"Anne of Green Gables" af L. M. Montgomery, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1908). 3/5 stjerner.
Beretningen om den forældreløse pige, der bliver adopteret i den tro, at hun er en dreng, er en af de mest velkendte børnebogsklassikere. Bogen følger den ivrigt snakkende og højtflyvende drømmer Anne, og hendes nye tilværelse hos Matthew og Marilla Cuthbert på Grønnebakken i det billedskønne Avonlea. Anne er dybt betaget af sine omgivelser, og bruger timevis på at opfinde små passende historier til det elskede landskab.
I små episoder af venskab, stavekonkurrencer, små selskaber og uheldige lege samler Montgomery et helt billede af Annes opvækst og overgang fra barn til voksen, fra drømmeri til virkelighed.
“It has always seemed to me, ever since early childhood, amid all the commonplaces of life, I was very near to a kingdom of ideal beauty. Between it and me hung only a thin veil. I could never draw it quite aside, but sometimes a wind fluttered it and I caught a glimpse of the enchanting realms beyond-only a glimpse-but those glimpses have always made life worthwhile.”
Jeg voksede op med den hurtigt-snakkende og evigt fantasibryggende Anne Shirley, og jeg lærte aldrig at holde af hende eller hendes yndigt beskrevne omgivelser på Grønnebakken. Den lange række af fortsættelser af hendes eventyr kom aldrig med mig hjem fra skolebiblioteket, og selvom min søster skattede den klassiske børnebogsserie så inderligt, værdigede jeg den aldrig endnu et blik.
Sandheden er, jeg foragtede Anne, fordi hun fratog Emily al opmærksomheden. Jeg kastede min kærlighed på L. M. Montgomerys Emily-serie først, og blev efterfølgende dybt skuffet, da det gik op for mig, at Anne-serien var mere populær, mere anerkendt og langt mere omfattende. Et barns stædighed er en forunderlig ting, og jeg beskyldte således den fiktive Anne for hele verdens læsesmag.
Efterhånden som jeg blev ældre, har jeg ofte overvejet at vende tilbage til Grønnebakken og betragte Anne med lidt mere kærlige øjne, end jeg forundte hende dengang. Det har hele tiden været et spørgsmål om tid, før jeg ville forsøge mit forliste barndomsprojekt igen og stille min nysgerrighed overfor den bog, der irriterede mit yngre jeg så grænseløst. I sidste måned, midt i efterårets faldne blade, kolde stunder og hjemlige dage, fandt jeg atter bogen frem - og efter så mange års forsømmelse, føltes det næsten som om, hvert eneste ord var nyt.
Jeg havde helt glemt, hvor livlig en karakter Anne Shirley er. Hun er så utrolig højlydt, og hendes ord spilder næsten ud over bogens kanter. Hver en sætning hun ytrer er et finurligt kaos af komplicerede ord, fantasifulde betragtninger og små barnlige tragedier. Hver gang hun bliver stillet et enkelt spørgsmål, følger en hel side med hendes sludder unægteligt med. Store dele af bogen fungerer næsten som en energisk monolog - og resultatet veksler mellem det charmerende og det trættende.
Beretningen om den forældreløse pige, der bliver adopteret i den tro, at hun er en dreng, er en af de mest velkendte børnebogsklassikere. Bogen følger den ivrigt snakkende og højtflyvende drømmer Anne, og hendes nye tilværelse hos Matthew og Marilla Cuthbert på Grønnebakken i det billedskønne Avonlea. Anne er dybt betaget af sine omgivelser, og bruger timevis på at opfinde små passende historier til det elskede landskab.
I små episoder af venskab, stavekonkurrencer, små selskaber og uheldige lege samler Montgomery et helt billede af Annes opvækst og overgang fra barn til voksen, fra drømmeri til virkelighed.
“It has always seemed to me, ever since early childhood, amid all the commonplaces of life, I was very near to a kingdom of ideal beauty. Between it and me hung only a thin veil. I could never draw it quite aside, but sometimes a wind fluttered it and I caught a glimpse of the enchanting realms beyond-only a glimpse-but those glimpses have always made life worthwhile.”
