onsdag den 13. november 2013

Problemet med 'Becoming Jane' (eller: en klagesang)

En storslået kærlighedshistorie i et elegant univers af fejende kjoler, baller i stearinlysets skær, hestevogne og galante manerer. 1800tallets England er en beroligende baggrundskulisse, som med flydende kamerabevægelser og en omhyggelig scenografi forvandles til et sandt eventyrland. Lysekronerne stråler, kostumerne glimter og den uudtalte længsel i den smukke James McAvoys øjne river ethvert hjerte itu. Anna Hathaway hamrer på klavertangenter, klipper i manuskripter og skriver nætterne væk i en tilpas balance af ungdommelighed og kunstnerisk excentricitet. 'Becoming Jane' er en smuk film med uendelige finesser og detaljer. Problemet er blot, den slet ikke har noget med Jane Austen at gøre.
Historisk set er filmen baseret på en overproportioneret bagatel; gennemlæser man de bevarede breve fra Jane Austen til hendes søster Cassandra, vil man opdage at Tom Lefroy blot er et navn, der nævnes i en hurtig forbifart. Austen skriver, hun har danset med Lefroy til tre baller, hvilket kan danne grundlag for en spekulation om flirt og galantri, men ikke desto mindre er hun hele tiden klar over, han snart rejser. Hun skriver med dryppende sarkasme til Cassandra: At length the Day is come on which I am to flirt my last with Tom Lefroy, & when you receive this it will be over—— My tears flow as I write, at the melancholy idea.” Og historien slutter således, som Austen vidste den ville lige fra start; med ingenting overhovedet. 'Becoming Jane' spekulerer derimod i andre baner, opdigter en hjerteskærende adskillelse, en rejse til Lefroys onkel i London, et forsøg på at løbe bort sammen, en forelsket sabotør og en afsluttende scene med Tom Lefroys datter, som hedder Jane. Filmen lader til at foreslå, at datteren er opkaldt efter Jane Austen - når det er mindst ligeså sandsynligt, hun blev opkaldt efter Tom Lefroys rige svigermor.
Jeg forstår dog udmærket svævende friheder i film, jeg forstår udfyldte huller og jeg forstår opdigtet dramatik. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor en biografisk film om Jane Austen har behov for at fokusere på en opdigtet kærlighedsaffære frem for Jane Austen selv. I stedet for at handle om Austens skrivemæssige fremgang, hendes familie eller sågar hendes faktiske liv, fabrikereres en forvrænget kærlighedsfortælling. For tilsyneladende er det vigtigste, Jane Austen (ikke) gjorde at blive forelsket.

Mit største problem ved 'Becoming Jane' opstår allerede på dvd'ens bagside. I en kursiv undertitel står følgende sætning: Becoming Jane er historien om Austen selv og en kærlighedsaffære, som for alvor blev drivkraften i hendes forfatterskab.” I en næsten komisk umulighed, lader filmen således gang på gang til at påstå, at Jane Austen kun for alvor skrev "Pride and Prejudice" takket være Tom Lefroy.
Filmen tillader Tom Lefroy at være Jane Austens skriftlige vejleder og forbillede. Han foreslår, hvad hun skal læse, hvordan hun skal læse, og ligeledes hvordan hun skal skrive. Han belærer hende om, at If you wish to practice the art of fiction, to be considered the equal of a masculine author, experience is vital”, hvilket tilsyneladende stemmer fint over ens med filmatiseringens overordnede tese. Det lader til, at det er fuldstændig utænkeligt, at man kan skrive om kærlighed og frieri, uden man selv har oplevet det - på trods af, det egentligt netop er dét, der kendetegner en dygtig forfatter i mine øjne. Hvis man blot var begrænset til at formulere egne oplevelser, ville alverdens fiktion og endda hele genrer hurtigt forsvinde fra biblioteks hylder.
Hvad der yderligere er paradoksalt i denne anskuelse af Austens skrivestil og værker er, at da hun mødte Tom Lefroy, havde hun allerede skrevet "Lady Susan" og færdiggjort første udkast af "Elinor and Marianne", som senere skulle blive til "Sense and Sensibility". Det var altså ikke Tom Lefroy, der var katalysatoren for Austens forfatterskab - blækket flød fra hendes pen mange forinden.
'Becoming Jane' er således hverken en fortælling, en hyldest eller en romantisering af Jane Austens liv. Det er snarere en samling af modsigende og degraderende teser om hendes storslåede forfatterskab. Det er komisk, at en filmbiografi af en så ikonisk feministisk skikkelse som Jane Austen, næsten udelukkende beskæftiger sig med mænd. Filmen tillader Jane Austen at møde en af datidens mest magtfulde forfattere, Ann Radcliffe, som var en kvinde, der levede af hendes romanskrivning. Scenen med disse to karismatiske kvinder løber dog sørgeligt ud i sandet, da det eneste de finder at snakke om, er hvordan skrivningen påvirker ægteskabet.

