lørdag den 24. august 2013

Smuldrende sammenhæng; Dæmonernes by

I onsdags blev jeg inviteret i biografen af SF Film for at se filmatiseringen af "Dæmonernes by". 

Nico og jeg trådte ind i salen med hinanden i hånden og en pose slik under armen. Vi sank ned i de røde plyssæder, lod øjnene vænne sig til den dæmpede belysning, og så os nysgerrigt omkring. På sæderne bag os hviskede begejstrerede stemmer og teenagepiger udstødte dæmpede suk. Efterhånden som filmen indtog skærmen, hørtes der på skiftevis latterudbrød, klapsalver og hvin. Mit eneste suk gennem filmens spilletid, blev fremtvunget af synet af et overdådigt bibliotek - og ikke af historiens kærlighedsportræt.
"Dæmonernes by" er ikke en detaljeret fremførelse af bogen bag; det er snarere end forenklet udgave af Cassandra Clares fantasy-fortælling. Fokus ligger på underholdning frem for forklaring - og underholdt blev jeg også, til en vis grad. Umiddelbart fandt jeg skærmdramaet langt mere vellykket end den nedskrevne fortælling. Filmen fløj forbi med klichéprægede replikker og sarkastiske bemærkninger, pludselige kampscener mod vampyrer og dæmoner, samt en forudsigelig kærlighedstrekant og det obligatoriske blik på skuespillernes overkroppe, og kombinerede således de velkendte ingredienser til en forudsigelig ungdomssucces. Og det virkede tilsyneladende - for de betagede teenagepiger omkring mig jublede.
Men i filmens hurtige tempo og handlingsorienterede plot, udelades der detaljer og glemmes omstændigheder. Karaktererne forbliver endimensionelle skygger med menneskelige navne; flade personligheder der aldrig udfoldes. Min kritik hviler ikke på skuespillerne - snarere på den skæve tidsfordeling, der konsekvent overser motiver og følelser. Jamie Campbell Bower udmærker sig ved sin hoverende arrogance, Robert Sheehan sender tilbedende kærlighedsøjne, og Lily Collins vibrerer med Clarys kendetegnende usikkerhed. Der skænkes ikke tid nok til udviklingen eller forståelsen af personlighederne - og som resultat blegner de, trods ihærdige skuespilsindsatser. 
I filmens handlingsforløb trevler den røde tråd, og løse ender blæser forvirret omkring i de bagvedliggende kulisser. Fantasy-fænomenerne bliver hverken forklaret eller introduceret, baggrundshistorier halveres, og hele drivkraften bag hovedpersonernes heltefærd skrumper ind til simple kampscener. Cassandra Clares spinkle grundlag smuldrer - og flere gange mærkede jeg en prikken på min skulder, efterfulgt af et undrende spørgsmål fra Nico. "Dæmonernes by" er tydeligt indskrænket og henvendt til de, der allerede har læst bøgerne - og svigter fatalt i at inddrage de nytilkomne.
Fantasy-genrens vigtigste opgave er, i mine øjne, at gøre det uforståelige forståeligt. At transformere fantasi til overbevisende virkelighed; at finde og åbne skjulte huller i hverdagslivet og fylde dem med magi. At overbevise sit publikum om det ubegribelige, og lokke dem ind i et farverigt vrangsbillede, og lade dem leve der for en stund. "Dæmonernes by" præsenterer et sådant fantasy-univers - men uden forståelsens sammenflettende elementer. Og derfor udebliver både overbevisningen og indlevelsen.

10 kommentarer:

  1. Ej hvor lyder den spændende ;) <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Den var skam også ganske ok :) I hvert fald på underholdsningsplanet.

      Slet
  2. Det er synd, at filmatiseringen af "Dæmonernes by" er lykkedes så dårligt. Dine billeder fra filmen er til gengæld smukke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må indrømme, jeg heller ikke var vild med bogen bag. Så måske er det i virkeligheden grundlaget, den er galt med.

      Og tak :) Der var mange fine at vælge imellem. På det visuelle plan har filmen ingen problematik.

      Slet
  3. Det er (desværre) et af filmverdenens virkemidler at spille på de store, emotionelle øjeblikke, hvilket oftest udelader de mere snørklede dele af fortællingen - det er jo så også det, der gør film så fantastiske; at vi oplever de fantastiske momenter på helt nært hold sammen med karaktererne..
    Jeg tænkte på, hvilke film du holder meget af? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Som hovedregel har jeg egentligt heller ikke noget imod den form; bare den danner et sammenhængende helhedsudtryk. Når fantasy-film udgives med store huller og uden forklaringer, opstår der bare store problematikker, og de falder fra hinanden. Det er lidt en skam.

      Almene film eller bog-filmatiseringer? Jeg er ellevild med BBC's mini-serier og filmatiseringer. Særligt 'North and South' og 'Brideshead Revisited' er helt fantastiske. Generelt har jeg vist også en svaghed for kostumedramaer; 'Marie Antoinette', 'En kongelig affære' osv. Jeg elsker (semi-autentiske) film om forfattere såsom 'Finding Neverland', 'Becoming Jane', 'Bright Star' og især 'Miss Potter'.
      Udenfor bog-boblen er jeg helt fortabt i 'Inception', 'A Beautiful Mind', 'Hook' og 'Midnight in Paris' - og næsten alt hvad Disney har været i nærheden af.

      Slet
  4. Lyder som en film jeg skal springe over ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ærlig talt - ja. Særligt i biografsform.

      Slet
  5. Jeg har været inde og se den (selvom bøgerne absolut ikke var min kop the) og jeg må altså sige, at jeg ikke fortsår folk der hater så meget på Jamie - jeg synes han gjorde et godt stykke arbejde; farlig bad-boy fyr med blød midte. Så er der dem der siger 'han ligner jo ikke en engel', nej - men det er der jo ingen mennesker der gør, det er littaraturens force, at kunne skabe sådanne individer i vores hoveder.

    Nå, men ville bare lige sige, at jeg synes Jamie gjorde det godt! Men at filmen ikke var noget at råbe hurra for ellers ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes skam også, Jamie gør det helt udmærket. Måske ligner han ikke den perfekte Jace så meget udseendemæssigt, men i mine øjne fanger han hans personlighed enormt godt. Som jeg også skriver i anmeldelsen, så skyder jeg ikke skylden på skuespillerne - snarere på den mærkelige tidsfordeling. Man ser jo knap nok Jace i andre scener, der ikke omhandler liv og død.

      Vi er vist meget enige!

      Slet