"Dash & Lily's Book of Dares" af Rachel Cohn og David Levithan

"Dash & Lily's Book of Dares" af Rachel Cohn og David Levithan, fra forlaget Ember, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2010). 3/5 stjerner.

Efter sin kærlige storebrors anvisninger, efterlader den sekstenårige Lily en rød notesbog i hendes yndlingsbogbutik. Ved tilfældets held bliver den samlet op af Dash, og et eventyr begynder langsomt at tage form.
Notesbogen indeholder en række udfordringer og anvisninger, som Dash udfører og besvarer med flere spørgsmålstegn og opgaver. Den røde bog bliver således passeret frem og tilbage mellem Lily og Dash' hænder - uden at de fanger så meget som et glimt af hinanden. De skriver mere og mere personlige optegnelser ned, venter på svar, og drømmer om den person, der befinder sig på den anden side af papiret.

“I've always resented Hermione, because I wanted to be her so badly and she never seemed to appreciate as much as I thought she should that she got be her. She got to live at Hogwarts and be friends with Harry and kiss Ron, which was supposed to happen to me.” 

En rød Moleskine ventede på Dash i en fyldt bogbutik - alt imens jeg fyldte side efter side i min egen røde notesbog med vidunderlige citater. Eftersom særligt Dash er besat af ord og bogstavskombinationer affødes så mange sætninger, der er værd at huske, værd at skrive ned og værd at beholde, selv efter bogens slutning. Lilys kapitler bidrager også med finurlige observationer, hendes foragt overfor Hermione og hendes gnavende øjeblikke af usikkerhed, ordleg og spekulationer.
"Dash & Lily's Book of Dares" er opbygget om en tilfældig opdagelse i en lokal bogbutik, og den litterære startscene giver talrige ekko gennem de senere kapitler. Store forfattere, digtere og massevis af titler finder deres vej ind i Dash og Lilys private korrespondencer, og historien er et levende virvar af intertekstuelle referencer - fra Hermione til J. D. Salinger.
Efter sigende markerer bogens kapitler et skift mellem Rachel Cohn og David Levithans skriverier. Rachel Cohn står bag kapitlerne om den bedårende, klodsede og juleelskende Lily, mens David Levithan skriver med Dash' lettere sarkastiske, spekulative og dybtfølte stemme. Skiftet mellem de to forskellige synsvinkler og de to forfattere sker med ynde og sammenhæng - skiftet i skrivestilen og plotforløbet er næsten umærkbart, og tilføjer kun yderligere dynamik til de to karakterers forskelligheder.
Både Dash og Lily er vidunderlige sympatiske karakterer, omend en anelse stereotypiske. Dash er den typiske hipster, læseren af næsten ukendte digtere, afstandstagende overfor forældre og jul, og ellevild med ord og deres kombinationer. Lily er derimod den lidt uskyldige, usikre og dog så henrivende pige, der vandrer rundt i en boble af julestemning og kærlighedsforhåbninger. Gennem deres skriftlige udvekslinger og udfordringer, bliver de vækket så troværdigt til live, og historien får et anstrøg af originalitet.

“But isn't this a dance? Isn't all of this a dance? Isn't that what we do with words? Isn't that what we do when we talk, when we spar, when we make plans or leave it to chance? Some of it's choreographed. Some of the steps have been done for ages. And the rest -- the rest is spontaneous. The rest has to be decided on the floor, in the moment, before the music ends.”  

Mest af alt er "Dash & Lily's Book of Dares" fortællingen om, hvor tilfælde og tiltro kan lede en hen. Fra mørke biografsale til voksudstillinger, indkøbscentre og mystiske natklubber, bevæger Dash og Lily sig i zik-zak mønstre rundt på Manhattan. Den røde Moleskine skifter hænder et utal af gange, bliver tabt og forlagt, fundet og foræret. Komiske episoder opstår, og en hjertevarmende kærlighed opblomstrer på et helt enestående præmis.
Ind i mellem var der dog øjeblikke, der undrede mig og irriterede mig. Lilys øjeblikke af usikkerhed bliver sommetider så vaklende, at de fører til håbløse situationer og en unødvendig problematisering af en ellers så formfast personlighed. Naturligvis skyldes det også, at dette først og fremmest er en bog om teenagere til teenagere. Måske havde enkelte episoder tiltalt mig mere, hvis jeg havde befundet mig i den intenderede målgruppe.
Ikke desto mindre førte historien mig på en herlig skattejagt overalt i New Yorks julepyntede gader. Jeg fulgte de separate fodspor af Dash og Lily i den knasende sne, lige indtil deres baner løb sammen og forenedes til sidst. Jeg læste deres nedskrevne ord i den røde notesbog, og mærkede varmen sprede sig overalt i min krop. Efterhånden som jeg læste, sank jeg dybere og dybere under mit tæppe, og længere og længere ind i den sødmefyldte og  vinterperfekte fortælling om ungdomskærlighed, snedynger og håndskrevne ord.