En overbevisende inderlighed; Catching Fire

Der har længe hersket en mild grad af uenighed mellem min læsning af "The Hunger Games" og filmatiseringen, der dragede uoverskuelige menneskemængder mod biografen sidste år i marts. Der var noget ved Josh Hutchersons Peeta, der ikke helt stemte overens med det billede, jeg havde af bogens Peeta, de klare farver i den uhyrlige Capitol var ikke helt så groteske, som jeg havde forestillet mig, og vigtige brudstykker af information og verdensopbygning blev udeladt. Jeg kunne godt lide filmen - men med de forbehold, der så ofte følger med, når bøger skifter form til film.

Det var derfor med de samme forbehold, jeg gik ind i den proppede biografsal i onsdags - og de blev gjort fuldstændig til skamme. Da filmen sluttede og lyset tændtes, sad jeg tilbage med åben mund og sorte mascaraspor langs kinderne. Jeg var målløs og ordløs, og jeg havde aldrig set det komme. Uanset hvilke skuffelser og uoverensstemmelser den første film må have efterladt mig med, forsvandt de som dug for solen.

Måske er det fordi, Catching Fire er malet i mørkere, køligere og mere utrøstelige farver.  Historien tillader enorm karakterudvikling, som tilføjer skarpere kanter og større dybder til skuespillerne og de karakterer, de portrætterer. Peetas blik er blevet lidt hårdere, og Katniss' styrke er blevet lidt blødere. Josh Hutcherson, som jeg aldrig har holdt af i rollen som Peeta, er fra filmens første øjeblik Peeta i hans blanding af kærlighed, beskyttertrang og sorg, og Jennifer Lawrence afslører Katniss' inderste tanker uden et eneste ord. Effie Trinket har tilegnet sig en rørende menneskelighed, som Elizabeth Banks spiller med tilpasse stænk af magtesløshed og akavet omsorg. Haymitch er pludselig langt mere end en fordrukken tidligere vinder, og selv den skrøbelige Prim finder sin egen stemme i filmens forløb.

Filmens visuelle aspekter er også skabt med langt større og langt mere vovede armbevægelser end tidligere; kostumerne er langt mere futuristiske, Capitols kvalmende overdådighed skærer næsten i øjnene, og den nye Hunger Games-arena er langt mere detaljeret, end jeg selv havde fantasi til at forestille mig. Sneen der fyger rundt i filmens åbningsscener skaber kølige stemningsbilleder af en verden henladt i forvirring og kulde. Turen rundt i de forskellige distrikter uddybes ikke minutiøst, men brugbare kontraster opstår mellem Distrikt 11's ulmende elendighed og overfloden i Capitol. Panem bliver til en mere substantiel og håndgribelig størrelse, i takt med at Katniss og Peeta betragter togets forbiflyvende landskaber.

Men mest af alt er det filmens inderlighed, der imponerer mig. Katniss' desperate og krampagtige forvildelse, da hun hører en fugleflok mimikere hendes elskedes skrig, Effie Trinkets mine, da hun trækker navnesedler op af næsten tomme glasskåle, en ældre mand i Distrikt 11's oprørske menneskemængde, Haymitch der smadrer en flaske mod Præsident Snows ansigt på sin TV-skærm, Johannas fortærende vrede og Peetas maleri af den afdøde Rue på et koldt betongulv. De dystre toner er ikke til at tage fejl af; og de rammer plet hver gang.

På det seneste har jeg genlæst bøgerne i Suzanne Collins' populære triologi, og med dem frisk i erindring er jeg blot endnu mere imponeret over, hvor retfærdigt filmen følger bogens plot. Naturligvis er der enkle afvigelser og udeladelser, og mere end én gang ventede jeg på replikker, der aldrig kom - men til gengæld fik jeg en indlevelse så intens, at tårerne løb ned af mine kinder. Bogen har aldrig fået mig til at græde; men filmen slog mig i tusinde stykker. I den ellers så ujævne overgangsfase fra trykte ord til udspillet filmvirkelighed mister Catching Fire aldrig et eneste sekunds balance. Snarere tværtimod.