NB: Dette indlæg indeholder ikke spoilers.
I den ideelle verden ville enhver bog være en overraskelse, enhver historie ville være ny, og enhver slutning ville være uspoleret. Det er efterhånden et sandt kunststykke at åbne bøger med så minimal viden som overhovedet muligt - på trods af den stigende sværhedsgrad i at holde øjnene lukket for ethvert afslørende nøglehulsglimt i internettets afkroge.
Spoilers betyder forskellige ting for forskellige mennesker, og nogle er langt sartere end andre. Sommetider har jeg endda hidset mig op over bøgers bagsidetekster og introduktioner. Særligt når jeg læser de ældre, klassiske og støvede værker, befinder jeg mig i en verden af gråzoner. For er det overhovedet muligt at tale om spoilers i forbindelse med bøger, der er flere hundrede år gamle? Selvom bøgerne er nye for mig som læser, er deres nyhedsværdi for længst udløbet - og er spoiler-etiketten samtidig løbet ud i sandet? Er det kun nyere bøger, der skal behandles med høflighedens varsomhed - og i så fald, hvor i alverden går grænsen?
Problemet er, at så mange af både nyere og ældre bøger falder ind i en kategori for almen viden. Alle ved, Shakespeares "Romeo and Juliet" ikke ender lykkeligt. Alle ved, Elizabeth Bennet får Mr. Darcy. Og alle kender Dumbledores skæbne. Emnerne er blevet udforsket til hudløshed - og der udvises sjældent hensynstagen i den sammenhæng. Det er uundgåeligt at samle bøgerne op, uden at kende til adskillige brudstykker af plotlinjen, karakterernes skæbne og måske endda hele citater. Det er blot simple facts, integreret i vores kultur.
Ikke desto mindre tror jeg, at gode bøger godt kan tåle enkelte ridser i deres skinnende lak af overraskelser og plottwists. Jeg tror ikke, at viden om Dumbledores skæbne kan devaluere hele "Harry Potter and the Half Blood Prince". Jeg tror ikke, at afsløringen af Romeo og Juliets kærlighedstragedie kan forhindre Shakespeares sprog i at udøve dets fortryllelse. Og jeg ved, at jeg på trods af den velkendte slutning i "Pride and Prejudice" ikke blev frataget et eneste henført suk eller så meget som et eneste gram af indlevelse.
De største og mest virkningsfulde værker i litteraturhistorien (100 år tilbage såvel som 7), udgør store dele af vores kulturarv. Referencer og afsløringer breder sig som ringe i vandet - og jeg tror ikke, det spiller nogen definitiv rolle i den enkelte læsers nydelse af den enkelte bog. Naturligvis foretrækker jeg at åbne mine bøger i fuldstændig blinde, naturligvis bliver jeg dybt frustreret over spoilers, og naturligvis undgår jeg dem så godt, som jeg kan. Jeg tror dog alligevel, at de bedste bøger gemmer på mere end én hemmelighed - og at deres kompleksitet sjældent kan afsløres ved én enkelt spoiler.
For nylig udkom den seneste bog om den ikoniske Bridget Jones. Interessen for bogen steg til uanede højder, og internettet blev pludselig et farligt sted at færdes. Selv korte og tilsyneladende uskyldige artikler indeholdt minefelter af spoilers, der truede med at eksplodere i mit ansigt, desto længere jeg scrollede ned. De var overalt - og det lykkedes ikke helt for mig at undgå dem.
Men da jeg endelig, efter flere ugers nervøse trækninger, fandt bogen frem og fordybede mig i den, gik det op for mig, der slet ikke var tale om spoilers. Tværtimod. For når de så omtalte plotdetaljer bliver afsløret efter 10 siders læsning, er der vel næppe tale om spoilers, men snarere simple handlingsreferater. Grænsen mellem referater og afsløringer er hårfin og næsten usynlig - men den er dog eksisterende. Et handlingsreferat søger at afdække bogens fundament og vække nysgerrighed - og er bogens første 10 sider ikke netop en del af bogens basale grundlag - uanset hvor overraskende de 10 sider end måtte være?
Omvendt er jeg en enorm modstander af introduktioner, og venter altid med dem til læsningen er slut og spændingen overstået. Introduktioner gemmer ofte på indgående analyser og nådesløse opremsninger af plot, karakterer, sprog og symbolik. Velskrevne introduktioner tilføjer et festfyrværkeri af ny indsigt, større forståelse og interessante vinkler - men jeg begriber ikke deres placering lige bag titelbladets bogstaver. Næsten alle læser snarere introduktionen som en konklusion frem for den indføring, det er intenderet som. Hvor paradoksalt det end virker, befinder den største dissektion og de voldsommeste spoilers sig tit i introduktionens første ord.
