"The Picture of Dorian Gray" af Oscar Wilde

"The Picture of Dorian Gray" af Oscar Wilde, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1890). 4/5 stjerner.

Som titlen så fint illustrerer, omhandler "The Picture of Dorian Gray" et portræt af en ung mand ved navn Dorian Gray. Maleren, Basil Hallward, fascineres af Dorians smukke ansigt, og bruger ham som model til hans bedste maleri nogensinde. Da Dorians øjne falder på gengivelsen af hans eget ansigt, fyldes han med anger og fortrydelse over, at han ikke altid vil se akkurat sådan ud. Han ønsker brændende, at aldringsprocessen var anderledes; at det var billedet og ikke han, der ville ændres i takt med tidens gang.
Efterhånden som Dorian introduceres til Lord Henry Watton og hans skruppelløse principper, påbegynder han en hensynsløs og udsvævende livsstil. Dorian udnytter og sårer sine medmennesker, og skjuler sine synder bag en sympatisk maske. Hans gerninger sætter ingen spor på ham - men på maleriet af ham, spores en tydeligere og tydeligere ækel hæslighed. Maleriet er et direkte spejl af hans sjæl; og det viser den fordærvelse, hans ansigt skjuler.

“When one is in love, one always begins by deceiving one's self, and one always ends by deceiving others. That is what the world calls a romance.”

Der er bøger, der befinder sig lige på vippekanten mellem decideret gys og vag uhygge. Bøger som man ikke nødvendigvis gisper over eller har mareridt om; men som alligevel kaster lange skygger, der jager en mens siderne vendes. Bøger som ikke er skræmmende på grund af dramatiske hændelser - men derimod gradvise forandringer. "The Picture of Dorian Gray" er netop en bog af denne slags, og den er fyldt til bristepunktet med dyster gotik.
Oscar Wilde maler jagende billeder med blomstrende ord; bogen svælger i dekadence, og åbningsscenen slår tydeligt tonen an, med en fuldendt beskrivelse af den tunge og bedøvende rosenduft. Karakterernes dialoger er ligeledes omfattende og endeløse. De tre hovedpersoner, Basil Hallward, Lord Henry Watton og Dorian Gray har både humoristiske, skræmmende og absurde diskussioner om deres forskellige standpunkter og livsfilosofier. 
Basil er bogens kunstner, og han er en beundrer af det smukke, det naturlige og det uskyldige. Han og Lord Henry står overfor hinanden som fuldstændige modsætninger, og Lord Henry prædiker således højtlydt om at give sig fuldstændigt hen til sine lyster, at lukke øjnene for morale og principper, og at føre et skruppelløst og hæmningsløst liv. De to mænd søger hver især at påvirke og forme Dorian efter deres idealer; hvor Basil ønsker at bevare hans uskyldige naivitet og isolation fra den lokkende omverden, stræber Lord Henry efter at oplyse ham og lade ham jagte alverdens nydelser.
Dorian selv finder en høj grad af fascination overfor Lord Henrys livsstil, og gennem deres forhold dannes en proces af langsom korruption. Wilde eksaminerer menneskehedens forfængelighed, egoisme, ondskabsfulde tendenser og isnende ligegyldighed i Dorians  ændrede opførsel. Det så mesterlige maleri af Dorian selv bliver grimmere og grimmere, i takt med Dorians sjæl bliver sortere og sortere. 

“Words! Mere words! How terrible they were! How clear, and vivid, and cruel! One could not escape from them. And yet what a subtle magic there was in them! They seemed to be able to give a plastic form to formless things, and to have a music of their own as sweet as that of viol or of lute. Mere words! Was there anything so real as words?” 

Noget af det mest uhyggelige, mest ufattelige og mest skræmmende i denne verden, er for mig hvordan mennesker, kan træde på og udtvære hinanden blot for egen vinding. Hvordan et øjebliks fornøjelse kan synes vigtigere end en andens velvære. Hvordan egoisme gang på gang sejrer over omsorg i forhold til behandlingen af sine medmennesker. Og det er netop dét, der får disse tematikker i "The Picture of Dorian Gray", til at sprede gåsehud og vække halvgennemsigtige silhouetter af hjemsøgende ånder til live. 
Det groteske monster i denne bog er i virkeligheden menneskeligt - og hypnotiserende smukt. Dorian vandrer gennem gaderne med et uberørt ansigt, og dog så megen ondskab i hans hjerte. De synder, han udfører, tager drastiske drejninger, men størstedelen af dem er dog næsten hverdagslige hændelser. Udnyttelsen af andre mennesker til egen fordel, den fuldstændigt følelseskolde opfattelse af andres tilværelser og den gennemført hedonistiske livsstil er ikke en utænkelig uhyrlighed. Den ses derimod på daglig basis, malet med oliefarver i tilfældigt forbipasserendes ansigter - selv i dag.
Wilde leger med elementer af manipulation og djævlepagte. Da Dorian ytrer sit ønske om maleriets ungdommelighed, tilbyder han alt til gengæld; en kostelig pris for bevarelsen af sin egen forfængelighed. Desuden fungerer Lord Henry som en forledende og hviskende stemme i Dorians øre, djævelen på hans skulder. Dorian er uendeligt letpåvirkelig, og skubbes ind på akkurat den vej, Lord Henry ønsker, han skal gå. Dermed ikke sagt, at Dorians ondskab ikke er hans egen, for han benytter Lord Henrys principper i en sådan ekstrem grad, at de fordrejes til uigenkendelighed.
"The Picture of Dorian Gray" er en af verdenslitteraturens største gotiske klassikere; med en kulørt strøm af sprogbilleder, et levende persongalleri og en direkte pegefinger på menneskehedens mørkeste sider, er bogen tidsløs i både indhold og form. Historien er ligeså uforgængelig som det evigt ungdommelige maleri af Dorian Gray selv; og romanen vil også nyde evig ungdom, endeløs beundring og sprede foruroligende spørgsmålstegn langt ud i fremtiden. Dens temaer vil aldrig forgå, og dens skræmmende portræt vil aldrig ældes. Det er i sandhed en klassiker i ordets mest simple forstand.

“You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit.”