Heltinde-hyldest #4: Anne Elliot, baggrundsskyggen i forgrunden

Dette er et diskussionsindlæg om Anne Elliot, heltinden i Jane Austens "Persuasion". Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Austens smukke plot.

Anne Elliot er for mange en svær karakter og en næsten umulig heltinde. Austen selv havde også sine tvivl om Annes karakter og udtalte med et suk, at "she is too good for me". Og med lige netop dén udtalelse satte Austen ord på, hvad der senere skulle blive hendes læseres største problem med "Persuasion". For Anne Elliot er god, og mange vil mene, at hun er for god. Anne Elliot er på ingen måde den typiske hovedperson eller heltindeskikkelse – hun er ikke den kvinde, man forventer at finde hverken i en Austen-roman eller i hvilken-som-helst-roman. Ikke kun fordi hun er god, men fordi hun er anderledes. Hun er ikke en hovedperson; hun er en skygge.
Det tager bogen fire sider om blot at nævne Anne Elliot, og det tager yderligere tre kapitler, før hendes baggrundshistorie introduceres. Når man læser "Persuasion" for første gang, er det meget muligt, at man vil undres over, hvem hovedpersonen egentligt er, for de første mange sider og ord bruges på Annes far, Annes storesøster, faderens advokat, faderens advokats datter, og først derefter på Anne selv. Når hun endelig beskrives for første gang, skrives der: "She was only Anne". Alting peger på, at det ikke er Annes historie, vi befinder os i. Hun virker mest af alt som en baggrundskarakter, der ved et uheld er snublet ind i bogens rampelys; og i hvilken som helst anden af Austens bøger, havde hun også udgjort en del af tapetet. For Anne Elliot er snarere den glemte Mary Bennet end den boblende Elizabeth. Men det betyder ikke, at Anne ikke er en heltinde. Snarere tværtimod, synes jeg, at det gør hende til den mest heroiske af alle Austens karakterer. 

“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.” 

Jeg skriver og siger altid, at "Persuasion" er anderledes. At det er en bog, der vil overraske selv den mest gængse Austen-læser, fordi den er opbygget efter en helt anden skabelon. Og en del af grunden til dette er Anne Elliot, baggrundsskyggen der er blevet skubbet i forgrunden.
For ikke alene er Anne Elliot en tilbageholdende, selvopofrende, melankolsk og moralsk korrekt karakter; hun er også (efter datidens standarder) en moden kvinde. Hun burde være blevet gift allerede, og hendes historie burde have fundet sin konklusion – hvilket den på sin vis også allerede har. For når romanen begynder, har Annes "little history of sorrowful interest" udspillet sig, uden vi som læsere har hørt om det. Anne har allerede mødt Kaptajn Wentworth, modtaget hans frieri og afvist ham, og hun har allerede brugt årevis på at reflektere over det. I virkeligheden kan man betegne "Persuasion" som en slags 2'er, en fortsættelse på en historie der aldrig er blevet skrevet. For Austen bygger videre på en kærlighedshistorie, der ligger forud for den egentlige historie.
Jane Austen er kendt for sine dannelsesromaner. Hun er kendt for at skrive om unge heltinder, der endnu ikke kender sig selv og derfor begår fejl; fejl der fører til en åbenbaring og derefter en forløsning. Men "Persuasion" er ikke en dannelsesroman, for Anne Elliot er allerede voksen. Hun gennemgår ikke en forandringsproces, for hun kender sig selv og sin egen karakter. Selvom hendes beslutning om at afvise Kaptajn Wentworths frieri smerter hende, så fortryder hun den ikke, for med tilbageblikkets kraft har hun indset, at beslutningen var rigtig, da den blev taget. Anne Elliot oplever ingen transformation, for hun er karakterfast. Og heri ligger hele bogens værdi.

“But Anne at seven-and-twenty, thought very differently from what she had been made to think at nineteen. — She did not blame Lady Russell, she did not blame herself for having been guided by her...” 
 
For grunden til at Anne Elliot kan betegnes som værende "for god", er at hun ikke begår nogle fejl. Og grunden til at hun ikke begår nogle fejl, er at hun har lært af sine forrige fejl og har reflekteret over det forløb, der ledte op til dem. Grunden til at Austen skabte en heltinde, hun ikke nødvendigvis selv brød sig om, var at hun skrev en roman om en verden, hvor alt var forandret. Hun placerede to forrige elskere overfor hinanden og omvendte alt mellem dem; hun gav den ene status og rigdom, imens hun lod den andens gods forfalde. Hun lod syv år gå mellem Wentworths og Annes farvel og deres gensyn, og i mellemtiden lod hun dem gå fra at være forelskede til at være næsten fremmede. Hun ændrede alt mellem dem; hun gjorde alt anderledes, og samtidig havde romanen behov for en bevaret kærlighed. Der var brug for, at noget skulle være som før. Der var brug for karakterfasthed. Og derfor skrev Austen om den engleblide Anne Elliot. Hun placerede hende i romanens midte, som et uforanderligt punkt i en forandret verden. 
Anne Elliot er en af verdenslitteraturens smukkeste heltinder. Hun er heroisk, ikke fordi hun er god, men fordi hun er karakterfast. Selvom hun bliver terroriseret af sine omgivelser, selvom hun må bevidne, at hendes store kærlighed flirter med hendes bekendte lige foran øjnene på hende, selvom alt omkring hende forandres, og hendes hjem fraflyttes, selvom hun ikke tør at håbe, så lader hun stadig sit sårbare hjerte elske. Hun er heroisk, fordi hun møder sit spejlbillede med sorg, men uden fortrydelse. Ved historiens begyndelse har hun allerede opnået det, som Austens heltinder bruger hele bøger på; hun har accepteret sine omstændigheder, sine fejl og sig selv.

Har I læst "Persuasion"? I så fald, hvordan betragter I bogens heltinde? Synes I, ligesom Austen, at hun er for god – eller indtager hun også en stor plads i jeres hjerter? Elsker eller hader I hende?