Spoilers er problematiske størrelser - og er ofte næsten umulige helt at undgå. Det handler blot om at finde balancen mellem at vide netop de ting, der giver en lysten til at læse videre, og de ting der udjævner en ellers høj spændingskurve. Det er en verden udgjort af subjektivitet og særtilfælde.
Hvad med jer? Hvordan har I det med spoilers? Kan en enkelt spoiler ødelægge en hel bog for jer? Tror I, der findes en "udløbsdato" for hvornår nogle bøger bliver almen viden og derfor ikke kan spoiles? Og hvordan betegner I grænsen mellem handlingsreferater og deciderede spoilers?
Jeg kan godt se din problematik. Når vi taler klassikere så synes jeg ikke man kan udbryde 'spoiiiler' når nogle taler om, at både romeo og julie tager billetten, og derfor synes jeg heller ikke man kan tale om spoilers i The Silver Linings Playbook når Pat afslører handlingsplot på de klassikere han læser - det er rimelig åbenlyst og 'selvforskyldt', hvis man overhovedet ingen anelse har om de ting der bliver afsløret. Synes jeg hvert fald!
SvarSletMen for at tage Bridget Jones som eksempel så synes jeg sagtens man kan tale om en decideret spoiler! Især efter den lykkelige slutning på 2'eren og at så mange mennesker nettop er en 'team darcy'. Jeg synes ikke det er i orden, at afsløre noget som er så monumentalt, selvom det ikke nødvendigvis er en slutning, og 'bare' nævnes indenfor de første 10 sider. Det er jo en ting man overhovedet ikke havde set komme! Og jeg ville da afgjort ha' fået et kæmpe chok, hvis jeg havde læst det, uden at være rendt i idioter på både internet og tv der synes det skulle deles. Men nu ved jeg det, og der er intet overraskende eller chokkerende. og det var jo meningen!
Lige præcis! Sjovt du nævner 'Silver Linings Playbook', jeg diskuterede den netop med en veninde her den anden dag. Jeg synes heller ikke, man kan kalde det en decideret spoiler, det er jo egentligt bare en intertekstuel reference, og det er jo helt legalt. Det er jo ikke værre end når John Green gennemgår handlingen i 'Moby Dick' i nogle af hans bøger. Sådan er det jo bare med klassikere!
SletJeg kan godt se, hvad du mener, det er jo en stor ting i plottet, det er bare ikke et bærende element,. Bogen gør ikke noget særligt ud af det, så jeg tænker, det er derfor, det er blevet 'afsløret'. På en måde er det næsten også svært at give et handlingsreferat uden det!
Jeg er ret følsom overfor spoilers - både i bøger og film/serier.
SvarSletJeg er sådan set helt enig med dig i, at en god bogs kvaliteter sagtens kan bære bogen, selvom man kender til større begivenheder, men mit problem er som oftest, at jeg sidder og venter på den specifikke situation/hændelse - og derfor "glemmer" at fokusere på resten af historien. Jeg har ingen problem med at genlæse/se elskede historier, selvom jeg da alligevel ville ønske, at jeg kunne opleve historien for første gang igen - og en stor del af den følelse er nok netop ønsket om det nye og uventede :)
For meget kendte bøger synes jeg generelt ikke længere man kan tale om spoilers - men nu er jeg jo også ret meget bognørd :) Jeg mødte således for ganske nylig en person, der gerne ville læse Harry Potter, og havde undgået selv store "spoilers" som Dumbledores skæbne. Og jeg husker, at der var flere, der var utilfredse med, at "Silver Linings Playbook" "afslørede" slutningerne på flere kendte bøger (som eksempelvis "The Scarlet Letter", "A Farewell to Arms og "The Bell Jar") - alle var bøger, som jeg også ville mene man nok kendte (til) slutningen på (specielt "Scarlet Letter", som jo er fra 1850), men ikke desto mindre...
For mig er forskellen på handlingsreferater og deciderede spoilers nok som du selv skriver - er det noget som man hurtigt finder ud af og er viden i hele bogen, så kan det ikke være en spoiler (som eksempelvis er tilfældet i "Mad about the Boy"), men hvis det er en præmis, der skifter/ændrer bogens vinkel eller historie på en bare nogenlunde overraskende facon senere i historien, så vil jeg nok betegne det som en spoiler.
