"Silas Marner" af George Eliot

"Silas Marner" af George Eliot, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1861). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner.

"Silas Marner" er en hjertevarm og strålende beretning om en enkelt ensom mand, og hans genforening med hans hidtil oversete omverden.
Bogens hovedperson, Silas Marner, er en ensom skabning, der er blevet forrådt og beskyldt af hans bedste ven for en forbrydelse, han slet ikke har begået. Ydmyget og alene drager han til landsbyen Raveloe, og fører en tilbagetrukket og isoleret tilværelse. Han arbejder som væver, og vogter nænsomt over hans pose med guldmønter, som er den eneste ting i verden, han har at holde af. En dag bliver guldmønterne dog stjålet, og Silas' tilværelse falder sammen med et enkelt vindpust.
Omstændighederne ændres dog, da en lille pige med gyldent hår træder ind i Silas' hytte, og bringer ham tilbage til det liv, han for længst havde opgivet at leve. 

“I gamle dage var der engle, som tog mennesker ved hånden og førte dem bort fra ødelæggelsernes by. Nu ser vi ingen engle med hvide vinger. Men alligevel føres menneskene bort fra en truende ødelæggelse - en hånd lægger sig i deres og viser dem kærligt vej til et fredfyldt og lyst land, for at de ikke skal se sig tilbage; og denne hånd er ofte et lille barns.”

Min kærlighed og beundring for George Eliot og hendes værker er endeløs og evig. Hendes evne til at forbløffe mig og røre mig til tårer er tilsyneladende uudtømmelig. Jeg har endnu kun læst tre af hendes bøger; men de har alle tre sat spor og mærker i mit indre. De har alle tre været exceptionelle og dog vidt forskellige. De har alle tre vist mig forskellige sider og vinkler af 1800tallets England og dets samfundsnormer, og de har alle tre gjort mig en smule klogere på mig selv.

Måske er det fordi, Eliot ikke så meget skriver og fortæller, som hun maler med sine ord. Med deskriptive og næsten lyriske passager dvæler hun over græsstrå, flodbredder og træhytter. Med næsten filmiske bevægelser lader hun handlinger udspille sig i brede horisonter for derefter at ændre perspektiv og zoome helt ind på en enkelt menneskeskæbne. Hun muliggør en karakterisering af hele byer og en dybdeanalyse af personlige motiver på én og samme tid.

Af samme grund er Eliot altid meget svær, omfattende og meget interessant at læse. Hun konstruerer  landsbyer og fylder dem med et virvar af navngivne karakterer, som vrimler ud mellem hinanden som sorte prikker i en tæt befolket myretue. Alle karakterer er altid influeret og forbundet af hinanden i et kompliceret puslespil, og Eliot binder stilfærdigt alle de fiktive menneskeskæbner tæt sammen. Akkurat som det er i livet, er det også i Eliots romaner; intet menneske står nogensinde alene.

"Silas Marner" er en forholdsvis kort lille bog med varme undertoner af familiebånd, kærlighed og håb. Historien kan næsten beskrives som en bedårende eventyrsfortælling i en realistisk kontekst. Eliot lader sin hovedperson, Silas Marner, gennemgå fnysende samfundsforagt og lader ham blive skænket et barn på næsten eventyrlig vis. Forholdet mellem barnet, Eppie, og Silas blomstrer op på så simpel og naturlig en måde, som kun et barns enfoldige bevidsthed kan tillade, og udviklingen er både troværdig og rørende at være vidne til.

“Dette stille, gensidige blik mellem en mand og kone, der stoler på hinanden, er som det første øjebliks hvile eller fred efter en stor anstrengelse eller fare; det lader sig ikke forstyrre af tale eller handling, som kan aflede opmærksomheden fra nydelsen af den uvante ro.”

Samhørighed med naturen er et gennemgående tema i Eliots forfatterskab, og det er også synligt gennem denne lille fortælling. Raveloes velhavende skikkelser der lever i prægtige bygninger er fordærvede sjæle, mens Silas der bor simpelt og ydmygt er indbegrebet af godhed og loyalitet. Eliot fremstiller afdæmpede formaninger om hvad livets egentligt rigdomme består af; og konklusionen er en tidsløs erkendelse, vi alle er fortrolige med.

"Silas Marner" er en smuk bog, der er yndigt fortalt. Det er en rørende beretning om en mand og hans vej tilbage til lyset, til håbet og til livet. Eliot åbner sin roman ved at præsentere en fattig væver i en tilstand af komplet samfundsisolation; og fanger ham derefter langsomt i en sammenvævning med rige, fattige, børn og voksne. Hendes omhyggelige vævearbejde indbefatter Silas som en enkelt guldtråd i stort og kulørt verdenstæppe.

Da jeg læste historiens afsluttende linje, var det med et smil på læben og en klump i halsen. Jeg nød at læse noget, der var så fint og nøjagtigt sigende på en så opmuntrende og livsbekræftigende måde. "Silas Marner" afspejler en perfekt forståelse af, hvad det vil sige at leve og at elske. Betingelsesløst og ægte.