mandag den 30. december 2013

Læse-refleksioner #1: Min eneste bogudfordring i 2013

Læse-udfordringer er en uhyre sjælden ting i min verden. I samme øjeblik jeg opstiller mål og oplister bøger, mister jeg lysten til at læse dem. I min ellers så nøje planlagte hverdag, fungerer læsevalg som små stjerneskud af spontanitet. Jeg vælger bøger ud fra øjeblikkelige indskydelser og tilfældige rækkefølger.
Naturligvis nærmest påbyder Goodreads en til at sætte og stræbe efter et læsemål, men oftest har jeg glemt at holde øje med tallet derinde. Det har aldrig været en ubøjelig målsætning i mine øjne. Derfor har den eneste reelle bogudfordring i 2013 for mit vedkommende været et ønske om at læse mere lyrik. Jeg startede 2013 med en beslutning om at læse én digtsamling i måneden - og undervejs er jeg blevet introduceret til en helt ny måde at bruge, læse og forstå ord på. Det har været en succes, og med akkurat 12 digtsamlinger, er ethvert mål opnået. (På billedet mangler "The Essential Rumi" af Rumi, samt "The People Look Like Flowers at Last" af Charles Bukowski, som jeg begge lånte på biblioteket.)
Januars stilfærdige snevejr blev tilbragt med "Penguin's Poems for Life" og "Penguin's Poems for Love", som er digtsamlinger med stor variation i emner, forfattere og tidsaldre, og den perfekte introduktion til enhver lyrisk begyndelse. I februar stiftede jeg bekendtskab med E. E. Cummings og hans komplicerede modernisme, der opfordrede til nærlæsning af hvert eneste ord. Marts blev fortryllet af W. B. Yeats og hans eventyrlige tilgangsvinkel. April forsvandt til ordlyden af Shakespeare klassiske sonetter, og i maj fandt jeg vejen ind i Emily Dickinsons skrøbelige univers. Under junis sommersol lod jeg mig forføre og beruse af John Keats' sensuelle og fuldendte digte, og i julis hede lånte jeg Bukowski med mig hjem fra biblioteket. Lewis Carrolls digte og nonsens blev læst i en rolig feriestund, og Rumis kærlighedsdigte forgyldte de dage, hvor det hektiske skoleliv atter vendte tilbage. I november kildrede Yahya Hassan min nysgerrighed, og sammen med resten af Danmark læste jeg med stor fascination de vrede og store bogstaver, han er så kyndig til at arrangere. November bød ligeledes på en introduktion til Lang Leavs naive og dog så komplekse digte med tilhørende illustrationer. I december læste jeg desuden også et par traditionelle juledigte - men dog ikke hele samlinger.

Dette år har jeg forvildet mig dybere ind i lyrikkens verden end nogensinde før; og på min vej har jeg fundet alskens perler og skatte. Forfatternavne jeg hidtil har betragtet med spørgsmålstegn på læben, har ændret sig til lovprisninger efterfulgt af en flok udråbstegn. Jeg har læst digte, der med fem simple ord, har udtrykt mere og ramt mig dybere end hele Tolstojs kæmpemæssige "Krig og fred". Jeg har stødt på lyrik, der nærmest grænsede til volapyk og indforståede koder, som jeg har måtte dechifrere med den største koncentration. Og undervejs er min glødende beundring for den komprimerede udtryksform vokset og vokset. Jeg vil for evigt være målløs og ordløs overfor lyrikkens metode til at udtrykke så meget med så få ord.
Jeg tror, jeg gerne vil gentage princippet om en månedlig lyriklæsning til næste år; og til den ventende januar har jeg allerede fundet Inger Christensen frem. 

Har I gennemført en form for bogudfordring i år? I så fald - hvilken? Og har I også fået læst en smule lyrik på vejen? 