Ofte vil jeg mene, at det er ret åbenlyst om det er noget forfatteren selv har ønsket skulle være overraskende - i så fald vil det jo helt sikkert være "ødelæggende" for historiens planlagte opbygning, hvis man kender til overraskelsen allerede inden man begynder at læse.
Det er faktisk en fin ting at sammenligne det med en genlæsning; det er måske næsten det samme princip!
SletDet er ret imponerende, at kunne undgå Harry Potter spoilers i så lang tid. Jeg må bare indrømme, det får mig til at tænke på, om man nogensinde får læst Harry Potter, hvis man ikke har læst/diskuteret den endnu! Men det er nok bare en strøgtanke.
og det er egentligt meget interessant med 'Silver Linings', især fordi der egentligt bare er tale om intertekstuelle referencer, som er helt legalt at bruge i bøger. Jeg må indrømme, jeg ikke kan se problemet der, men jeg kan da godt forstå, det må være irriterende, hvis man lige havde tænkt sig at læse den bog, der blev spoilet. Ikke desto mindre er den slags vel uintentionelt og ganske hændeligt.
Jeg er helt enig med dig mht. referater og spoilers; det handler om de overraskende elementer, og ikke de bærende. HVis det giver mening?
Og du har helt ret - Helen Fielding afslørede jo netop SELV den så omtalte 'spoiler' om Bridget Jones. Og er det så en spoiler overhovedet?
jeg har altid haft det på præcis samme måde hvad angår introduktioner. Første gang jeg læste en, tænkte jeg fejlagtigt, at det måtte være en form for baggrund for romanen (tid, forfatter - sådan noget), men da hele handlingen blev afsløret på første side af introduktionen, var jeg lige ved at kaste bogen ud af vinduet, så hidsig jeg blev. Jeg elsker at læse introduktionerne, da jeg føler de bidrager med flere niveauer til det læste, men at kalde dem introduktioner er mystisk. De bør placeres efter den sidste side, så uanende mennesker ikke lige pludselig finder ud af, at .. det vil jeg jo slet ikke skriver her, da det er en spoiler.
SvarSletJeg hader spoilers som pesten, men jeg kan godt følge dig, når du skriver, at det jo ikke ødelægger eksempelvis Pride and Prejudice, at man ved, hvem der ender sammen. Det ville nok heller ikke have ødelagt HP 6 for mig, at jeg kendte til Dumbledores død på forhånd - forudsat at jeg ikke kendte til de nærmere omstændigheder, og hvem der var gode og onde og ikke onde alligevel og den slags :)
Introduktioner er onde! Deciderede onde! Jeg forstår dem ikke, de er jo mere efterord end noget som helst andet! Jeg læser dem med glæde - men først når romanen er afsluttet og færdiglæst, for nøj hvor er det unødvendigt at afsløre handlingen på bogens første side.
SletSpoilere er subjektive, og det kommer meget an på omfanget af dem! Men ofte er min oplevelse at det kun er de store sensationer, der bliver afsløret, men sjældent motiverne bag dem. :)
For mig er det af og til en kamp ikke at komme til at afsløre handlingen for andre, for jeg ved hvor ked af det jeg selv ville blive, hvis nogen afslørede det for mig, men det er bare så svært ikke at sige det.
SvarSletDa den nyeste James Bond film (Skyfall) kom i biograferne var jeg inde og se den til midnatspræmieren. Ergo, der var virkelig ikke ret mange der havde set den da jeg havde, og dermed kunne jeg ikke snakke med nogen om, at M døde. Og det var virkelig noget, jeg gerne ville snakke med folk om! Men på nuværende tidspunkt vil jeg da mene, at det er okay at snakke om det, eftersom alle der interesserer sig for M's skæbne for længst har set filmen.
Det er straks meget sværere med bøger, for hvornår kan du vide dig sikker på, at alle som gerne vil læse den, er nået igennem den? En film tager så længe som den tager, men bøger er individuelt. Og hvad nu hvis man er i gang med en anden, som skal være færdig, før man kan begynde på den næste? Det kribler helt vildt i mig for at tale med min veninde om det store plottwist (eller bare små dele af det) i Dan Browns "Inferno", men jeg kan ikke sige noget uden af afsløre for meget, og jeg ved hun har planer om at læse den på et tidspunkt.
Det er svært ikke at komme til at sladre om de gode historier :b
Sommetider kommer jeg også selv til at afsløre ting. Når man er begejstret, kan det være uendelig svært at lade være! Jeg kan klart genkende din frustration i at brænde inde med noget, man gerne vil diskutere og snakke om!