'Becoming Jane' er en smuk film, der deler mig i to. På sin vis er det en enestående romance i en vidunderlig tidsalder - og dog er det en rædsom og utroværdig oversimplificering af en af de største kvindelige forfattere nogensinde. Jeg har set den og nydt den talrige gange - men jeg lader altid som om, den omhandler en helt anden og fremmed Jane Austen og Tom Lefroy. Hvilket den også næsten gør.
Alternativt vil jeg varmt anbefale filmen 'Miss Austen Regrets' som danner et langt mere virkelighedstro billede af Jane Austen, hendes familie og hendes liv. Selvom den ikke besidder samme blændende scenografiske ynde eller skuespilsmæssige talent som 'Becoming Jane', forholder den sig dog mere realistisk til den elskede forfatterinde.

Har I set 'Becoming Jane'? Hvad synes I om den? 

27 kommentarer:

  1. Nej, jeg har desværre ikke set filmen, men får lyst til at se den med de forbehold, du fortæller om - og får også lyst til at se 'Miss Austen Regrets' :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Filmen er bestemt også værd at se, hvis man blot husker på, den på ingen måde er sandfærdig eller retfærdig overfor Austens liv og forfatterskab. 'Miss Austen Regrets' er derimod langt mere sandfærdig og bestemt også værd at se.

      Slet
  2. Jeg har aldrig selv tænkt i disse baner, så dine ord føles som en fin øjenåbner. Trods filmens utroværdighed, er det dog en fantastisk og følelsesmæssig film som fortsat formår at lokke en tåre ud af min øjenkrog. Særligt holder jeg af den sidste scene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er netop en fin film .- den har bare ikke så meget med Austen at gøre. Men det behøver den jo heller ikke for at blive nydt :) Det kommer helt an på ens tilgangsvinkel.

      Slet
  3. Jeg giver dig fuldstændig ret. Jeg har også haft store problemer med filmen. Jeg brød mig ikke om at Becoming Jane sidestillede scener fra hendes bøger med hendes liv. Det synes jeg altid man har en tildens til når man biograficere en forfatter, som om at forfatteren ikke har fantasi nok til at forestille sig det de skriver, at de tværtimod skulle have gennemlevet en variation af det før de kan skrive om det... Der kan være noget om det, når man kommer ind på de store følelser, som sorg og kærlighed. Og Jane Austen har da helt sikkert også været forelsket, men det er som om alle detaljer skulle pege hen på hendes forfatterskab.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Det er enormt frustrerende, at man åbenbart ikke har tiltro til forfatternes evner 'i sig selv'. De har netop skaberevner til at se ud over deres eget liv - men det tager man slet ikke med i filmen. Det giver det helt forkerte billede af forfatterskaberne.

      Slet
  4. Jeg er meget enig i det du siger, den film har stort set intet med Jane Austen at gøre, og det er virkelig synd, for hun var en fantastisk person/forfatter, og det er så ærgerligt, at man føler sig nødsaget til at skrive en så forkert romantiseret udgave af hendes (kærligheds)liv. Alligevel må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg elsker filmen; kemien mellem McAvoy og Hathaway er fantastisk, og historien er gribende (selvom den ikke er sand). Jeg græder hver gang, jeg ser den, og jeg elsker virkelig James McAvoys portræt af Lefroy, jeg bliver en lille smule forelsket i ham, hver gang jeg ser den ;)
    Så en god film, så længe man husker, at den ikke har særlig meget med virkelighedens Jane Austen at gøre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er netop synd! Af alle de fantastiske ting hun gjorde og skrev, hvorfor skal fokus så være på en ubetydelig hændelse, og ting der slet ikke skete? Der er SÅ meget at tage fat på, og jeg ser ingen grund til den vinkel der blev valgt. Æv.

