"Rereadings" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner.
Da Anne Fadiman blev bogredaktør for det amerikanske tidsskrift The American Scholar og skulle udfylde spalterne med litterære indslag, fik hun en idé. I en verden hvor alting altid er så fokuseret på det nye; de nye udgivelser, de nye bestsellere og den næste forfattergeneration, ville hun i stedet fokusere på noget gammelt. Og således begyndte hver udgave af The American Scholars bogsektion med et essay af en amerikansk forfatter eller litteraturkritiker, som skrev om en bog, de lige havde genlæst. I stedet for at opsøge noget nyt, vendte Anne Fadiman tilbage til noget glemt; genlæsningens glæde.
"Rereadings" består netop af 17 udvalgte essays, som tidligere er blevet trykt i The American Scholar. Med en understrøm af nostalgi reflekterer Patricia Hampl over sin kærlighed til Katherine Mansfields noveller, Barbara Sjoholm vender tilbage til H. C. Andersens eventyr om snedronningen, altimens David Samuels fortæller om sit første møde med J. D. Salingers "Franny and Zooey".
Da Anne Fadiman blev bogredaktør for det amerikanske tidsskrift The American Scholar og skulle udfylde spalterne med litterære indslag, fik hun en idé. I en verden hvor alting altid er så fokuseret på det nye; de nye udgivelser, de nye bestsellere og den næste forfattergeneration, ville hun i stedet fokusere på noget gammelt. Og således begyndte hver udgave af The American Scholars bogsektion med et essay af en amerikansk forfatter eller litteraturkritiker, som skrev om en bog, de lige havde genlæst. I stedet for at opsøge noget nyt, vendte Anne Fadiman tilbage til noget glemt; genlæsningens glæde.
"Rereadings" består netop af 17 udvalgte essays, som tidligere er blevet trykt i The American Scholar. Med en understrøm af nostalgi reflekterer Patricia Hampl over sin kærlighed til Katherine Mansfields noveller, Barbara Sjoholm vender tilbage til H. C. Andersens eventyr om snedronningen, altimens David Samuels fortæller om sit første møde med J. D. Salingers "Franny and Zooey".
“...the reader who plucks a book from her shelf only once is as deprived as the listener who, after attending a single performance of a Beethoven symphony, never hears it again.” – Anne Fadiman
For mit vedkommende er genlæsningen af en yndlingsbog en form for kærlighedserklæring. Det at vende tilbage til en bog, man allerede er bekendt med, selvom der er så mange uudforskede bøger i verden, er en smuk omprioritering af læsetid og af læsekærlighed. Og når man åbner en bog for anden gang, opdager man ofte, at læseoplevelsen er en helt anden, end den var første gang; for bogen spejler sig i dens læser, og dens ord ændrer mening, alt efter hvilken vinkel de læses fra.
Jeg elsker at genlæse bøger. Jeg elsker at vende tilbage til noget højtelsket, noget velkendt og noget forandret. Jeg elsker at forelske mig i nye detaljer, nye sproglige finesser og små øjeblikke jeg hidtil aldrig har overset. Og jeg elsker at læse om genlæsning; om de bøger, som andre læsere elsker så højt, at de aldrig, aldrig, aldrig bliver færdig med dem. Det var derfor, at jeg læste "Rereadings" – og det var også derfor, at jeg skiftevis både nød de korte essays og efterlod dem ulæste. For det var ikke forfatternes syn på en specifik bog, jeg ville læse om; det var snarere læsekærligheden selv, jeg var interesseret i.
På mange måder bærer de 17 udvalgte essays i "Rereadings" tydeligt præg af at være blevet trykt i et litterært tidsskrift. De fleste essays tenderer i højere grad mod litterær kritik end mod personlige holdninger, og de er ofte langt mere videnskabelige, end de er personlige. Det betyder også, at forfatterne er meget tekstnære og deres diskussioner af karakterpræferencer og tekstforståelse er svære at forholde sig til, når bogen de skriver om er ukendt for læseren. Det er afgjort ikke et tilfælde, at seks ud af syv af mine yndlingskapitler i Fadimans essaysamling omhandler en bog, jeg selv har læst (og elsket). For det er dét, teksterne lægger op til; det er dét, man som læser kan forholde sig til.
For mit vedkommende er genlæsningen af en yndlingsbog en form for kærlighedserklæring. Det at vende tilbage til en bog, man allerede er bekendt med, selvom der er så mange uudforskede bøger i verden, er en smuk omprioritering af læsetid og af læsekærlighed. Og når man åbner en bog for anden gang, opdager man ofte, at læseoplevelsen er en helt anden, end den var første gang; for bogen spejler sig i dens læser, og dens ord ændrer mening, alt efter hvilken vinkel de læses fra.
Jeg elsker at genlæse bøger. Jeg elsker at vende tilbage til noget højtelsket, noget velkendt og noget forandret. Jeg elsker at forelske mig i nye detaljer, nye sproglige finesser og små øjeblikke jeg hidtil aldrig har overset. Og jeg elsker at læse om genlæsning; om de bøger, som andre læsere elsker så højt, at de aldrig, aldrig, aldrig bliver færdig med dem. Det var derfor, at jeg læste "Rereadings" – og det var også derfor, at jeg skiftevis både nød de korte essays og efterlod dem ulæste. For det var ikke forfatternes syn på en specifik bog, jeg ville læse om; det var snarere læsekærligheden selv, jeg var interesseret i.