Jeg voksede op med den hurtigt-snakkende og evigt fantasibryggende Anne Shirley, og jeg lærte aldrig at holde af hende eller hendes yndigt beskrevne omgivelser på Grønnebakken. Den lange række af fortsættelser af hendes eventyr kom aldrig med mig hjem fra skolebiblioteket, og selvom min søster skattede den klassiske børnebogsserie så inderligt, værdigede jeg den aldrig endnu et blik.
Sandheden er, jeg foragtede Anne, fordi hun fratog Emily al opmærksomheden. Jeg kastede min kærlighed på L. M. Montgomerys Emily-serie først, og blev efterfølgende dybt skuffet, da det gik op for mig, at Anne-serien var mere populær, mere anerkendt og langt mere omfattende. Et barns stædighed er en forunderlig ting, og jeg beskyldte således den fiktive Anne for hele verdens læsesmag.
Efterhånden som jeg blev ældre, har jeg ofte overvejet at vende tilbage til Grønnebakken og betragte Anne med lidt mere kærlige øjne, end jeg forundte hende dengang. Det har hele tiden været et spørgsmål om tid, før jeg ville forsøge mit forliste barndomsprojekt igen og stille min nysgerrighed overfor den bog, der irriterede mit yngre jeg så grænseløst. I sidste måned, midt i efterårets faldne blade, kolde stunder og hjemlige dage, fandt jeg atter bogen frem - og efter så mange års forsømmelse, føltes det næsten som om, hvert eneste ord var nyt.
Jeg havde helt glemt, hvor livlig en karakter Anne Shirley er. Hun er så utrolig højlydt, og hendes ord spilder næsten ud over bogens kanter. Hver en sætning hun ytrer er et finurligt kaos af komplicerede ord, fantasifulde betragtninger og små barnlige tragedier. Hver gang hun bliver stillet et enkelt spørgsmål, følger en hel side med hendes sludder unægteligt med. Store dele af bogen fungerer næsten som en energisk monolog - og resultatet veksler mellem det charmerende og det trættende.
“I don't know, I don't want to talk as much. [...] It's nicer to think dear, pretty thoughts and keep them in one's heart, like treasures. I don't like to have them laughed at or wondered over.”
Anne Shirley er på ingen måde et glorificeret barndomsideal - hun er fyldt med små fejl og selvmodsigelser. Hun er håbløst forfængelig, stædig, fjollet og klodset. Hun er det evige centrum i samtlige uheld og følger sanseløst enhver indskydelse, hun får. Men det er netop dét, der gør hende så troværdigt menneskelig. Anne er et barn med alle de tilhørende inkarnerede barnagtigheder og småligheder.
Bogen er således en henrivende fortælling om en ung pige, hendes magiske verdenssyn og hendes hjerte af guld. Via Anne understreger Montgomery vigtigheden af familie - selvvalgte såvel som biologiske - og fremviser den smukke opståelse af åbenlyse og usandsynlige venskabsbånd. Små glimt af den allerførste forelskelse, der så let kan blive fejltolket som had, sætter sine spor på Anne, og lærer hende en vigtig lektion undervejs. Bogen er første del af en typisk dannelsesroman, og handler om at vokse op og om at gro fast, at høre hjemme og at plages af udlængsel. Historien er fyldt med venlige ansigter, typiske konkurrenter og varmende øjeblikke. Alt sammen fortalt med en ivrig barnestemme og et naivt verdenssyn.
Jeg er glad for, jeg opløste min barnlige forbandelse, og skænkede "Anne of Green Gables" endnu en chance. Selvom Annes sludrende ordstrøm indimellem føltes en anelse for voldsom, greb bogen alligevel fat om mit hjerte og fremkaldte en enkel tåre. Montgomerys fortællinger indeholder en elskelig gammeldags charme, som er umulig at modstå. Og "Anne of Green Gables" er ingen undtagelse - uanset hvad mit 10årige jeg end måtte mene.
