"Elijah's Mermaid" af Essie Fox

"Elijah's Mermaid" af Essie Fox, fra forlaget Orion, udgivet i 2012, 3/5 stjerner. 

Forskellige sider og livsbaner i det viktorianske London udforskes i denne roman. Fortællingen er kløvet i to, og hvert kapitel skifter mellem to synsvinkler.
Bogens ene let genkendelige stemme tilhører Pearl, som er fundet i floden som ganske lille, og opfostret i et bordel kaldet "The House of Mermaids" mellem brogede skikkelser af prostituerede og  modbydelige mænd. Hun befinder sig i en primitiv sikkerhedsboble - lige indtil dagen for hendes fjortenårs fødselsdag oprinder, og det går op for hende, hendes liv allerede er solgt til den højest bydende.
Bogens anden fortællerstemme er udgjort af Lilys uskyldige klang. Hun og hendes tvillingebror, Elijah, er blevet adopteret af deres rige bedstefar, og sammen lever de et tilbagetrukket og isoleret liv. Tilfældighedens vej bringer dem en dag til London, hvor de møder Pearl, og tager det første skridt ind i en labyrint af sammenfiltrede skæbner.

“It really was the most wonderful thing to be floating so high in that big balloon, to feel ourselves weightless, to think that if we let out one more tiny breath then we might soar yet higher and fly like the birds, our fingers stretched wide and feathery tipped, ruffled by breezes as soft as silk.”

Med brusende bevægelser og glidende overgange udforsker Essie Fox det viktorianske Londons mest skumle gyder og mest glamourøse kunstudstillinger. Fra et forfaldent bordel til landligt idyl, sindssygehospitaler, kuriøse freakshows-lignende udstillinger og Italiens drømmelandskab, færdes bogens karakter mellem sollys og skyggesider. Dystre billeder males og udleves i en historisk korrekt rekonstruktion af 1800tallets London. Stemningen flyver ud fra bogens sider og ind i læserens sind.

Bogens splittelse i to forskellige fortællerstemmer tilføjer skiftende toner og synsvinkler til historien. Pearl taler i indarbejdede slangudtryk med grove betydninger, mens Lily overser vigtige sammenhæng i sin beskyttede naivitet. Selvom begge kvindeskikkelser deler motiver og egenskaber, fungerer de som skarpe kontraster overfor hinanden. Mens Pearl bærer plottet, er Lily forbindelsen til Elijah, og begge bidrager derfor med noget helt essentielt til historien. Lily blegner dog en smule som heltindefigur i forhold til den dragende Pearl; hendes tvivl, hendes usikkerhed og hendes konstante position udenfor plottets egentlige knudepunkt overflødiggør hende næsten. Jeg læste aldrig Lilys historie for Lilys egen skyld - det var aldrig hende, jeg var interesseret i.
Foruden de to skiftende synsvinkler, benytter Fox sig også af udrevne sider fra Elijah's dagbog, avisartikler, og et væld af litterære referencer. H. C. Andersens "Den lille havfrue" citereres og refereres et utal af gange, og brudstykker af Andersens eventyr gemmer sig under plottets mange lag. Pearl vandrer rundt med svømmehud på fødderne, og udsættes på et tidspunkt for en jagende smerte for hvert skridt, hun tager - akkurat som Andersens forvandlede havfrue.

“And now, with his eyes hidden from mine, I look up and I see Elijah's instead, like glittering diamonds, like suns, like moons, like the stars that will guide me away from here. But I know that however far I go I will never escape from what I am - the spawn of a mermaid, a mermaid dead. Dead mermaids must reek of rotting fish.”

Store dele af "Elijah's Mermaid" handler om tilhørsforhold, familie og ophav. Lily og Elijah er forældreløse, og ligeså er Pearl, der end ikke har et fjernt familiemedlem at ty til. Lily klynger sig til Elijah med en næsten sygelig søsterkærlighed, og Elijah kaster ét enkelt blik på Pearl og er fortabt for altid. Pearl behandles derimod ofte blot som en genstand, der foræres og forvises konstant til tilfældigt udstrakte hænder. Hendes funktion som muse for en havfruebesat maler, reducerer hende til en mekanisk model, der rettes og tilpasses for kunstens skyld. Igen og igen kigger hun på færdige portrætter og ser sig selv med finner og glinsende vandperler i sit hår. "You are my mermaid" hviskes der konstant i hendes øre, imens hun er ved at drukne i sin egen tvivl. Hendes virkelighedsfornemmelse bliver skrøbeligt gennemsigtig, og hendes identitet synker dybt ned på havbunden. Selv i bogens titel gives hun væk med en simpel håndbevægelse: "Elijah's Mermaid".
Bogens store tematikker af besidderiske og betingelsesløse kærlighedsformer, maskeradespil, udtværede familieforhold og upålidelig narration danner højlydte ekko og paralelle linjer til Fox's debutroman, "The Somnambulist". Nogle af plottets store trumfkort føltes som en måbende gentagelse, og mistede således deres overraskelseselement. På trods af at de overordnede handlingsforløb er milevidt fra hinanden, er mange af konklusionerne ens. Og små brudstykker af historiens fulde potentiale forsvandt desværre i disse gentagelser.
Essie Fox slygner dog stadig kompositionsmæssige orddrømme fra sin pen, og dele af fortællingen føles som glitrende perler fra et forunderligt havrige. Med en overflod af ord,  kølige farvetoner og vedvarende symboler skaber Fox en umådeligt smuk stemning til historiens frastødende hændelser. Som en slags klassisk klaverspil danner skrivestilens fortryllende toner den perfekte baggrundsmusik til en sælsom fortælling.

“I see only hearts, and flowers, and stars.”