"Bogtyven" af Markus Zusak

"Bogtyven" (org. titel "The Book Thief") af Markus Zusak, fra Forlaget Sesam, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk - originalsproget er australsk. 3/5 stjerner.

Med en omhyggelig sammenblanding af historie og fiktion udspiller "Bogtyven" sig i Tyskland under Anden Verdenskrig, hvor hovedpersonen Liesel netop er blevet sendt til en plejefamilie. På trods af Liesel ikke kan læse, har hun stjålet en bog, og hendes højeste ønske er endelig at kunne læse den. Hendes nye plejefar tilbyder at hjælpe, og i takt med at hendes læseevner forbedres knyttes et venskab langsomt.

Midt i de trøstesløse omgivelser og dystre udsigter forsøger Liesel at leve sit liv, omgås med sine venner og læse sine bøger. Bogen fokuserer på det utænkelige - at have en hverdag og en grad af normalitet midt i al krigens kaos.

“Et sted i al sneen kunne hun se sit knuste hjerte, i to stykker. Begge halvdele glødede og bankede under alt det hvide.” 

Med "Bogtyven" har Zusak foretaget sig et fuldstændig usædvanligt eksperiment. Rent kompositionsmæssigt er det som om, bogen fortælles bagfra og ethvert plottwist, enhver død og endda slutningens omfang er næsten givet fra start. Der er ikke det fjerneste forsøg på en spændingskurve eller opbyggende mysterier. Zusak spiller med fuldstændig åbne kort, og han gør det bevidst.

Historien fortælles med skrøbelig og oldgammel stemme, plaget af udmattelse, krigens destruktion og menneskets dumhed, en stemme der ingen interesse har for spænding eller undren - snarere tværtimod. Fortælleren er nemlig Døden selv, og han er uendelig træt af menneskets krig og det arbejde, den generer for ham. Hans fortællerstemme er højlydt og afbrydende, og historien er først og fremmest præget af hans distancering og vedvarende undren overfor mennesket. Halvvejs inde i bogen afslører han hele slutningen og former således hele bogen med hans idé om, at det ikke er resultatet men snarere vejen dertil, der er det væsentlige i enhver historie.

Zusaks personificering af Døden er både interessant, formbrydende og mærkværdig. Den trætte stemme og de slæbende skridt, der konstant må bære svage menneskesjæle fra liv til død, den nagende medlidenhed og de mange blik på himlen i et forsøg på at afkode dens farve, føltes som en rørende blanding af kølighed og melankoli. Ifølge Zusak er Døden ganske enkelt livstræt - en kendsgerning der både leger med ord og tanker.

Desværre brød jeg mig aldrig om forsøget på at mimikere Dødens (antagede) fortællerstil. Zusak benytter sig næsten udelukkende af korte sætninger i et håbløst forsøg på at skabe små staccato-stød af poesi. Alt for ofte føles det som små gisp efter luft, og rytmens elektricitet forsvinder. Skrivestilen virker for konstrueret og alt for påtaget, som et konstant forsøg på at øge tempo og danne dramatik. De korte sætninger bliver trættende i længden, og i stedet for at skabe indlevelse og intensitet sænker de tværtimod læselysten og nysgerrigheden. Jeg ved dog ikke, om oversættelsen har noget at sige i den sammenhæng.

“Hun var bogtyven uden ord. Men tro mig, ordene var på vej, og da de nåede frem, kom Liesel til at holde dem i hænderne som skyer og vride vand af dem som regn.” 

Den egentlige plotlinje følger Liesel, som fungerer som den typiske barndomsheltinde. Hovedfokus hviler ikke på den bragende krig; men snarere på Liesels opvækst under krigen, og bogen er essentielt en form for dannelsesroman, der følger hendes gradvise modning og dilemmaer.

De understøttende karakterer, der omgiver Liesel, var for mig ofte langt mere interessante og heltstøbte end Liesel selv. Særligt Liesels elskede plejefar, Hans Hubermann, og hans spekulative sølvgrå øjne vandt mit hjerte og mine tårer gennem bogens snørkler og drejninger. Mit hjerte blødte for ham flere gange, altimens Liesels eventyr og bogtyveri fremkaldte gaben og koncentrationsproblemer. Bogen er stærkest, når den beskæftiger sig med mennesker og forholdet mellem dem. Dens handlingsprægede øjeblikke halter, men de følelsesprægede skinner. 

Min oplevelse af bogen er svær at formulere eller præcisere. Efter at have hørt den omtalt så mange gange, efter at have set den inddragende film-trailer med de lovende skuespillere, og efter at have ventet over en måned på bibliotekets venteliste, havde jeg regnet med noget mere. Jeg havde forberedt mig på at elske den eller endda at hade den. Jeg havde forberedt mig på passion, og nu er jeg efterladt med en følelse af ligegyldighed i stedet. Det er altid de neutrale følelser, der er de sværeste at beskrive.