Dette er et diskussionsindlæg om Anne Elliot, heltinden i Jane Austens "Persuasion". Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Austens smukke plot.
Anne Elliot er for mange en svær karakter og en næsten umulig heltinde. Austen selv havde også sine tvivl om Annes karakter og udtalte med et suk, at "she is too good for me". Og med lige netop dén udtalelse satte Austen ord på, hvad der senere skulle blive hendes læseres største problem med "Persuasion". For Anne Elliot er god, og mange vil mene, at hun er for god. Anne Elliot er på ingen måde den typiske hovedperson eller heltindeskikkelse – hun er ikke den kvinde, man forventer at finde hverken i en Austen-roman eller i hvilken-som-helst-roman. Ikke kun fordi hun er god, men fordi hun er anderledes. Hun er ikke en hovedperson; hun er en skygge.
Det tager bogen fire sider om blot at nævne Anne Elliot, og det tager yderligere tre kapitler, før hendes baggrundshistorie introduceres. Når man læser "Persuasion" for første gang, er det meget muligt, at man vil undres over, hvem hovedpersonen egentligt er, for de første mange sider og ord bruges på Annes far, Annes storesøster, faderens advokat, faderens advokats datter, og først derefter på Anne selv. Når hun endelig beskrives for første gang, skrives der: "She was only Anne". Alting peger på, at det ikke er Annes historie, vi befinder os i. Hun virker mest af alt som en baggrundskarakter, der ved et uheld er snublet ind i bogens rampelys; og i hvilken som helst anden af Austens bøger, havde hun også udgjort en del af tapetet. For Anne Elliot er snarere den glemte Mary Bennet end den boblende Elizabeth. Men det betyder ikke, at Anne ikke er en heltinde. Snarere tværtimod, synes jeg, at det gør hende til den mest heroiske af alle Austens karakterer.
“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.”
Jeg skriver og siger altid, at "Persuasion" er anderledes. At det er en bog, der vil overraske selv den mest gængse Austen-læser, fordi den er opbygget efter en helt anden skabelon. Og en del af grunden til dette er Anne Elliot, baggrundsskyggen der er blevet skubbet i forgrunden.
For ikke alene er Anne Elliot en tilbageholdende, selvopofrende, melankolsk og moralsk korrekt karakter; hun er også (efter datidens standarder) en moden kvinde. Hun burde være blevet gift allerede, og hendes historie burde have fundet sin konklusion – hvilket den på sin vis også allerede har. For når romanen begynder, har Annes "little history of sorrowful interest" udspillet sig, uden vi som læsere har hørt om det. Anne har allerede mødt Kaptajn Wentworth, modtaget hans frieri og afvist ham, og hun har allerede brugt årevis på at reflektere over det. I virkeligheden kan man betegne "Persuasion" som en slags 2'er, en fortsættelse på en historie der aldrig er blevet skrevet. For Austen bygger videre på en kærlighedshistorie, der ligger forud for den egentlige historie.
Jane Austen er kendt for sine dannelsesromaner. Hun er kendt for at skrive om unge heltinder, der endnu ikke kender sig selv og derfor begår fejl; fejl der fører til en åbenbaring og derefter en forløsning. Men "Persuasion" er ikke en dannelsesroman, for Anne Elliot er allerede voksen. Hun gennemgår ikke en forandringsproces, for hun kender sig selv og sin egen karakter. Selvom hendes beslutning om at afvise Kaptajn Wentworths frieri smerter hende, så fortryder hun den ikke, for med tilbageblikkets kraft har hun indset, at beslutningen var rigtig, da den blev taget. Anne Elliot oplever ingen transformation, for hun er karakterfast. Og heri ligger hele bogens værdi.
“But Anne at seven-and-twenty, thought very differently from what she had been made to think at nineteen. — She did not blame Lady Russell, she did not blame herself for having been guided by her...”
