har læst horror i mange år efterhånden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Njae, njoeh. Det er lidt svært med de stjerner; de afspejler ikke bogens objektive kvaliteteter, snarere mine følelser omkring den. Det er lidt en gråzone, og jeg kan godt forstå, hvis det virker modstridende. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, hvad jeg egentligt synes.

      Du har helt ret, mht. de mange blindgyder og vildledende ledetråde. "American Psycho" er dybt uforudsigelig, og den vakler konstant mellem virkelighed og vrangforestilling. Jeg læste den især også som en beskrivelse af et materealistiske ego-samfund i den mest ekstreme grad. Måske kan man med rette kategorisere den som en dystopi.

      Jeg læser næsten aldrig horror - eller hvad der minder derom. Jeg kan slet ikke holde til det, og det afspejler min læseoplevelse nok også.

      Slet
  6. Ah... en klassiker... Den står på min boghylde!! Jeg elsker den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt med den slags forhold til bøgerne :)

      Slet
  7. Det er en virkelig god anmeldelse, du har fået skrevet. Jeg er virkelig begejstret, når folk kan finde ud af at skrive en god anmeldelse af en bog, som de faktisk ikke rigtig kunne lide. For selvom man ikke selv kan lide den, er der jo helt sikkert andre, der kan det. Og når det er sagt, bliver jeg nødt til at sige, at jeg virkelig glæder mig til, jeg engang for den læst. Ikke fordi jeg tror, jeg vil bryde mig specielt meget om den, men fordi jeg har den overbevisning om, at det er en vigtig bog at læse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange, mange, mange tak. Det er jeg så glad for, du siger. Det er netop enormt svært at skrive en brugbar anmeldelse af bøger, man ikke brød sig om.
      Denne bog er jo netop en 'vigtig' bog at læse, en bog der har meget at sige, og ikke bør overses. Også selvom man ikke bryder sig om den.

      Slet
  8. Det er en skam at du ikke læste den på originalsproget - det gør en væsentlig forskel! :-)

    SvarSlet
  9. "I am left with, shapes in direct disgust - both to the story itself and the society it portrays." This is how Google translates the last sentence of your post... I do believe the disgust, the feeling of physical sickness is Ellis's intention. The society he depicts in this novel is actually the society we live in, in which kids are bullied if they don't wear the right clothes, in which apparences are more important than content, in which spending hours judging people on TV is considered a better way to spend time than a trip to the library. This tendency to emptiness and praise to superficiality was something quite new in the late 80's, early 90's in which Ellis wrote his novel. I think Patrick is the incarnation of the dangers of our society on the ideal of human progress dreamt by the Enlightenment Philosophers.

    SvarSlet