“I'm so glad I live in a world where there are Octobers.”
“I'm so glad I live in a world where there are Octobers.”
Åh, elsker fortællingen om den søde, forældreløse Anne Fra Grønnebakken. Elsker kombinationen af, at hun altid tænker før hun taler og er et rigtigt brushoved, med følelserne uden på tøjet - og så bagefter, er hun noget så analyserende og eftertænksom omkring sine udtalelser og handlinger.
SvarSletDen bedste kvalitet er dog, at hun er et vanvittigt sludrechatol med den livligste fantasi (og derigennem, tons af skægge betragtninger), og derfor kan snakke de fleste voksne et øre af - netop de samme beskyldninger, som har regnet ned over mig hele min barndom (og tildels stadigvæk :p)
- Anne
Hun er virkelig et brushoved, og en enormt pudsig karakter! Det er så rart når man som barn genkender lidt af sig selv i de bøger, man læser. Jeg tror også, det er derfor, jeg elskede bøgerne om Emily så højt; hun mindede mig om mig selv, og det er egentligt enormt fint, rent læsemæssigt.
SletJeg har ikke hørt om denne bog før, så det var rigtig spændende at læse, hvad du skriver! Sikke dejlige billeder og smukt at se dig på ahornbladene :-)
SvarSletÅh tusind tak! :)
SletDette er en af de bøger jeg altid har tænkt man burde læse, men aldrig fik læst. Smuk anmeldelse og fantastiske billeder!
SvarSletDen er bestemt værd at læse, selvom jeg holder langt mere af 'Emily of New Moon' i stedet :) De tilhører dog samme genre, og er begge fuldstændig henrivende.
SletMin yndlingsbog som barn. Har altid synes at historien er ganske enkelt vidunderlig :)
SvarSletDen er virkelig også fin. Jeg hadede lidt som barn, men nu er den egentligt meget sød. Montgomery skriver virkelig så yndigt!
SletÅrh måske burde man læse den. Har kun set filmatiseringen/serien, som min søster mor og jeg elsker og se sammen!
SvarSletSerien er virkelig også enormt god! Bogen er ligeså :)
SletJeg har ikke læst bogen, men jeg elsker serien/filmene, og jeg har egentlig altid gerne ville læse dem :)
SvarSletDet kan jeg godt forstå! Det er også et fint lille projekt at gå igang med :)
SletJeg har læst Anne-serien op til flere gange da jeg var yngre og for mig var et biblioteksbesøg altid ensbetydende med at en af Montgomery's bøger kom med hjem om hovedpersonen så hed Emily eller Anne, jeg holder af dem begge. Selv nu, flere ar siden jeg sidst læste en af bøgerne, husker jeg med glæde tilbage på de to canadiske piger.
SvarSletJeg blev også ved med at låne 'Emily på Månegården' hver gang jeg var på biblioteket. Jeg elskede den så uendeligt højt, og når jeg læser den i dag er den mindst ligeså fantastisk.
SletJeg hadede dog Anne som barn, netop fordi jeg elskede Emily så højt. Ikke desto mindre er de begge dog elskelige bøger. Montgomery skriver så fint!
Åååh, sikke et skønt gensyn. Jeg slugte dem alle råt på dansk, da jeg var mindre, og har altid ønsket at genlæse dem. Specielt ved juletide, når jeg bliver ekstranostalgisk :-) Det lyder til, at jeg også snart må i gang med dem på engelsk :-)
SvarSletÅh hvor fint med den slags boglige barndomsminder! En genlæsning må afgjort være på sin plads :)
SletJeg har først læst alle bøgerne her for nogle år siden, og sjovt nok er der ikke super meget tilfælles med tv-serien - som det jo tit er med bøger og filmatiseringer. Det gjorde desværre, at jeg ikke var så pjattet med de senere bøger, da serien stod så klart i mit hoved.
SvarSlet