For grunden til at Anne Elliot kan betegnes som værende "for god", er at hun ikke begår nogle fejl. Og grunden til at hun ikke begår nogle fejl, er at hun har lært af sine forrige fejl og har reflekteret over det forløb, der ledte op til dem. Grunden til at Austen skabte en heltinde, hun ikke nødvendigvis selv brød sig om, var at hun skrev en roman om en verden, hvor alt var forandret. Hun placerede to forrige elskere overfor hinanden og omvendte alt mellem dem; hun gav den ene status og rigdom, imens hun lod den andens gods forfalde. Hun lod syv år gå mellem Wentworths og Annes farvel og deres gensyn, og i mellemtiden lod hun dem gå fra at være forelskede til at være næsten fremmede. Hun ændrede alt mellem dem; hun gjorde alt anderledes, og samtidig havde romanen behov for en bevaret kærlighed. Der var brug for, at noget skulle være som før. Der var brug for karakterfasthed. Og derfor skrev Austen om den engleblide Anne Elliot. Hun placerede hende i romanens midte, som et uforanderligt punkt i en forandret verden.
Anne Elliot er en af verdenslitteraturens smukkeste heltinder. Hun er heroisk, ikke fordi hun er god, men fordi hun er karakterfast. Selvom hun bliver terroriseret af sine omgivelser, selvom hun må bevidne, at hendes store kærlighed flirter med hendes bekendte lige foran øjnene på hende, selvom alt omkring hende forandres, og hendes hjem fraflyttes, selvom hun ikke tør at håbe, så lader hun stadig sit sårbare hjerte elske. Hun er heroisk, fordi hun møder sit spejlbillede med sorg, men uden fortrydelse. Ved historiens begyndelse har hun allerede opnået det, som Austens heltinder bruger hele bøger på; hun har accepteret sine omstændigheder, sine fejl og sig selv.
Har I læst "Persuasion"? I så fald, hvordan betragter I bogens heltinde? Synes I, ligesom Austen, at hun er for god – eller indtager hun også en stor plads i jeres hjerter? Elsker eller hader I hende?
Det tager bogen fire sider om blot at nævne Anne Elliot, og det tager yderligere tre kapitler, før hendes baggrundshistorie introduceres. Når man læser "Persuasion" for første gang, er det meget muligt, at man vil undres over, hvem hovedpersonen egentligt er, for de første mange sider og ord bruges på Annes far, Annes storesøster, faderens advokat, faderens advokats datter, og først derefter på Anne selv. Når hun endelig beskrives for første gang, skrives der: "She was only Anne". Alting peger på, at det ikke er Annes historie, vi befinder os i. Hun virker mest af alt som en baggrundskarakter, der ved et uheld er snublet ind i bogens rampelys; og i hvilken som helst anden af Austens bøger, havde hun også udgjort en del af tapetet. For Anne Elliot er snarere den glemte Mary Bennet end den boblende Elizabeth. Men det betyder ikke, at Anne ikke er en heltinde. Snarere tværtimod, synes jeg, at det gør hende til den mest heroiske af alle Austens karakterer.
“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.”
Jeg skriver og siger altid, at "Persuasion" er anderledes. At det er en bog, der vil overraske selv den mest gængse Austen-læser, fordi den er opbygget efter en helt anden skabelon. Og en del af grunden til dette er Anne Elliot, baggrundsskyggen der er blevet skubbet i forgrunden.
For ikke alene er Anne Elliot en tilbageholdende, selvopofrende, melankolsk og moralsk korrekt karakter; hun er også (efter datidens standarder) en moden kvinde. Hun burde være blevet gift allerede, og hendes historie burde have fundet sin konklusion – hvilket den på sin vis også allerede har. For når romanen begynder, har Annes "little history of sorrowful interest" udspillet sig, uden vi som læsere har hørt om det. Anne har allerede mødt Kaptajn Wentworth, modtaget hans frieri og afvist ham, og hun har allerede brugt årevis på at reflektere over det. I virkeligheden kan man betegne "Persuasion" som en slags 2'er, en fortsættelse på en historie der aldrig er blevet skrevet. For Austen bygger videre på en kærlighedshistorie, der ligger forud for den egentlige historie.
