søndag den 24. november 2013

"Four Tales" af Philip Pullman

"Four Tales" af Philip Pullman, fra forlaget Random House, udgivet i 2010. 3/5 stjerner.

"Four Tales" er en samling af fire eventyr, der tidligere er udgivet enkeltvis i årene 1995-2004. De fire eventyr varierer både i omfang, form og tematikker, og bringer læseren fra det gamle Kina til fjerne kongeriger, urmagerværksteder og brakke majsmarker.
I "The Firework-Maker's Daughter" følger man en ung pige, der ønsker at blive fyrværkerimager ligesom hendes far. "I Was a Rat!" fortæller om en lille og forvirret dreng, der bliver adopteret af godmodige mennesker, der forsøger at vænne ham af med hans mærkelige vaner og sære overbevisning om, han tidligere har været en rotte. "Clockwork" er en historie om en historiefortæller, der opdigter en historie med selvopfyldende kvaliteter. Samlingens sidste eventyr "The Scarecrow and His Servant" følger et letsindigt og fjollet fugleskræmsel og dens menneskelige følgesvend på deres vandring gennem landsbyer og marker.

For every tick, there is a tock. For every once upon a time, there must be a story to follow, because if a story doesn't, something else will; and it might not be as harmless as a story.

Philip Pullman er en af mine evige yndlingsforfattere. Ikke fordi jeg har læst specielt mange af hans bøger - men snarere fordi, at de af dem jeg har læst har været noget helt exceptionelt, der er blevet hos mig, længe efter de sluttede. Pullman efterlader nemlig et magisk fingeraftryk på alt, hvad han rører. Han er ikke blot en forfatter - han er en sand historiefortæller, verdensbygger og sætningsmager. Ordene er hans håndværk, og han har dem i sin hule hånd. Jeg blev derfor lykkelig, da jeg opdagede, at de fire fortællinger i denne yndigt sølvtrykte bog rent faktisk er eventyr. Fjerlette og fantasifulde eventyr fyldt med de velkendte fingeraftryk af uforudsigelige drejninger og skæve vinkler, der er så kendetegnende for Pullmans forfatterskab.
"The Firework-Maker's Daughter" er det første eventyr i samlingen og også min særlige favorit. Historien omhandler en fyrværkerimager i Kina, og hans datter der så brændende ønsker at tage del i hans hverv. Det er et klassisk eventyr fyldt med voksende vidundere og en tidsløs morale om at kæmpe for det, man tror på, og at turde tro på egne instinkter. Eventyret var en sand fryd at læse med sin lidt gammeldags sødme og bedårende handlingsforløb, der både involverer magiske elefanter, komisk uheldige forretningsmænd og en grotte med glødende kul og lokkende stemmer.
Samlingens andre eventyr bevæger sig længere hen mod kunstneriske fortolkninger af andre forfattere og eventyrssamlinger. I "I Was a Rat!" opbygger Pullman et eventyr ud fra et andet eventyr - og afslører først på den sidste side, hvilken skabelon han har brugt. I "Clockwork" skabes der en kompliceret og langt mere dyster rammefortælling inspireret af de velkendte mekanismer fra Collodis "Pinocchio" med en mørk drejning. "The Scarecrow and His Servant" er næsten en Quixote-lignende rejse med et fugleskræmsel, der er som taget ud af Frank L. Baums "The Wonderful Wizard of Oz". 
Jeg elsker intertekstualitet, og jeg elsker måden hvorpå historier kan indeholde ekko af andre historier uden at danne deciderede genlyde. Pullman bøjer og næsten radbrækker skeletterne for hans eventyr, så deres form bliver forvrænget og fuldstændig anderledes. Man læser igennem dem med en sitrende følelse af at genkende enkelte underliggende elementer - men ofte er man ude af stand til at definere dem, indtil man vender den allersidste side, og Pullman forærer den overraskende løsning.

... And here it is: you don't win races by wishing, you win them by running faster than everyone else. 

Som altid med samlinger af forskellige historier, er jeg en anelse splittet mellem hjælpeløs betagelse og lettere skuffelse. To af de fire eventyr henrykkede mig, og to forvirrede mig. Jeg overgav mig fuldstændig til "The Firework-Maker's Daughter" med dens uimodståelige charme, og "Clockwork" med dens mørke undertoner og strukturelle kompleksitet.
Samtidig forekom "I Was a Rat!" mig en anelse for lang, mens "The Scarecrow and His Servant" bogstavelig talt var direkte langtrukken. Jeg nød dog den endelige sammenbindning med et klassisk eventyr i "I Was a Rat!", hvorimod "The Scarecrow and His Servant" tilføjede intet nyt til den fjollede Don Quixote gentagelse. Påfaldende nok fylder disse to eventyr også de fleste sidetal; så de føles ikke blot lange, de er lange i forhold til deres to modstykker.
En samlet bedømmelse ender derfor på et tippende vippepunkt - men ikke desto mindre, fandt jeg i "Four Tales" ægte glimt af Pullmans indiskutable talent, hans smukke skrivestil og hans detaljesans. Det ærgrer mig blot, at de to eventyr jeg holdt mindst af, er dem der fylder mest. Jeg ønskede så brændende at elske hvert ord på hver side - men ikke desto mindre gav bogen mig muligheden for at svæve ind i en af mine yndlingsforfatteres imaginære vidunderverden. Og det var et helt eventyr i sig selv.

8 kommentarer:

  1. Oooh this has been on my to buy list for some time! If you give it such a high recommendation, I trust that it is a must read!

    xx Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. It has been on my forever as well! It is definitely worth reading and the cover is so, so, so lovely.

      Slet
  2. Jeg har kun læst hans gylden kompas serie, dark something. Hvor skaffer du de bøger med så fantastiske omslag?

    SvarSlet
    Svar
    1. His Dark Materials! Den elsker jeg også bare for evigt.

      Denne bog er bare købt på Amazon.co.uk :)

      Slet
  3. Det er virkelig et flot omslag :)

    SvarSlet
  4. Hej søde Rikke. Det her er lidt off topic, men håber at du vil svare på det alligevel. Ville spørge om, hvor du har købt din sorte Harry Potter complete collection bog 1-7? Jeg kunne godt tænke mig, at eje HP på engelsk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har købt min HP box på Thebookdepository, tror jeg. De har flere forskellige udgaver. Du kan se dem her: http://www.bookdepository.co.uk/search?searchTerm=harry+potter+box+set&search=Find+book :)

      Slet