"Papa" af Gregory Hemingway

"Papa" (org. titel "Papa - A Personal Memoir") af Gregory Hemingway, fra Schultz Forlag, udgivet i 1977 (org. udgivet i 1976). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner.

Sammen med sin anden kone, Pauline Hemingway, fik Ernest Hemingway sønnen Gregory Hemingway. Forholdet mellem fader og søn var ofte turbulent og anstrengt, men også omsorgsfuldt og følelsesbetonet.
I "Papa" beretter Gregory Hemingway om hans stunder og minder med Ernest Hemingway; adskillige somre tilbragt med andejagt, sejlads, alkohol og litterære omgangskredse, diskussioner og et langvarigt brud på al kontakt, skuffelser og ambitioner. Gregory Hemingway skriver personligt og kortfattet om sin far, og bogen tæller knap over 100 sider.
Foruden at være et lille indblik i Ernest Hemingways privatliv, tilbyder bogen også små glimt af Gregory Hemingway selv, der i år 2001 døde i et fængsel. "Papa" er således både bittersød og tragisk; fascinerende og skræmmende. Der er noget sælsomt ved at læse Gregory Hemingways beskrivelse af hans faders mørke - når han senere blev indhyllet i det selv.

“Engang imellem svigtede hans realitetssans, eller måske var det snarere sådan at virkelighed og fantasi blandedes, før han skrev det endelige resultat ned.”

Litterære legender kan ind imellem føles langt mere som uopnåelige stjerner end som egentlige mennesker. Grænselandet der adskiller skaberen fra det skabte, kan hurtigt nedbrydes og synke bort i vores erindringer. Vi betragter genier med distancens ærefrygt, og ser forfatteren i stedet for personen, legenden i stedet for livet. Og som konsekvens sløres enhver linje mellem virkelighed og fiktion. 
Adskillelsen bliver særlig problematisk i tilfælde som Ernest Hemingways; manden der udtrykte sig med en brutal ærlighed i både skrift og tale. Manden der i høj grad omdannede hændelser fra sit liv til fiktion i sine romaner, og baserede fiktive karakterer på virkelige mennesker. Når man medregner myten om Ernest Hemingway som den inkarnerede machomand; fiskeren, jægeren og charlatanen, er det skræmmende let at affærdige forfatteren Hemingway som en velkendt stereotype. 
"Papa" af Gregory Hemingway adskiller sig fra andre bøger om legenden Ernest Hemingway ved at være en søns private syn på sin far - og ikke en beundrers syn på sin yndlingsforfatter, eller en akademikers næranalyse af en kunstner. Gregory både bekræfter og afliver de mest velkendte antagelser om Ernest Hemingways liv, altimens han udøser små anekdoter, indblik i skriveprocessen, samt ubærligt grimme, rørende og følsomme minder. Efterhånden som man bladrer gennem den lille bog forvandles Ernest Hemingway fra en storslået forfatter og afstumpet machomand til en ubehjælpsom faderfigur, en eventyrer og et plaget sind. Ernest Hemingway eksisterer mellem sin søns sider og ord - som et levende væsen og simpelt menneske. Og det er dét, der gør dette memoir så virkningsfuldt og fængslende. 

“Han skrev om den længsel hele livet med ord så enkle og komplicerede som efterår og forår. Bare han stadig kunne drømme et eller andet sted. Han elskede at drømme. Han længtes efter at være en del af jorden, havet og luften og endelig var han det.” 

I det første kapitel af "Papa" dvæler Gregory Hemingway over sin fars død - og i bogens sidste kapitel vender han atter tilbage med et suk og et fredsønske. Med en forbløffende ærlighed og undertoner af fortrydelse beskriver Gregory, hvordan hans egen far bebrejdede ham for moderen, Pauline Hemingways, pludselige død, og hvordan Gregory senere selv kastede denne anklage direkte tilbage i hans faders ansigt. Forholdet mellem fader og søn beskrives som værende anstrengt, problematisk og dog alligevel præget af et dybfølt ønske om accept. Et rørende eksempel herpå, er Gregorys beskrivelse af hans forsøg på at tilfredsstille sin berømte forfatterfar ved at kopiere en udgivet novelle og aflevere den som sin egen. På barnlig og klodset vis fumler den unge Gregory efter et sandkorn af anerkendelse; sommetider med succes og andre gange med en tragisk fiasko som resultat. Dele af bogen er næsten ubærligt hjerteskærende med Gregorys beskrivelser af hans vedvarende higen efter både moderlig og faderlig kærlighed.
Bemærkelsesværdigt nok, er "Papa" dog ikke kun en begrædelig beretning om en hård faderfigur og en misforstået søn; Gregory maler et portræt af den kendte forfatter i adskillige nuancer og fra et væld af perspektiver. Bittersøde minder om Ernest Hemingways desperation på at redde sin søn fra et hajangreb, øjeblikke med leg, spøg og glimt i øjet, samt et lille indforstået blik ind i de dæmoner, der hjemsøgte Ernest Hemingways i hans mørkeste øjeblikke udfylder bogens sider. Gregory skriver ikke blot om en mand, han har mødt, læst eller oplevet - han skriver om en mand, han kender. Adskillige myter og antagelser om Ernest Hemingway bliver bekræftet i forbifarten; men samtidig tilføjer Gregory også et drys af følsomhed og varme til forfatterens legende. 
"Papa" er på ingen måde en dybdegående analyse af Ernest Hemingways værker, en fyldestgørende oversigt over hans liv eller en lige historisk linje over de største begivenheder i Hemingway-familiens turbulente tilværelse. Snarere tværtimod er det et mærkværdigt sammensurium af strøgtanker, minder, oplevelser og diskussioner med en mand, der både var far og forfatter. Bogen er hverken mere eller mindre end et memoir; nedskrevne erindringer i et tankemæssigt rod. Gregory stræber hverken efter en dagsorden eller et specifikt formål - han søger blot at fremstille sin far, som han huskede ham. I virkeligheden er det nok præcis denne mangel på struktur, der gør bogen så dragende smuk i sidste ende.