Jane Austen er kendt for sine dannelsesromaner. Hun er kendt for at skrive om unge heltinder, der endnu ikke kender sig selv og derfor begår fejl; fejl der fører til en åbenbaring og derefter en forløsning. Men "Persuasion" er ikke en dannelsesroman, for Anne Elliot er allerede voksen. Hun gennemgår ikke en forandringsproces, for hun kender sig selv og sin egen karakter. Selvom hendes beslutning om at afvise Kaptajn Wentworths frieri smerter hende, så fortryder hun den ikke, for med tilbageblikkets kraft har hun indset, at beslutningen var rigtig, da den blev taget. Anne Elliot oplever ingen transformation, for hun er karakterfast. Og heri ligger hele bogens værdi.
“But Anne at seven-and-twenty, thought very differently from what she had been made to think at nineteen. — She did not blame Lady Russell, she did not blame herself for having been guided by her...”
For grunden til at Anne Elliot kan betegnes som værende "for god", er at hun ikke begår nogle fejl. Og grunden til at hun ikke begår nogle fejl, er at hun har lært af sine forrige fejl og har reflekteret over det forløb, der ledte op til dem. Grunden til at Austen skabte en heltinde, hun ikke nødvendigvis selv brød sig om, var at hun skrev en roman om en verden, hvor alt var forandret. Hun placerede to forrige elskere overfor hinanden og omvendte alt mellem dem; hun gav den ene status og rigdom, imens hun lod den andens gods forfalde. Hun lod syv år gå mellem Wentworths og Annes farvel og deres gensyn, og i mellemtiden lod hun dem gå fra at være forelskede til at være næsten fremmede. Hun ændrede alt mellem dem; hun gjorde alt anderledes, og samtidig havde romanen behov for en bevaret kærlighed. Der var brug for, at noget skulle være som før. Der var brug for karakterfasthed. Og derfor skrev Austen om den engleblide Anne Elliot. Hun placerede hende i romanens midte, som et uforanderligt punkt i en forandret verden.
Anne Elliot er en af verdenslitteraturens smukkeste heltinder. Hun er heroisk, ikke fordi hun er god, men fordi hun er karakterfast. Selvom hun bliver terroriseret af sine omgivelser, selvom hun må bevidne, at hendes store kærlighed flirter med hendes bekendte lige foran øjnene på hende, selvom alt omkring hende forandres, og hendes hjem fraflyttes, selvom hun ikke tør at håbe, så lader hun stadig sit sårbare hjerte elske. Hun er heroisk, fordi hun møder sit spejlbillede med sorg, men uden fortrydelse. Ved historiens begyndelse har hun allerede opnået det, som Austens heltinder bruger hele bøger på; hun har accepteret sine omstændigheder, sine fejl og sig selv.
Har I læst "Persuasion"? I så fald, hvordan betragter I bogens heltinde? Synes I, ligesom Austen, at hun er for god – eller indtager hun også en stor plads i jeres hjerter? Elsker eller hader I hende?
Øv, havde lige skrevet en kommentar, men så mistede jeg forbindelsen. Jeg prøver igen!
SvarSletJeg elsker Persuasion og Anne Elliot. Det er sådan en fin fortælling, og Anne er slet ikke for god. Hun er præcis, som hun skal være. Hun behøver heller ikke - som du også er inde på - at gennemgå nogen udvikling, for det har hun allerede gjort.
Jeg ville ønske, jeg var lige så karakterfast og god som Anne Elliot :)
Da jeg læste bogen første gang, troede jeg faktisk, at storesøsteren var hovedpersonen. Men det kunne jeg ikke få til at passe med bagsideteksten. Så jeg var en smule forvirret til at begynde med.
