Smuldrende sammenhæng; Dæmonernes by

I onsdags blev jeg inviteret i biografen af SF Film for at se filmatiseringen af "Dæmonernes by". 

Nico og jeg trådte ind i salen med hinanden i hånden og en pose slik under armen. Vi sank ned i de røde plyssæder, lod øjnene vænne sig til den dæmpede belysning, og så os nysgerrigt omkring. På sæderne bag os hviskede begejstrerede stemmer og teenagepiger udstødte dæmpede suk. Efterhånden som filmen indtog skærmen, hørtes der på skiftevis latterudbrød, klapsalver og hvin. Mit eneste suk gennem filmens spilletid, blev fremtvunget af synet af et overdådigt bibliotek - og ikke af historiens kærlighedsportræt.

"Dæmonernes by" er ikke en detaljeret fremførelse af bogen bag; det er snarere end forenklet udgave af Cassandra Clares fantasy-fortælling. Fokus ligger på underholdning frem for forklaring - og underholdt blev jeg også, til en vis grad. Umiddelbart fandt jeg skærmdramaet langt mere vellykket end den nedskrevne fortælling. Filmen fløj forbi med klichéprægede replikker og sarkastiske bemærkninger, pludselige kampscener mod vampyrer og dæmoner, samt en forudsigelig kærlighedstrekant og det obligatoriske blik på skuespillernes overkroppe, og kombinerede således de velkendte ingredienser til en forudsigelig ungdomssucces. Og det virkede tilsyneladende - for de betagede teenagepiger omkring mig jublede.

Men i filmens hurtige tempo og handlingsorienterede plot, udelades der detaljer og glemmes omstændigheder. Karaktererne forbliver endimensionelle skygger med menneskelige navne; flade personligheder der aldrig udfoldes. Min kritik hviler ikke på skuespillerne - snarere på den skæve tidsfordeling, der konsekvent overser motiver og følelser. Jamie Campbell Bower udmærker sig ved sin hoverende arrogance, Robert Sheehan sender tilbedende kærlighedsøjne, og Lily Collins vibrerer med Clarys kendetegnende usikkerhed. Der skænkes ikke tid nok til udviklingen eller forståelsen af personlighederne - og som resultat blegner de, trods ihærdige skuespilsindsatser. 
I filmens handlingsforløb trevler den røde tråd, og løse ender blæser forvirret omkring i de bagvedliggende kulisser. Fantasy-fænomenerne bliver hverken forklaret eller introduceret, baggrundshistorier halveres, og hele drivkraften bag hovedpersonernes heltefærd skrumper ind til simple kampscener. Cassandra Clares spinkle grundlag smuldrer - og flere gange mærkede jeg en prikken på min skulder, efterfulgt af et undrende spørgsmål fra Nico. "Dæmonernes by" er tydeligt indskrænket og henvendt til de, der allerede har læst bøgerne - og svigter fatalt i at inddrage de nytilkomne.
Fantasy-genrens vigtigste opgave er, i mine øjne, at gøre det uforståelige forståeligt. At transformere fantasi til overbevisende virkelighed; at finde og åbne skjulte huller i hverdagslivet og fylde dem med magi. At overbevise sit publikum om det ubegribelige, og lokke dem ind i et farverigt vrangsbillede, og lade dem leve der for en stund. "Dæmonernes by" præsenterer et sådant fantasy-univers - men uden forståelsens sammenflettende elementer. Og derfor udebliver både overbevisningen og indlevelsen.