      Og det er også helt ok at have en svaghed for den kære McAvoy! Dét har jeg helt bestemt også <3 Det er nemlig en god film, den er bare problematisk og har intet med Austen at gøre. Det er en lidt flad dobbeltfølelse.

      Slet
    2. Helt sikkert, og utroligt at man valgte den vinkel på en film om en af de største kvindelige forfattere, men præcis ligesom man ofte udelukkende har fokus på kærligheden og "happy-ever-after" delen af hendes romaner, når de filmatiseres, har man åbenbart valgt at gøre det samme her, også selvom der slet ikke er nogen reel kærlighedshistorie!

      Slet
    3. Lige præcis! Der er en stor konflikt mellem Austens bøger og de moderne filmatiseringer. Det samme gør sig gældende her. Hvorfor begriber jeg bare ikke helt. Det giver sådan et ensidigt og unuanceret billede af hendes forfatterskab.

      Slet
  5. Endnu engang en så medrivende anmeldelse fra dig, at jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg lige har set filmen. Smukt :-)
    Det har jeg dog ikke. Har faktisk kun set den en gang, og det er snart længe siden. Dog må jeg erklære mig enig i mange af dine anskuelser. Jeg følte SLET ikke, at jeg så en film om Jane Austen. Faktisk var det et plot, som kedede mig ret gevaldigt - nok fordi jeg på mange måder sad tilbage med følelsen af, at jeg ikke forstod handlingen. Det gjorde mig så forvirret, at den igen og igen bragte mig steder hen, som jeg ikke havde forventet at komme. Og på den måde nød jeg slet ikke filmen, som den sikkert sagtens kunne nydes.
    Det minder mig blot om, at jeg måske skal give den en chance til ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor er du dog sød! Tusind tak!

      Jeg er glad for, du deler min lidt tvivlsomme holdning til filmen. Den handler om Jane Austen - men slet ikke alligevel. Den er antifeministisk og fuldstændig omskrevet. Desværre.

      Men filmen kan bestemt ses med fordel, hvis man bare tænker på den som en film om to fremmede og forelskede mennesker. På det punkt kan jeg godt lide den, jeg vil bare ikke tænke på den som en Austen-gengivelse :)

      Slet
  6. Jeg kan kun erklære mig enig. Jeg har nok set den en 5-6 gange, og jeg synes, det er en rigtig dejlig film .. HVIS man, som du skriver, ikke forsøger at se Jane Austen i den. Jeg synes, det er tåbeligt, at den fremstilles som en biografisk film, når den befinder sig så langt fra virkeligheden. Jeg føler, den fratager hende en stor del af æren for hendes genialitet, hvilket i min optik er nærmest utilgiveligt. Ikke alle læser hendes breve og ved, hvad der egentlig er op og ned. Engang imellem kommer jeg til at blande den sammen med de filmatiserede Austen-fortællinger, da den (bortset fra den ulykkelige slutning) ville passe meget bedre i det selskab end som biografi.
    Jeg har aldrig set MIss Austen Regrets, men den må jeg da have fingrene i :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er jeg glad for, du er enig med mig! Det er netop denne fratagelse af hendes genialitet, der gør mig allermest frustreret. Det er som om, 'Tom' bliver inspirationen/læremesteren for hendes værker, og det er TAKKET være ham, hun overhovedet kan skrive. Og intet kunne være mere forkert. Jeg kan simpelthen ikke udholde den vinkel på en så enestående forfatter!