Tak for et dejligt indlæg. Du giver mig helt lyst til at læse den igen!
P.s. hvor har du købt dit fine bogmærke? :)
Jeg synes netop også, at Anne Elliot er kvinden, jeg gerne vil være. Altså, Elizabeth Bennet er en karakter, som jeg gerne vil være venner med, men Anne Elliot er hende, jeg ville ønske, jeg en dag kunne blive. Netop fordi hun er så karakterfast, så god, så ægte på en eller anden måde.
SletOg du har helt ret mht. storesøsteren, det har jeg også ofte tænkt på, at bogens start lægger op til! Det er egentligt en ret god måde for Austen at gøre opmærksom på, hvor langt henne i baggrunden Anne egentligt befinder sig!
- Og Bogmærket er købt på Etsy :)
Du giver mig lyst til at læse Persuasion - tak for dejlig inspiration! Og så er det nogle helt vidunderlige billeder :-)
SvarSletTusind tak! Og Persuasion er sådan en læseværdig bog, som jeg kun kan anbefale! Det er min absolutte favorit.
SletJeg har ikke læst den, så kan jo ikke rigtig deltage i diskussionen - ville bare lige sige, at jeg synes, det er nogle vidunderlige billeder, og at indlægget trods alt var enormt interessant og om ikke andet gav lyst til at læse bogen!
SvarSletTusind tak søde Gitte! Og åh, du skal læse Persuasion<3 Alle burde læse Persuasion!
SletJeg har næsten lige læst Persuasion for første gang, og det bliver bestemt ikke den sidste. Det er en helt fantastisk roman, og jeg forstår, hvorfor den har sådan en stor plads i dit hjerte! Anne er ikke for god, hun er derimod præcis som du siger; karakterfast. Det er fascinerende at netop denne roman, som adskiller sig så markant fra Austens andre værker, også er hendes sidste. At hun netop efterlader sig denne historie om en moden kvinde (efter datidens normer selvfølgelig). Anne Elliot er en heltinde, og hun er en anerledes en af slagsen! :)
SvarSletJeg er SÅ lykkelig for, at du har fået læst 'Persuasion'. Det er sådan en enestående bog, og jeg kan slet ikke beskrive hvor højt jeg elsker den. Åh, åh, åh. Skriver du en anmeldelse af den, egentligt? Vil så gerne læse om dit møde med den!
SletDu har helt ret. Bogen er meget melankolsk, og den bliver kun endnu mere melankolsk når man tænker på, hvor Austen var i sit liv, da hun skrev den. Der er så megen inderlighed i den, synes jeg. Og Anne Elliot ér fantastisk!
Jeg har ikke læst nogen af Austens bøger (endnu), fordi jeg bilder mig selv ind at de ikke er noget for mig, at alt det gammeldags kærlighedsfnidder bliver for meget for mig, men din gengivelse af Persuasion giver mig lyst til at læse den, for den falder helt udenfor den "fordom" jeg har. Jeg tror det bliver den første af Austens bøger jeg skal have læst :)
SvarSletAustens bøger er, for mig, så langt fra kærlighedsfnidder som noget overhovedet kan være. De involverer alle et kærlighedsplot, men det er aldrig fokuspunktet eller knudepunktet. Austen skrev om sit samfund i ligeså høj grad, som hun skrev om kærlighed. Faktisk er hendes marriage-plot ofte blot en genvej for at kunne kritisere datidens kvindeposition.
SletNår det er sagt, tror jeg faktisk, at 'Persuasion' er den reneste kærlighedshistorie af dem alle. Den er slet ikke så ironisk, som Austens andre værker, men tilgengæld er den mere inderlig. Mere melankolsk. Smuk.
Åh, hvorfor har jeg først fundet din blog nu!! Fantastiske billeder! - Har ikke læst bogen (endnu), men vil super gerne :))
SvarSletsisepuedee.blogspot.dk
-Milla
Tusind tak for dine søde ord! Og velkommen til :)
Slet