17 kommentarer:

  1. Jeg har ikke fulgt nogen bogudfordring, men jeg kunne godt lokkes med på lyrik-samling hver måned :-) Det har jeg ikke rigtig læst så meget af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lyrik bliver nemlig hurtigt overset i mængden af romaner. Og det er virkelig en skam, for et velskrevet digt på 10 linjer kan være akkurat ligeså sigende som en hel roman. Jeg kan varmt anbefale månedlig lyrik-læsning :)

      Slet
  2. Lyrik er så smukt, hvis det er gjort rigtigt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt. Det kan virkelig være yndig læsning.

      Slet
  3. Uh, så vil jeg skynde mig at anbefale Anna Akhmatova, som jeg synes er helt fantastisk :)

    Jeg har ikke haft nogen bogudfordring i år (og har sådan set heller ikke læst specielt meget), men næste år regner med at sætte mig som mål at få læst hele biblen. Det skal nok føles så tilpas uoverkommeligt, at det vil føles som en sejr, hvis det lykkes, og af samme grund får det også lov at stå alene som udfordring på bogfronten i 2014.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for anbefalingen, hun kommer straks på listen! Altid skønt med lidt inspiration :)

      Sejt at du vil læse hele Bibelen! Jeg læste første testamente som en del af pensum i 2010, og det var faktisk enormt spændende og interessante at læse de gamle historier, der ligger til grundlag for så mange dele af vores nutidige værdier og tankegang. Jeg fik dog aldrig læst andet testamente, men måske burde jeg få det gjort engang. I samme genre drømmer jeg også om at få læst Koranen engang. Den slags læsning kan være så givende!

      Slet
  4. Hvad syntes du om Bukowskis digte? Personligt er jeg mest til hans romaner, men enkelte af hans digte rammer mig virkelig hårdt. Fx "Bluebird", som jeg ikke kan lade være med at pådutte ham selv, så denne hårde, ærlige og barske mand i virkeligheden havde et stort, blødt indre, som han ikke kunne lade komme til udtryk. Det rører mig, selvom jeg ved, at det ikke nødvendigvis er korrekt med en biografisk læsning af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan ikke rigtig opstille en sammenligning mellem Bukowskis digte og romaner, da jeg faktisk kun har læst en eneste af hans bøger, nemlig "Post Office", som jeg ikke brød mig synderligt om.
      Jeg endte dog med at holde meget af hans digte, og kan nikke genkende til muligheden for en blødere vinkel i nogle af hans digte. Jeg læste bl.a. et digt (hvis navn jeg simpelthen ikke kan opspore) i samlingen, hvor han skrev: "Great writers are indecent people/ They live unfairly/ Saving the best part for paper." hvor man næsten kan ane en beklagende tone overfor kunstens pris, lidt á la "Bluebird" også. Det er dybt interessant, og selvom biografiske læsninger er meget udskældte, er det svært med en forfatter, der konstant taler i første person og understreger en overensstemmelse mellem liv og værk. Jeg er ikke sikker på min endelige vurdering, men jeg synes bestemt ikke, man skal udelukke muligheden. Det er jo det første, man tænker på ved læsningen.

      Slet
  5. Nej, ingen bogudfording hos mig. For mig fungerer det også bedst, når bøger læses af lyst, spontante beslutninger, o.l.
    Og ærligt, så har lyrikkens verden ikke formået at fange min interesse endnu, måske en dag ;-)

    Godt nytår, Rikke!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - læsning må aldrig blive til en pligt :)

      Også et rigtig godt nytår til dig :)

      Slet
  6. Hej Rikke :)
    Ken se at du tit køber bøger på Amazone, hvor meget koster det i porte?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ofte koster det mig ikke noget i porto :) På amazon.co.uk kan du inden du går til kassen vælge 'Super Free Delivery', hvis du har købt over et vist beløb :) Kan aldrig huske hvad det beløb er, men oftest er man kvalificeret til det :) Og det er hurtig levering, selvom den er gratis.

      Slet