"Unnatural Creatures" af Neil Gaiman

"Unnatural Creatures" af Neil Gaiman, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2013. 3/5 stjerner. 

"Unnatural Creatures" er en antologi udgjort af 16 noveller - udvalgt og præsenteret af Neil Gaiman. De 16 vidt forskellige noveller sammenbindes af små glimt af overnaturlighed; enhjørninger, varulve, cykler og udefinerbart voksende sorte pletter, flettes sammen til en repræsentation af de overnaturlige væsner, der findes i vores fantasi og i vores myter.
Bogen består af klassiske og moderne fortællinger af et virvar af forfattere såsom E. Nesbit, Diana Wynne Jones og Gahan Wilson, og Neil Gaiman selv bidrager også med en af hans tidligere udgivne noveller "Sunbird".

“I wished I could visit a Museum of Unnatural History, but, even so, I was glad there wasn't one. Werewolves were wonderful because they could be anything, I knew. If someone actually caught a werewolf, or a dragon, if they tamed a manticore or stabled a unicorn, put them in bottles, dissected them, then they could only be one thing, and they would no longer live in the shadowy places between the things I knew and the world of the impossible, which was, I was certain, the only place that mattered.” - Neil Gaiman

Når jeg læser novellersamlinger, antologier og eventyr, føler jeg ofte, jeg sidder med en stor portion af farverige Multismagsbønner. Det ene øjeblik læser jeg en herlig historie der smelter på tungen med kildrende vaniljesmag, efterfulgt af boblende eventyr med hindbærtoner, og det næste øjeblik påbegynder jeg en lovende historie, der dufter af karamel; blot for at opdage, jeg er blevet narret til at smage på ørevoks eller blyantsrester. Novellesamlinger repræsenterer noget uventet og fuldstændig uforudsigeligt; det er aldrig til at regne ud, hvad man egentligt får. Akkurat som med Rowlings kendte Multismagsbønner, famler man sig frem i blinde, tager forsigtigt en bid og lader sig overraske af smagen. Og sådan var det også i dette tilfælde.
Nogle af de udvalgte noveller var fantastiske fortællinger drysset med inspiration og fantasi - altimens jeg måtte opgive min tålmodighed og springe andre over. Nogle føltes alt for lange, mens andre virkede alt for korte. Nogle var som eventyr, nogle spredte snigende uhygge, smil og undren, mens andre forsvandt som dug fra solen uden at efterlade det mindste indtryk.
Bogens første novelle var en fantastisk historie, en unavngivet fornøjelse af Gahan Wilson. Fortællingens navn er i virkeligheden en tegning af en sort prik (og derfor umulig at gengive); og i den leger Wilson med en sammenbindning af illustrationer og ord. I "The Flight of the Horse" skaber Larry Nivon et komisk scenarie af science-fiction og fantasy. Med en varm ironi gemmer Nivon fantastiske elementer i en simpel historie, om en mand der foretager en tidsrejse for at anskaffe en hest.  I "Come Lady Death" beskrives kedsommelige overklassesballer, og opildnede forsøg på at skabe sensation og berømmelse. Beagle personificerer døden selv; og lader hende ankomme indhyllet i en glitrende elegance. Diane Wynne Jones' novelle "The Song of the Theare" skuffede mig med dens håbløst langtrukne tempo, og historiens præmis med guder og kaos-fremkaldende sønner indeholdt uanede mængder af uforløst potentiale. Ligeledes efterlod "The Smile on the Face" af Nalo Hopkinson mig med en halvhjertet interesse og en ufærdiglæst slutning.

“Death has a heart, but it is forever an empty heart.” - Peter S. Beagle

I antologiens forord skriver Neil Gaiman om, hvordan overnaturlige væsner er overnaturlige netop på grund af deres manglende definition. Han beskriver så fint, hvordan vi alle har individuelle forestillinger om en varulvs brøl eller en havfrues lokkende øjne. Fantasivæsener tilhører den enkeltes fantasi - og bliver kun vækket til live i vores egne grænseløse forestillinger. Derfor har monstre så mange ansigter, og enhjørninger findes i så mange afskygninger.
Fra denne tese udspringer "Unnatural Creatures", og formålet er at påvise hvor stor forskellighed de mytiske skabninger kan fremstilles med. I "Gabriel-Ernest" af Saki fremstilles en varulv med dæmoniske dyriske træk, mens "The Compleat Werewolf" af Anthony Boucher præsenterer en fortælling om en komisk varulv-forvandling med hurlumhej-lignende resultater. Novellerne danner således vidunderlige kontraster og fin sammenhæng.
Efterhånden som man færdes i Gaimans museum af unaturlige væsner, vil man dog opdage, at nogle af udstillingerne blot virker som hjemmelavede efterligninger af storslåede fabeldyr, mens andre vil forfærde en med deres virkelighedstro udtryk. Det hele kommer naturligvis an på de fantasibilleder, man selv bærer i sit indre.