      Men åh ja. Det er en god film, og jeg har grædt ofte over den. Den har bare intet med Austen at gøre. Suk. Derimod synes jeg bestemt, du skal se 'Miss Austen Regrets' som virkelig er fin og langt mere troværdig på alle punkter! :)

      Slet
  7. Åh men det er jo bare en skøn film! Den skærer lidt i mit hjerte hver gang jeg ser den, for der er ikke noget værre end ulykkelige kærlighedshistorier, og den er ulykkelig på højt plan.
    Men den er god! Rigtigt god.. Jeg har faktisk aldrig tænkt nærmere over, at den skulle være en biografi, og det vil jeg heller ikke gøre næste gang jeg ser den. Jeg vil se den som en smuk Hollywood-produktion, og nyde de smukke billeder (:

    - og nå ja, James McAvoy. Behøves yderligere forklaring? (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig fin og rørende, men desværre også enormt misguided. Det er lidt en skam, at den er så skævt vinklet.
      Men nej, man bør ikke tænke på den som en biografi. Det er den nemlig ikke rigtigt. Den prøver, men fejler. Så er den bedre at tænke på som en fin og fiktiv kærlighedshistorie.

      Og åh, ja! James McAvoy <3

      Slet
  8. Jeg kan virkelig godt lide "Becoming Jane", men det er som fiktion med enkelte virkelighedstræk, for som du selv påpeger, er filmen romantiserende og meget til konkret i forhold til Austens virkelige liv. Det er en typisk hollywood-film. Jeg tænker derfor ikke på Jane Austen, nårjeg ser filmen, men jeg nyder den for de smukke billeder og mennesker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er netop en typisk Hollywood-fiksering. Det er dybt frustrerende. Jeg hader også, at de fremstiller en så feministisk forfatterinde så anti-feministisk. Det er enormt selvmodsigende.
      Men du har helt ret. Det er en smuk film, hvis bare man glemmer, den handler om Jane Austen.

      Slet
  9. Hold da op, Rikke! Jeg har altid troet, at filmen faktisk havde noget faktuelt i sig. Godt nok er man klar over, at den overdramatiserer og sødner tingene, men at den ligger så langt fra virkeligheden kommer alligevel bag på mig. Tror det er godt for min opfattelse af Jane Austen, at jeg fik tid til at læse din blog i dag. Jeg har selv set og elsket 'Becoming Jane' maange gange, og jeg vil stadig holde af at se den fra nu af, men det er godt at vide, at man skal tage fortælling mere løst end før. Den anden film, du nævner, tror jeg, jeg vil forsøge at finde. Som det store forbillede Jane Austen er, bør man gøre hende den ære at kende hendes historie ordentligt. Tak for øjenåbneren! Jeg har ladet filmes skønhed forblænde mig ö

    SvarSlet
    Svar
    1. Filmen har bestemt også et gran af facts i sig, men det er enormt sparsomt og mærkeligt udført. Resultatet er i hvert fald en meget tvivlsom fortolkning af Austens liv, som i høj grad er fiktiv, overdramatiseret og sødnet.
      Det er dog - uden tvivl - en fin film, og jeg har også set den mange gange efterhånden. Jeg smelter en smule hver gang! Man skal bare ikke kæde den for meget sammen med Austen, for så mister den virkelig bare sin værdi.

      Jeg er glad for, du kunne lide indlægget! Filmen 'Miss Austen Regrets' kan virkelig anbefales. Den tager udgangspunkt i Jane Austens breve, og mange af dens replikker er hentet direkte fra hendes egen pen. Desuden synes jeg, den giver et mere troværdigt indtryk af Austens personlighed. Jeg har altid betragtet hende som værende langt mere bidsk og humoristisk end Hathaways portræt.

