Tema-tirsdag #23: "Kan du ikke låne mig en bog?"

Det er det samme mønster, der gentages og udspilles gang på gang. Jeg får gæster, de træder ind i min stue, og bliver automatisk draget hen til bogreolen, som med alle dens farver og alt dens indhold besidder lokkende kræfter. De roser min samling, fortaber sig i et virvar af tidsaldre, forfattere og titler, og lader sommetider fingrene glide hen over den snorlige opstilling af bogrygge. Og jeg smiler, nikker og taler begejstret med som en stolt mor; fremviser mine yndlinge og udpeger de særligt anbefalelsesværdige. 

Langsomt drejer samtalen sig ind på en særlig bog, som vedkommende har "ønsket at læse i lang tid", og jeg fortaber mig i beskrivelser, kritik og ros med et henført blik. Jeg lader halve forklaringer svæve i luften, jeg forsvinder i min egen begejstring, og jeg udbryder med et smil: "Vil du ikke låne den med hjem?" hvorefter jeg bider mig selv i tungen, messer i mit indre 'sig nu nej, sig nu nej, sig nu nej', og langsomt begynder at hive den omtalte bog ud af bogreolen. Folk siger aldrig nej. De siger altid ja. Og jeg er efterladt med et gabende tomt hul på min elskede boghylde.

Det komiske er, at jeg elsker at låne bøger ud. Jeg elsker at anbefale bøger, og bidrage til en betagende læseoplevelse. Jeg elsker at dele min glæde, at diskutere plottwist og karakterudvikling med ligesindede, og jeg elsker det smil, som altid tilbageleveres sammen med bogen. Det ville være helt perfekt - hvis bare jeg ikke var så uendeligt sart.

Fra det øjeblik bogen forlader mine hænder, begynder jeg at bekymre mig. Jeg bekymrer mig om vandskader, om chokoladefingre, om ridser på en hardback eller en knækket ryg på en paperback. Jeg bekymrer mig om læsetid og venteperioder, og jeg bekymrer mig om, om jeg overhovedet vil få min bog tilbage. Vi har alle mistet udlånte ejendele - og hvad hvis bogen tilslutter sig den uendelige liste af dvd'er, hårnåle, femmere eller læbepomader, der aldrig er blevet leveret tilbage? Desuden indtræder en uundgåelig og nærmest øjeblikkelig trang til at læse netop den bog, jeg ikke længere har stående. Jeg pines over hullet mellem mine bøger, og sommetider sætter jeg endda en anden bog frem, for ikke at blive nedstirret af et tomrum.
Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være. Jeg rives med af læseglæden, og tilbyder troligt et udlån til alle, der udtrykker et læseønske. Og (næsten) uden undtagelser får jeg bøgerne tilbage i original stand og i god tid. Og alle mine kvaler har således både været irrationelle og ubegrundede. 

Ironisk nok, har jeg selv lånt en bog i dag. Heidi havde husket, at jeg gerne ville læse "Warm Bodies", og medbragte den til dagens undervisningstimer. Det medførte en lille diskussion om det at låne bøger ud, og hun forklarede, at hun holdte regnskab og skrev lister over, hvor hendes bøger var henne, og hvem der havde lånt dem. En sådan struktur burde jeg også indføre; om ikke andet så for at få et øjebliks ro og en særlig vished, hver gang jeg låner bøger ud. For hvor ville det dog være rart at kunne glæde andre med en læseoplevelse, uden selv at være underlagt en verden af bekymring og nervøsitet. 

Låner I jeres bøger ud til andre? Og er det noget, I tænker meget over? Holder I styr på, hvem I låner bøger ud til og hvornår? Og er I også splittede mellem begejstring og fortvivlelse, hver gang en bog forlader jeres bogreol?