"What Maisie Knew" af Henry James

"What Maisie Knew" af Henry James, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 1985 (org. udgivet i 1897). 2/5 stjerner.

I "What Maisie Knew" udforsker Henry James børns uskyldige naivitet overfor voksnes korrupte maskaradespil. Han lader sin hovedperson færdes i en verden komplet frarøvet ethvert voksent forbillede og tillidsperson.

Bogen omhandler Maisie, der efter hendes forældres skilsmisse skiftevis skal bo ved hendes mor eller hendes far i et halvt år. Hendes forældre er kun interesseret i hende som et middel til at provokere og hævne sig på hinanden. I denne verden uden stabilitet og omsorg, vokser Maisie op og bliver en stiltiende iagttager af disse voksne og deres selvmodsigende løgne. 

“She took refuge on the firm ground of fiction, through which indeed there curled the blue river of truth.”

"What Maisie Knew" er konstrueret ud fra et overvældende interessant koncept. Bogen er fyldt med kyniske menneskesyn og skarpe iagttagelser. Der hersker en ekstrem mangel på et moralsk kompas at navigere rundt efter; i stedet bevæger læseren sig i en overflade af løgne, bedrag og mistanker. Historien er aldrig direkte sensationel eller skandaløs - men den er fyldt med et hverdagsligt svigt.

Bogens hovedperson, Maisie, bliver ikke alene passeret frem og tilbage mellem hendes forældre som et ladet våben, hun bliver også en vigtig brik i et spil, hun slet ikke forstår. Når hendes egne forældre mister interessen for hende, bliver hun overleveret til andre udstrakte arme, og må igen og igen være vidne til affærer og løgne i en uendelig cirkel. Dysfunktionelle forhold spirer op overalt omkring hende, og enhver myndig stemme er fuldstændig utroværdig i Maisies ører. Maisie bliver tvunget til at agere som en voksen, fordi de voksne omkring hende agerer som børn.

James fortæller ikke historien direkte fra Maisies synspunkt, men han tillader dog kun læseren at se, hvad Maisie ser. Læseren bliver aldrig inviteret ind i de aflåste rum, men følger derimod kun i Maisies fodspor. Man er begrænset til at danne sammenhæng ud fra snigende mistanker og halve sandheder - de bagvedliggende kulisser henligger i mørke, og det eneste kighul er gennem uskyldige barneøjne.

Konceptet er gruopvækkende og frastødende; banalt og dybt kompliceret på samme tid. James portrætterer ikke børnemishandling eller vold - men derimod svigt og ligegyldighed. Og i hans smalle hverdagslige aspekt rammer han dét, der er ethvert skilmissebarns største frygt.

På trods af bogens forholdsvist korte omfang, er der ikke tale om en bog, der er hurtigt læst. Snarere, tværtimod. Hos James tæller hver en sætning på hver en side, og fordi de store hændelser netop er så trivielle og inddirekte, kan de hurtigt overses i forbifarten. Bogen kræver en usædvanlig dedikation - og jeg tror ikke, jeg formåede at give den.

“Everything had something behind it: life was like a long corridor with rows of closed doors.”

Denne bog markerer mit andet møde med Henry James, og på mange måder er de efterladte tanker akkurat det omvendte af mit første indtryk. "What Maisie Knew" kunne på ingen måde befinde sig længere fra mine forventninger eller forudanelser.

Selvom jeg husker, at jeg sidste efterår tabte mit hjerte til James' "The Portrait of a Lady", erindrer jeg intet særligt om det sprog eller den skrivestil, James benyttede. Det eneste jeg husker er plottet og karaktererne, og det komplicerede puslespil, de udgjorde. Min læsning af "What Maisie Knew" er derimod farvet tydeligt at et smukt, levende og skrøbeligt sprog, hvis sætningerne jeg har nedskrevet og gemt i en højt skattet citatbog. Historien og karaktererne der udlever den, har jeg derimod allerede givet slip på for evigt. De kommer aldrig til at færdes i min hukommelse.

Uanset hvor hårdt jeg prøvede, og uanset hvor koncentreret jeg læste, blev handlingen ved med at flimre og sløres for mine øjne. Maisies formålsløse cirkelbevægelser mellem hendes ligeligt håbløse forældre og værger, forargede mig kun som et billede på forældresvigt - ikke som en egentligt personlighed. Jeg måbede over James' sprog og hans præcise historiekoncept - men aldrig over historien selv. Min læsning trak i langdrag, mine øjne blev trætte, og jeg mistede enhver indlevelse undervejs.