      Slet
  10. Jeg har altid godt kunne lide filmen, selv første gang jeg så den i biografen. Jeg må til gengæld også krybe til korset og indrømme, at det overhovedet ikke var gået op for mig, at det handlede om Jane Austen før jeg hørte hende skrive om Mr. Darcy.
    Jeg synes som sådan ikke der er noget galt med at spekulere om hvorvidt Lefroy havde haft lidt indflydelse på Austen eller ej - som så mange af disse genfortolkninger af diverse menneskers egentlige historie, er der mange løse ender man kan digte videre på. Som du til gengæld også nævner, er der milevidt fra at Austen er blevet inspireret til, at Lefroy var hele driftkraften bag Austens forfatterskab.
    Jeg kan huske, da jeg sad derinde i mørket og flere af mine mentale brikker satte sig på plads, at jeg var lige ved at gå ud af biografen i protest. Det var simpelthen at feje alle Austens bedrifter til siden for at tjene penge på det, uden at have det mindste sandhed i sig. Forfærdeligt!
    Ærgerligt, at filmens skønhed blænder så meget, at jeg egentlig stadigvæk nyder den - vil helst bare kunne lægge den fra mig, af princip. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes netop, filmen fremstiller Lefroy som den primære drivkraft i hendes forfatterskab. Nærmest som om, hun aldrig ville kunne skrive om kærlighed uden ham - hvilket er enormt misvisende, når man tænker på, hun allerede var i gang med at skrive S&S før hun mødte ham. Hendes bedrifter bliver, som du siger, fejet sørgeligt ind over gulvtæppet og undermineret fuldstændig. Jeg hader det.

      Men ak, jeg må, ligesom du, også overgive mig fuldstændig til filmens skønhed. Det er en smuk film, det er en god film, og det er en film fyldt med enestående kostumer og skuespillere. Den er svær at undgå at nyde, og det er vel egentligt fint nok. Man skal bare lige tage den med en gran salt, og glemme alt om en biografisk Austen-sammenhæng.

      Slet
  11. Det er fantastisk! Jeg har nu lært noget nyt takket være dit indlæg om en af de film, som altid har stået mig nært.

    Jeg var udmærket klar over, at den ikke var gennemgående selvbiografisk, men kontrasten, du opstiller mellem virkelighed og fiktiv frihed, er langt mere slående, end jeg havde troet.

    I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget filmproduktionen fortæller om det moderne (vestlige) samfund, som hævder ligestilling og et positivt syn på kvinderollen, men alligevel, når alt kommer til alt, portrætterer et af tidens største kvinde-forfatterskaber utroværdigt og krediterer til en vis grad en mand for Austens udvikling.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg er glad for, du kunne lide indlægget! :)

      Jeg tror, problemet med den film netop er, den fremstår meget troværdig. Lige fra de indflettede P&P-citater til den sidste afsluttende bemærkning om Lefroys datter, sidder man og føler, man ser noget sandt. Det er bare snyd, for det gør man slet ikke, når det kommer til stykket.

      Og du har helt ret, det er også enormt slående for mig. Faktisk vil jeg kalde filmen direkte anti-feministisk, hvilket er en stor skam, når man tænker på, Austen netop var en banebrydende feminist. Det virker også enormt selvmodsigende og forkert.

      Slet
  12. Jeg tror nu heller ikke man skal tage det bogstaveligt, men mere et udtryk for at den er baseret på Jane Austen's liv - og det betyder jo bare at man har fundet inspiration i ét punkt af hendes liv og så udviklet historien derfra. Præcis som når man laver film baseret på bøger. Nøgleordet 'baseret på' og ikke 'direkte efterligning og sandhed' :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Film er aldrig helt overførte størrelser fra virkelighed/bøger, og på den måde er der plads til mange friheder. Jeg synes bare noget af problemet med Becoming Jane er, den netop markedsfører sig som en biografisk (!) film, når den slet ikke er biografisk overhovedet. "Et biografisk portræt" står der inde på IMDB, og det er egentligt lige at overdrive lidt, synes jeg.
      Derudover synes jeg, filmen leger meget med facts'ne. Når den til sidst udtoner til sort skærm, og der står af Tom Lefroy kaldte sin datter Jane, glemmer de liiiige at nævne, at der er flere faktorer (svigermoderen f.eks.) der spiller ind. Det synes jeg er forkert. Netop fordi så mange opfatter det som entydige facts.

      Men altså, jeg er helt sikkert farvet på mange måder, fordi det netop er Jane Austen filmen omhandler, og måske irriterer det mig langt mere end de irriterer alle andre. Problematikkerne i den film overfor Austen selv er bare noget, jeg tit har tænkt over! Og egentligt synes jeg også, kontrasten er enormt interessant :)

      Slet
  13. Selvom den ikke passer til Janes liv elsker jeg bare Annes og James måde at spille på! Men skal bare have huskreglen i hovedet at det ikke er helt rigtig..

    SvarSlet