"Agnes Grey" af Anne Brontë

"Agnes Grey" af Anne Brontë, fra forlaget Wordsworth Editions, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1847). 4/5 stjerner.

Anne Brontës debutroman "Agnes Grey" er en fortælling om en ung kvindes forsøg på at opnå selvstændighed og værdighed i en verden, hvor folk ikke værdiger hende så meget som et blik.
Efter hendes familie har mistet hele sin formue i en økonomisk fejlspekulation, beslutter Agnes Grey sig for at tage et arbejde som guvernante. Hun drager afsted mod sit første job med alverdens entusiasme, der hurtigt udslukkes og bliver til en tung pligt, der hviler på hendes skuldrene. Børnene hun skal tage sig af er umulige, og hendes arbejdsvilkår er uretfærdige. Hun finder derfor et job hos en anden familie, som behandler hende med en lammende ligegyldighed.  

“The ties that bind us to life are tougher than you imagine, or than any one can who has not felt how roughly they may be pulled without breaking.” 

Umiddelbart kunne man hurtigt forledes til at tro, at Anne Brontës debutroman deler mange ligheder med søsteren Charlotte Brontës succesroman. "Agnes Grey" og "Jane Eyre" blev begge udgivet for første gang i 1847, de omhandler begge en fattig guvernante, der stædigt kæmper for accept og anerkendelse på trods af sin lave status og på trods af sit køn. Men hvor Anne Brontës roman er kortfattet og stilfærdig, realistisk og elegant, er Charlotte Brontës roman et bombastisk mesterværk, der lokker sin læser ind i en gotisk labyrint fyldt med hemmeligheder, mørke og til tider desperation. Det er Charlotte Brontës guvernanteroman fra 1847, der er blevet berømt, og Anne Brontës der ofte er blevet glemt.
I virkeligheden nærer jeg en dyb kærlighed og en dybfølt sympati for den oversete, den glemte, den malplacerede "Agnes Grey". Anne Brontës debutroman er så gennemført simpel, så bedårende sød og så stilfærdig, at den har optjent en funklende stjernestatus i mit hjerte.
"Agnes Grey" er en overraskende kort bog, der stjal min opmærksomhed fra den første sætning. Det er en af de bøger, jeg husker at have læst gående på vej til undervisning, og som i øvrigt forårsagede et uheldigt sammenstød med en forbipasserende. Det er en dannelsesroman, en guvernanteroman og en kritisk fortælling om ikke blot at være kvinde i det 1800-tallet, men om at være en arbejdende kvinde i 1800-tallet. Anne Brontë skriver troværdigt om de mange konflikter, uopdragne børn og den konstante nedværdigelse, som guvernantelivet indebærer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at bogen også tilbyder et minimalt nøglehulsglimt ind i Anne Brontës egne erfaringer og oplevelser som guvernante. Mange af bogens mest fortvivlende episoder er næsten smertende virkelighedstro, og ord og replikker danner tunge ekko af overklassens snobberi.

“Reading is my favourite occupation, when I have leisure for it and books to read.”

Selvom Agnes ikke er en typisk heltinde, er hun en utrolig relaterbar heltinde. Hun er et tilbagetrukket væsen, en spekulativ skygge og en ihærdig læser. Hun sidder i vindueskroge og bladrer i bøger, hun går regnvejrsture og hun kysser sin kat kærligt på dens næsetip, inden hun begiver sig væk fra sin familie og sine faste rammer. Hun er hverken ekstraordinært smuk eller øjeblikkeligt opmærksomhedskrævende, men hun udviser en stor portion af mod og beundringsværdige principper i bittesmå hverdagslige portioner. Og gradvist, dag for dag, sniger hun sig langsomt ind under huden på en. Hun er ikke den heltinde, man ville ønske at være – men hun er den heltinde, man kunne være.
Et underliggende tema i "Agnes Grey" er måden overordnede behandler deres underordnede på. Det ses både i den måde, Agnes konstant bliver overset og undervurderet af hendes arbejdsgivere på, men afgjort også i den måde som dyr så skødesløst bliver betragtet på af de børn, som Agnes har til opgave at passe. Flere gange må Agnes standse Bloomfield-børnene i at torturere dyr, og flere gange bliver hun mødt med modstand, med vrængen og med fortsat hærgen af de små, forsvarsløse væseners liv. Og netop i de situationer, viser Agnes sit mod; hun kan ikke forhindre andre i at undertrykke hende selv, men hun kan forhindre børnene i at behandle dyrene som deres legetøj. Agnes er, på mange måder, en bekæmper af uretfærdighed, en fortaler for empati. I Agnes' principper hviler hele romanens værdi og pointe.
Der er således ingen generationsforbandelser eller skjult sindssyge at finde i "Agnes Grey". Romanens konflikter er ikke af den slags, som foregår i aflåste loftsrum i dystert mørke, men tværtimod dem som udspiller sig åbenlyst i solen, hvor alle kan få øje på dem. Anne Brontë opbygger ikke mysterier eller starter passionerede ildebrande; hun kommenterer i stedet på det, som alle kan se og relatere til. Hun skriver om virkeligheden, som den er (eller rettere, som den var), og om de mennesker der lever i den. Og hendes roman er ikke mindre smuk, mindre sand eller mindre læseværdig af den grund. I mine øjne er Anne Brontë håbløst undervurderet.

“It is foolish to wish for beauty. Sensible people never either desire it for themselves or care about it in others. If the mind be but well cultivated, and the heart well disposed, no one ever cares for the exterior.”