Tema-tirsdag #31: Guilty pleasure

For mit vedkommende er det de lyserøde bøger med sarte forsider. Austen-genfortællingerne. Kærlighedshistorierne. Lykkeberetningerne. De fuldstændigt forudsigelige chick-lit romaner, der alle følger en velkendt skabelon til punkt og prikke. Hovedpersonen får altid drømmemanden, finder altid lykken, og besegler sin skæbne med et afsluttende kys. Jeg finder bøgerne frem på triste gråvejrsdage, i stressende eksamensperioder, og på lyse sommerdage tilbragt ved stranden. Jeg læser dem typisk på to dage eller i løbet af en enkelt eftermiddag, og jeg er altid efterladt med et smil på læben. Allerede inden jeg læser dem, ved jeg hvad jeg får ud af dem. Og sommetider er det også godt nok. Det er ikke altid, jeg behøver at blive overrasket - sommetider ønsker jeg blot at blive underholdt.
Jeg vender tilbage til dem gang på gang med forskellige resultater. Ligesom alle i alle andre forgreninger af litteraturens genrer, finder jeg både skuffelser og glitrende perler i den lyserøde mængde. Og jeg elsker det. Faktisk tror jeg, jeg indimellem har brug for disse fjerlette afbræk i min tungere læsning. Variation er en nødvendighed i enhver sammenhæng. Og hvor det for andre består af krimier, erotiske romaner eller vampyr-serier, så finder jeg det i chick-lit bøgerne.
Men det er sommetider en svær størrelse at gribe og forklare. Når jeg sidder dér med en bog om Mr. Darcys såkaldte dagbogsoptegnelser er jeg udmærket godt klar over, jeg ikke læser nyskabende eller endda tilnærmelsesvist god litteratur. Jeg læser bare, og jeg nyder det. Udtrykket 'guilty pleasure' dukker op i mit indre, og det er måske det tætteste, jeg kommer på en definition. Selvom der egentligt er indbygget en modsigelse i idéen om at føle sig skyldig over noget, der fornøjer en.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan det er muligt ikke at bryde sig om bøger, men stadig kunne værdsætte dem. Om hvordan en bog muligvis ikke falder i ens smag, men man alligevel kan fornemme, hvordan den muligvis kunne falde i andres. Stor litteratur tilføjer ofte noget til ens horisont og ens tanker - også selvom man dybest set ikke brød sig om det, eller nød at læse den pågældende bog. 

Man kan argumentere for, at det omvendte indimellem også kan gøre sig gældende. At man sommetider læser en vidunderlig bog, der hensætter en i den dybeste læsetrance - men at man samtidig ved, den vil være glemt i løbet af en enkelt dag eller blot få timer. Sommetider kan jeg næsten se klichéerne afløse hinanden i en yndig perlekæde, men ikke desto mindre nyde bogen alligevel. Akkurat ligesom det er muligt at værdsætte bøger, man ikke bryder sig om, tror jeg også, det er muligt at nyde bøger, man ikke værdsætter.
Det er ikke med forventninger om, at få ændret mit liv eller tegnet dybe perspektiver på min hverdag, at jeg finder en af de dekorative paperbacks frem fra min reol. Det er snarere med en forventning om at blive underholdt, at hygge mig og at læse noget afslappende. Og hvis de krav bliver indfriet, er jeg tilfreds. For forskellige bøger kan udrette forskellige ting, og nogle bøger er udstyret med sande eskapistiske egenskaber. 
Jeg vil aldrig nogensinde påstå, at "Bridget Jones's Diary" er et litterært mesterværk. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg elsker den, Bridget og hele den genre, den var med til at opbygge. For evigt, for altid.

Hvad er jeres guilty pleasure? Læser I sommetider bøger, som I egentligt ved ikke er noget særligt, men som I elsker alligevel? Gemmer jeres reoler også på fornøjelser, der er ligeså åbenlyst platte som "Mr. Darcy's Diary" og dog så uimodståeligt letlæselige?