"Caroline Mathilde" (Caroline Mathilde #1) af Herta J. Enevoldsen

"Caroline Mathilde" af Herta J. Enevoldsen, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1977). 3/5 stjerner. 

Herta J. Enevoldsen fører sine unge læsere på en tidsrejse til 1700tallets Danmark og datidens intrigefyldte liv ved hoffet. "Caroline Mathilde" fortæller historien om den 14-årige engelske prinsesse, der blev gift med den sindslidende og lunefulde Christian d. 7.
Enevoldsens beretning fortæller om Caroline Mathildes isolation, kulturchok og fangenskab i et ulykkeligt ægteskab, og hendes skæbnesvangre møde med den tyske læge, Johann Friedrich Struensee. Bogen er et fascinerende brudstykke af den danske kongehistorie - fortalt til børn og unge.  

“Hendes skuldre begyndte at ryste, men da hun hørte skridt, der nærmede sig, tog hun sig sammen og bekæmpede sin bevægelse. For prinsesser græder ikke, når nogen ser på det. Og en vordende dronning kan ikke tillade sig at vise sin svaghed.”

Jeg har tidligere skrevet om litterær nostalgi; om hvordan nogle bøger fremkalder sødlige minder fra barndomstiden om søvnløse nætter tilbragt med en opslået bog og en ivrig bladren. Denne bog er et af de tilfælde, hvor nostalgien for evigt vil blande sig med læsningen - og hvor man finder en skygge af sit tidligere barndomsblik mellem linjerne. Jeg læste Enevoldsens fortælling om Caroline Mathilde for første gang, da jeg var ni år gammel, og jeg blev fortabt i en verden af brusende balkjoler og skinnende kronjuveler. Jeg blev tryllebundet, overvældet og fuldstændig medrevet - bøgerne lærte mig en smule historie, og gav mig så uendelig meget fornøjelse.
Min oplevelse af bogen er således uundgåeligt farvet af mine lovprisende erindringer, og mine følelser er sammenfiltret med min barndomsbegejstring. Jeg kan umuligt være objektiv i denne sammenhæng.
Enevoldsens romaner er skrevet i et simpelt og letlæseligt sprog, der passer perfekt til målgruppen. Forsøget på at ramme datidens taleformer er forholdsvist troværdigt, og historielinjen følges til punkt og prikke. Store dele af fortællingen er naturligvis romantiseret i en høj grad; Struensees smil er blændende og varmende, Caroline Mathildes engelske opvækst er komplet idylliseret, og Enevoldsen forsøger at leve sig ind i de historiske personligheders tanker og følelser. Bogen er således farverig fiktion malet på et historisk lærred.

“Og de samlede deres snavsede pjalter sammen om de udtærede skikkelser og humpede besværligt bort, støttende sig til hinanden, mens de blandede en forbandelse over de riges hårdhed sammen med en bøn om, at denne unge dronning måtte få kraft til at sende en smule lys ind over den mørke, kummerlige tilværelse, fattigfolk som de måtte stride sig igennem.”

Mængden af fiktion genopliver den danske kongehistorie; fortidens prinsesser bliver relaterbare og datidens hofliv bliver forståeligt. Enevoldsen lader sin fortælling danse ud fra historiebøgernes støvede sider, og fortæller begivenhederne direkte i børns øjenhøjde. Med både dramatiserende og romantiserende toner udfolder kendte historier sig på helt nye måder, og skaber en uundgåelig fascination for det danske kongehus. 

Genlæsningen af "Caroline Mathilde" var både fyldt med gensynets glæde og en uudtalt skuffelse. Jeg fandt ikke den samme dybde og indlevelsesgrad i historien, som jeg huskede at have fundet som barn, og den høje grad af følelsesgætteri fyldte mig med irritation. Men naturligvis er dette først og fremmest en fiktionalisering, designet til at vække opmærksomhed og skabe interesse. Hvilket den også gjorde for mit vedkommende, da jeg tilfældigt fandt den på skolebibliotekets bugnende reoler.