"Moab is My Washpot" af Stephen Fry

"Moab is My Washpot"af Stephen Fry, fra forlaget Arrow, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1997). 4/5 stjerner. 

Stephen Frys selvbiografi "Moab is my Washpot" omhandler de første tyve år af hans liv og beretter om forelskelse, fortabelse og forglemmelse. Bogen følger Frys kaotiske vej fra skolegang i en engelsk kostskole til fængsling for tyveri, og et lysende håb om University of Cambridge. 
Fry begynder sin selvbiografi med et ønske om sandfærdighed, og dette ønske danner et solidt fundament for hele fortællingen. Bag et tyndt lag af fiktive navne og glemte detaljer findes derfor en brutalt upoleret ærlighed, som både er beundringsværdig og chokerende.

“Well I don’t know about you, but when I recall childhood pain, I don’t recall the pains of toothache, a thrashed backside, broken bones, stubbed toes, gashed knees or twisted ankles – I recall the pains of loneliness, boredom, abandonment, humiliation, rejection and fear. Those are the pains on which I might and, still sometimes do, dwell, and those pains, almost without exception, were inflicted on me by other children and by myself.” 

Jeg læser sjældent biografier - og når jeg gør, er det oftest den historiske af slagsen, der fører mig århundreder tilbage, og snarere virker som fiktion end virkelighedsnære beretninger. Redegørelser for Jane Austens liv, den franske revolution og Marie Antoinettes turbulente regeringstid - biografier fyldt med gætteri, huller og antagelser og skjult bag et slør af historisk mystik, udgør min fornemmelse af virkelighedsskriveri. Jeg indhyller min læsning i distancerede synsvinkler frem for sandfærdige jeg-personer; indtil nu.
Jeg har altid været fascineret af Stephen Fry og den britiske charme, indsigt og vittighed, han repræsenterer. Hvert ord han udtaler, afspejler en lynende intelligens og en misundelsesværdig formuleringsevne. Da jeg læste "The Library Book" i foråret, stødte jeg for første gang på hans nedskrevne sætninger, og jeg blev dybt imponeret af hans evne til at danne bogstavskombinationer med skødesløs elegance. En kildrende nysgerrighed og en varm anbefaling fra Mette, fik mig til at synke dybere ind i hans sprogleg, og "Moab is My Washpot" fandt sin vej til min bogreol.

Stephen Frys barndomsrige er dermed mit første besøg (og forsøg) i selvbiografiens verden. "Moab is My Washpot" har ført mig igennem en smuk tankevandring i de første tyve år af Frys liv; med sirlige omveje og afveje af distraktioner og refleksioner, nutidige afbrydelser og funderinger. Bogen er ikke kun en erindring om det, der var - det er også en fortælling, om det der blev. Fry nøjes nemlig ikke med at fortælle sin historie - han evaluerer den også. Resultatet er en særlig blanding af den undren og fortrydelse, der naturligt opstår ved mødet af sit yngre jeg. Paradokset fremhæves i eksaminationen af et ældre brev - adresseret fra en 15årig Stephen Fry til hans 25årige, fremtidige jeg. Læseren inddrages således i en gnistrende konfrontation mellem tabte idealismer og spøgelseslignende identiteter. 

“Life is sometimes novel-shaped, mocking the efforts of those authors who, in an effort to make their novels life-shaped, spurn the easy symmetry and cheap resonance of reality.”

"Moab is My Washpot" kendetegnes ved dens sproglige finesser og genkendelige toneleje. Frys sprudlende personlighed er allestedsnærværende, og hans fortællerstemme indeholder hans talegavers lokkende troværdighed. Et utal af bandeord, adjektiver og deskriptive passager afløser hinanden i et graciøs arrangement. Bogens kompositionslinje bliver brudt adskillige gange af anekdoter, kunstneriske og litterære spekulationer, holdningsudbrud samt forsvar og angreb af personlige oplevelser - tid og sted flytter og former sig efter tankestreger og associationer. Fry tiltaler læseren og omtaler sig selv med en familiær fortrolighed, og bogen har et anstrøg af samtale snarere end monolog.

Med en overvældende og næsten brutal ærlighed, beretter Fry om sin barndom, sin skolegang og sin ungdom. Han dvæler ikke nænsomt ved formidlende omstændigheder - men angriber og anklager snarere sit fortidige jeg for tyveri, løgne, smålighed og stiltiende fejhed. I nøgterne og saglige toner beskrives hans spirende homoseksualitet og første erfaringer, og med ekstatiske fraser fortaber han sig atter i sin første forelskelse. Selvbiografien hviler sig blidt op af bekendelsen; Fry vender vrangen ud, og søger ikke et fordelagtigt selviscenesættende lys.
Sorte skyer ulmer henover bogen og en ildevarslende optakt tager form, efterhånden som siderne vendes. Fry føres fra sit barndomshjem til et tomt spisebord i en luset café på hans 18års fødselsdag, fra kostskole til fængsel, og fra forelskelse til hospitalsseng. Humor kombineres med hudløshed, kærlighed sammenbindes med tunge knuder af sorg, tryghed omvæltes til uvished, og sortsyn vendes til forhåbninger i kapitlernes sidste ord. Ved bogens afslutning forbliver det mest forunderlige ikke Stephen Frys bitre erfaringer - snarere hans evne til åbent at udøse ordene omkring dem.