SletBøger er netop svære, fordi de langt fra alle bliver læst med det samme. Men det er nu også svært at holde styr på, hvem der gerne vil læse hvad. Suk!
Det var tankevækkende at læse, Rikke - jeg havde ikke gjort mig overvejelser om spoilers før, men vil helt sikkert gøre det fremover :)
SvarSletTusind tak :)
SletSuper fint skrevet indlæg, du rammer helt plet. Spoilers kan være altødelæggende, men omvendt kan det også ødelægge en læseoplevelse for mig hvis jeg ved for lidt og forventer noget helt andet
SvarSletTusind tak! Du har helt ret, det er vitterligt en balancegang. Og begge dele er egentligt lige frustrerende.
SletJeg vidste ikke at M døde......:)
SvarSletÅh, ift. Skilles kommentar? Det er jeg ked af, håber ikke det gør for meget!
SletJeg synes det er lidt svært med spoilers. Jeg synes ikke det er fedt, hvis man f.eks. har set frem til en bogs udgivelse eller måske bare ikke er nået til den endnu. Men ja, som du nævner så er det svært i dag totalt at undgå nogen form for information. For mig er det bare vigtigt at der ikke sløret bliver løftet for de bærende elementer, større og betydningsfulde plots, o.l. Men man skal jo også være realistisk :)
SvarSletJeg har endnu ikke prøvet, at have fået en spoiler som ødelagde en bog for mig. Og håber selvfølgelig heller ikke det sker!
Du har helt ret! Oftest er det dog ikke en hel bogs koncept, der bliver afsløret af gangen, men snarere de sensationelle højdepunkter, og ikke begrundelserne bagved. Og derfor er det kun en lille del af puslespillet, og jeg tror sjældent en spoiler kan være så enorm, den ødelægger en hel bog.
SletJeg har heller ikke oplevet, så vidt jeg husker, hvert fald!
Åh det er nogle gange pisse irriterende, og andre gange ligegyldigt. Folk lægger jo også vægt på forskellige ting i bøger, så hvad der er en spoiler og har stor indflydelse på dig, er måske bare en ligegyldig info for mig.
SvarSletNu nævner du jo selv Harry Potter og Dumbledore (og nu skal man så ikke læse resten af min kommentar hvis man ik har læst HP6 ;)).. Jeg kan måske gå med til, at selve det, at Dumbledore dør er noget alle efterhånden ved og at det måske ikke devaluerer, som du siger, hele 6'eren. Men det faktum at det er Snape, der gør det, synes jeg til gengæld ville være ENORMT ødelæggende for hele bogen at få at vide før man har læst det! Det var en kæmpe WTF for mig, da jeg læste bogen, og hvis nogen havde fortalt mig det før jeg gik i gang havde jeg nok givet dem et gok i nøden, for nu at sige det pænt.
Jeg nævnte også det med introduktioner i min anmeldelse af Werther - jeg er enig i, at det er en klassiker, og klassikere kan man nu engang risikere at rende ind i spoilers omkring i andre bøger eller samtaler osv. Men nu havde jeg været så heldig aldrig at have hørt historien om Werther, og så er det edderdælme dumt at læse hele afslutningen i introduktionen - også selv om man nok havde regnet det ud hen ad vejen. Det er jo skønheden i at vende sider; de har hele tiden mulighed for at afsløre noget nyt og vende alt på hovedet, uanset hvor meget du tror du har regnet ud. Og den charme ødelægger en spoiler jo unægtelig..
Lige præcis! Det er så enormt subjektivt.
SletMåske har du ret i, at et dybere kendskab til spoilere med baggrundsinformationen om Snape ville ødelægge en stor del af overraskelsen - men ikke desto mindre, tror jeg stadig ikke at det ville ødelægge hele bogen, uanset hvad! Hvis du kan følge mig? For mit vedkommende var det ikke det bærende element, men det er det måske igen for dig, som du også selv siger!
Jeg kan huske dengang 6'eren udkom, var der flere der gik rundt i de amerikanske supermarkeder, og fortalte folk, der købte bogen, hvad der skulle til at ske! "Dumbledore dies!", nøj hvor er den slags destruktivt. Jeg ville blive SÅ sur, for det er så unødvendigt.
Introduktioner i klassikerne skal ALTID læses sidst, hvis man ikke vil have ødelagt historien. Om jeg begriber hvorfor! Det er der jo ingen introduktion over, og de ender altid med at afsløre hele bogen på forhånd. Det er dybt frustrerende, og man lærer det, ligesom dig, på den hårde måde. Æv.