"The Mysterious Benedict Society" af Trenton Lee Stewart

"The Mysterious Benedict Society" af Trenton Lee Stewart, fra forlaget Chicken House, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2007). 2/5 stjerner. 

En højtråbende annonce dukker pludselig op i mange børns synsfelt. En annonce der opfordrer talentfulde og begavede børn til at udføre komplicerede tests for derefter at kunne blive tilbudt storslåede muligheder. 
Reynie Mulligan er én ud af mange, der møder op - og en af de få, der gennemfører. Med sin  store intelligens og logiske sans kan han finde svar til håbløst fortvivlende spørgsmål. Hans testresultater fører ham, og tre andre børn, ud på en vigtig mission. Med lette fodtrin skal de liste rundt som spioner på en helt særlig skole - en farlig skole.

“She announced her age right away, for children consider their ages every bit as important as their names.” 

Det første kapitel af "The Mysterious Benedict Society" var som en snørklet gåde fyldt med skæve personligheder og halve antydninger. En mystisk annonce lokkede børn igennem umulige og uigennemskuelige prøver og tests - i samme stil som Charlies færd gennem Roald Dahls fiktive chokoladefabrik. Med en ulogisk logik og en forkærlighed for fjolleri, slap fire børn igennem nåleøjet og løste et sæt opgaver med fuldstændigt forskellige resultater. En hemmelig orden blev afsløret, en mission blev tildelt, og Reynie, Constance, Kate og Sticky blev sendt afsted til en dyster kostskole, også kendt som L.I.V.E - the Learning Institute for the Very Enlightened. 

Denne uddannelsesinstitution mindede mig om et sted, jeg havde besøgt i en bog før; den femte bog i Lemony Snicket-serien, "The Austere Academy". Et genkendeligt plot med alt for velkendte klichéer begyndte således at tage form; børnene gennemgik flere tests, flere prøver, og opfandt nye koder og nye planer. Hvad der startede som kunstfærdige krumspring, endte ud i gentagende monotoni. Bogens næsten 500 sider blev udvandede demonstrationer af intelligens og logik - og plottet blev udtrukket i det uendelige. 
Stewart opbygger i "The Mysterious Benedict Society" en fast skabelon for hvert kapitels udformning og følger den til punkt og prikke. Selvom de enkelte omstændigheder forandrer sig, forbliver struktureren den samme. Historien fortælles i et forbavsende unuanceret sprog med halvhjertede forsøg på humor og sarkasme. Ligesom handlingen er udgjort af unødvendigt fyld, er sætningerne også konstrueret med overflødige snørkler. Barndommens pudsige verdensopfattelse og sproglige forundring er ingen steder at se; i stedet fyldes siderne af tørt konstaterende betragtninger.

“Is this what family is like: the feeling that everyone’s connected, that with one piece missing, the whole thing’s broken?”

Bag alle bogens krumspring og sidespor, har Stewart dog indarbejdet fine moraler og budskaber. Reynie, Constance, Kate og Sticky forenes i deres ekstraordinære talenter og unikke verdenssyn - men de bindes også sammen af misforståelser og af ensomhed. Reynie, Kate og Constance er forældreløse, og Stickys forældre har overset ham i en rus af deres egen grådighed. Børnene drages ikke mod den prestigefyldte optagelsesprøve for hædrens skyld; de drives snarere derhen af forhåbninger om at høre til et sted.

På trods af bogens talrige eventyr, prøver og hemmelige missioner, er det sammenbindende tema altid venskab, familie og tilhørsforhold. Børnenes mange forskelligheder supplerer og komplimenterer hinanden i et evigt mønster af omhyggeligt udtænkte planer og redninger. Stewart lader til at demonstrere venskabets mange facetter for den unge læser - og med en universel sandhed påviser han, at familier ikke er noget man har, men tværtimod noget man vælger.

Jeg er blot efterladt med et ønske om, at de karakterer hvis ansvar det er at bære Stewarts pointe, ikke bukkede under for dets pres. Bogen indeholder et næsten tilbagegående indhold af personlighedsudvikling og karakterkendskab; i stedet for at vokse med opgaven skrumper de fire børn nærmest ind og reduceres til deres eget talent. Hele Reynies identitet hviler med hans logik, Constances stædighed er hendes eneste kendetegn, Kates personlighed findes i hendes spand og Sticky er blot arketypen af den blege, usikre og læsebesatte dreng, man så ofte møder i denne type historie. 
Stewarts fortælling starter ud som en fornøjelig eventyrsfærd, men efterhånden som mysteriet udfolder sig, binder plottet knuder på sig selv og opløser dets formål. Bogen er for lang, for gentagende og for forudsigelig - og med disse klodsede bevægelser drukner hele det hjertevarmende budskab. Bagsideteksten på "The Mysterious Benedict Society" lovede mig en opfindsom gådeleg - i stedet fik jeg en meningsløs gådemosaik, som end ikke en 11årig udgave af mig selv ville finde nogen glæde i at løse.