"The Diary of a Provincial Lady" af E. M. Delafield

"The Diary of a Provincial Lady" af E. M. Delafield, fra forlaget Virago, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1930). 3/5 stjerner. 

"The Diary of a Provincial Lady" blev originalt udgivet som en række komiske avisepisoder til ugentlig fornøjelse for datidens avislæsere. I den præsenterer Delafield, via en unavngiven kvindelig dagbogsskribent, et lille landsbysamfund med alle dets snobberier og skæve personligheder. Indenfor hverdagens trivielle rammer følger læseren alverdens uheld og akavede sociale situationer. 

“Feel that life is wholly endurable, and decide madly to get a new hat.” 

Dagbogsformen består ofte af pudsige forsøg på virkelighedsgengivelse, og simple udforskninger af de ord, mennesket har behov for at nedskrive. Formen varierer i det uendelige, alt efter hvem forfatteren ønsker at portrættere - og sværhedsgraden hviler i at udregne en troværdig skrivestil for en fiktiv personlighed. Jeg har læst dagbogsromaner, der beskriver hver en minutiøs detalje, andre der gengiver hele situationer, og nogle der drukner i daglige rapporter. Alt for ofte bliver dagbogsformens personlige simplicitet omdannet til åbne referater. Dagbogsromanen balancerer på en idé om, hvor meget og hvordan den enkelte person vil nedskrive sin hverdag.
"The Diary of a Provincial Lady" er udgjort af korte og simple sætninger, bratte brud og pludselige emneskift. Tilsat lette drys af paranteser fyldt med påmindelser og funderinger fungerer den næsten som en notesbog med påklistrede huskesedler. Selvom Delafield på ingen måde benytter sig af sproglig skønhed og åndedrætsfrarøvende beskrivelser, gør hun det umulige; hun gør bogen levende, hun gør den troværdig - hun gør den til en dagbog, beboet af en opfundet personlighed.
Den, aldrig navngivne, Provinsielle Dame fylder hver en side med sin tilstedeværelse, og fører pennen med en overbevisende varme og elskelig akavethed. Dagbogen fungerer som en serie af hverdagsscenarier og spekulationer; irritation over ærkefjenden og nabokvinden Lady Boxe, finansielle bekymringer og litterære aspirationer. Gennem den Provinsielle Dame præsenteres læseren for et virvar af komiske figurer - heriblandt hendes reserverede og tørt konstanterede mand Robert, hendes to højtråbende børn, deres franske barnepige og den evigt fejlende kok. Hver karakter er genstand for komiske episoder og talrige frustrationer i dagbogens koncise hverdagsnoter.
Dagbogen strækker sig fra november til oktober, og dens plot er nærmest ikke eksisterende. Delafield fremstiller blot et simpelt øjebliksbillede af en datidens dagligdag. Hyacinter der panisk flyttes rundt i huset, når de ikke spirer, et mislykket frisørbesøg der ender med en uønsket hårfarve, praleri om bøger der aldrig er blevet læst, og en perlerække af akavede sociale forpligtigelser findes mellem siderne, og udgør hele bogens fremdrift. 

“(Mem.: Theory that mothers think their own children superior to any others Absolute Nonsense. Can see only too plainly that Micky easily surpasses Robin and Vicky in looks, charm, and good manner – and am very much annoyed about it.)”

De mange minimale dagbogsnoter emmer af britisk humor og tørre iagttagelser. Delafield udsætter sin Provinsielle Dame for alverdens absurditeter, og introducerer et farverigt persongalleri, der indeholder Austen-lignende karikaturer. Lady Boxes uhyrlige ignorance illustreres med bidende sarkasme, når hun prædiker om bøger, hun ikke har læst, uddeler vinglas til sine nære gæster og kopper til resten, og når hun højlydt afspiller afskedsmarch til sine fester for hurtigt at skille sig af med gæsterne - hendes ophøjede komik afspejler Lady Cathrine de Bourghs til perfektion. Ligeledes er præstekonens vedvarende snak en komisk påmindelse om Austens mange præsteskikkelser og deres frelste selvbillede.

Den Provinsielle Dame selv er en hjertevarm figur med velkendte personlighedstræk; en intelligent - og dog håbløst uheldig - kvinde i et småt landsbysamfund. Varmen flyder gennem hendes pen og farver hver en dagbogsside med vittige bemærkninger og filosofiske spekulationer. Den Provinsielle Dame har spirende forfatterdrømme, og Delafield forsøger via en underliggende feminisme at påpege, hvor svært det er for hende, at forene alle sine roller; mor, kone, veninde, elegant samfundsborger og skribent. 

Litterære referencer og kunstneriske aspirationer udfylder og forbinder mange tematikker i løbet af plottets stille forløb. Den månedlige bogklub er genstand for alverdens komiske diskussioner og snævre holdninger, den Provinsielle Dames kontinuerlige henvisning til citater som ingen forstår, og det korrekte facadeudtryk der hviler i at læse Keats og Shakespeare frem for Brontë. Delafield bruger litterært snobberi til at påvise et gennemgående maskespil og en triviel facadeleg i landsbyens fiktive samfund. Karakterer låner andres holdninger og taler andres ord i en komisk forvirring af ignorans og samtykke. Den (stakkels) Provinsielle Dame forsøger konstant at navigere sin vej gennem et minefelt af forudindtagede meninger og egne uenigheder.

"The Diary of a Provincial Lady" beskriver hverdagsøjeblikke, og efter læsningen bliver den netop hængende et enkelt øjeblik, for derefter at blive glemt igen. Bogen sætter ikke aftryk og efterlader spor - men den underholder. Den mindede mig på én gang både om Austens samfundskritik og Fieldings velkendte Bridget Jones-karakter. En særpræget kombination med et kærligt resultat af fornøjelige betragtninger, britisk humor, hjemlighed  og en velduftende kop te. 

“She is never alone when she has Her Books. Books, to her, are Friends. Give her Shakespeare or Jane Austen, Meredith or Hardy, and she is Lost - lost in a world of her own. She sleeps so little that most of her nights are spent reading.”