Eftervirkning

I går læste jeg Neil Gaimans nyeste roman "The Ocean at the End of the Lane". Jeg stod tidligt op, lavede en kop te og krøb sammen i sofaen, alt imens skyggerne fra den overskyede himmel udenfor jagede forbi. 

Bogen var en eksamens-gave fra mine forældre, og jeg havde længe glædet mig til at læse den; men jeg havde også udsat det en smule, skubbet andre bøger foran i køen, og gemt det bedste til sidst. Læseøjeblikket er så flygtigt; og med særlige bøger prøver jeg altid at udtrække processen en smule, og at glæde mig lidt mere. 

Jeg nåede aldrig at drikke min te færdig, den blev kold, og jeg måtte hælde den ud i håndvasken. Ordene tog al min opmærksomhed, de sugede mig ind, og de slap alt for hurtigt op. Den magiske morgen sluttede, bogen blev lukket, jeg rejste mig op og begav mig videre med min dag.

I dag ville jeg påbegynde en ny bog, som jeg altid gør, når en anden er sluttet. Men jeg kunne ikke. Neil Gaimans sætninger er blevet hængende i mit hoved, de rumsterer rundt og skriger på opmærksomhed, på tolkning, på forståelse og på tankevirksomhed. Jeg er ør og forvirret. Hvad jeg troede blot var en smuk fantasy-roman er måske i virkeligheden langt mere end dét, og jeg er ved at drukne i et dybblåt ocean af ord.

Bogen vil ikke tillade mig at komme videre. Så nu læser jeg den forfra.