På mange måder bærer de 17 udvalgte essays i "Rereadings" tydeligt præg af at være blevet trykt i et litterært tidsskrift. De fleste essays tenderer i højere grad mod litterær kritik end mod personlige holdninger, og de er ofte langt mere videnskabelige, end de er personlige. Det betyder også, at forfatterne er meget tekstnære og deres diskussioner af karakterpræferencer og tekstforståelse er svære at forholde sig til, når bogen de skriver om er ukendt for læseren. Det er afgjort ikke et tilfælde, at seks ud af syv af mine yndlingskapitler i Fadimans essaysamling omhandler en bog, jeg selv har læst (og elsket). For det er dét, teksterne lægger op til; det er dét, man som læser kan forholde sig til.
“I think unfolding is what rereading is about. Like pleated fabric, the text reveals different parts of its pattern at different times. And yet every time the text unfolds, in the library, or in bed, or upon the grass, the reader adds new wrinkles. Memory and experience press themselves into each reading so that each encounter informs the next.” – Allegra Goodman
Nogle essays sprang jeg over på grund af deres indforståethed, mens andre dragede mig ind med deres gennemtrængende entusiasme og personlige vinkel. Diane Kappel Smith formidler i sit essay en levende kærlighed til en fagbog om vilde blomster i naturen, som hun læste som barn. Med blomsterguiden under armen drog hun ud på eventyr i skoven, samlede og pressede sarte blomster mellem bogens sider, og lærte komplicerede latinske betegnelser for de mest gængse blomsterarter. Smiths essay formåede at vække enhver forståelse for hendes yndlingsbog, som jeg kun kunne nikke genkende til. Ikke fordi fagbøger om blomster interesserer mig; men fordi hun med sine minder, lukkede mig ind i en verden af barnlig fornøjelse, som vi alle har kendt engang. Jeg ville ønske, at alle de 17 essays havde været som hendes.
Blandt mine andre favoritter var Anne Fadimans forord, som er en velformuleret fortælling om den ambivalens, man så nemt kan føle, når man vender tilbage til Narnia-universet som voksen. Ligeledes bankede mit hjerte hurtigt, da jeg læste Patricia Hampls rosende ord om den ofte så oversete Katherine Mansfield, og også da jeg fandt danske citater fra H. C. Andersens forunderlige eventyr i Barbara Sjoholms essay om "Snedronningen". Evelyn Toyntons kærlighed til "Brideshead Revisited" stemte fuldstændig overens med min egen beundring af selvsamme bog, altimens Allegra Goodmans essay om Jane Austens "Pride and Prejudice" viste sig at være den skinnende juvel i essaysamlingen; i ligeså høj grad et essay om Goodmans kærlighed til Austen som til genlæsningen selv.
Jeg forsvandt således med glæde ind i syv essays, ligesom jeg sprang fire essays over med en høj grad af ligegyldighed, og knap nok kan huske de resterende seks essays i samlingen. Procentdelen af min begejstring er således ikke imponerende, men det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at den bør være. For med så varierende essays om så vidt forskellige bøger, kan det umuligt være meningen, at én læser skal kunne elske dem alle. I stedet er "Rereadings" en essaysamling, man kan dyppe ud og ind af, lægge fra sig og samle op igen, og læse i brudstykker alt efter interesse og nysgerrighed.
Nogle essays sprang jeg over på grund af deres indforståethed, mens andre dragede mig ind med deres gennemtrængende entusiasme og personlige vinkel. Diane Kappel Smith formidler i sit essay en levende kærlighed til en fagbog om vilde blomster i naturen, som hun læste som barn. Med blomsterguiden under armen drog hun ud på eventyr i skoven, samlede og pressede sarte blomster mellem bogens sider, og lærte komplicerede latinske betegnelser for de mest gængse blomsterarter. Smiths essay formåede at vække enhver forståelse for hendes yndlingsbog, som jeg kun kunne nikke genkende til. Ikke fordi fagbøger om blomster interesserer mig; men fordi hun med sine minder, lukkede mig ind i en verden af barnlig fornøjelse, som vi alle har kendt engang. Jeg ville ønske, at alle de 17 essays havde været som hendes.
Blandt mine andre favoritter var Anne Fadimans forord, som er en velformuleret fortælling om den ambivalens, man så nemt kan føle, når man vender tilbage til Narnia-universet som voksen. Ligeledes bankede mit hjerte hurtigt, da jeg læste Patricia Hampls rosende ord om den ofte så oversete Katherine Mansfield, og også da jeg fandt danske citater fra H. C. Andersens forunderlige eventyr i Barbara Sjoholms essay om "Snedronningen". Evelyn Toyntons kærlighed til "Brideshead Revisited" stemte fuldstændig overens med min egen beundring af selvsamme bog, altimens Allegra Goodmans essay om Jane Austens "Pride and Prejudice" viste sig at være den skinnende juvel i essaysamlingen; i ligeså høj grad et essay om Goodmans kærlighed til Austen som til genlæsningen selv.
Jeg forsvandt således med glæde ind i syv essays, ligesom jeg sprang fire essays over med en høj grad af ligegyldighed, og knap nok kan huske de resterende seks essays i samlingen. Procentdelen af min begejstring er således ikke imponerende, men det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at den bør være. For med så varierende essays om så vidt forskellige bøger, kan det umuligt være meningen, at én læser skal kunne elske dem alle. I stedet er "Rereadings" en essaysamling, man kan dyppe ud og ind af, lægge fra sig og samle op igen, og læse i brudstykker alt efter interesse og nysgerrighed.
Sikke en fin anmeldelse - den lyder rigtig spændende, hvis der vel at mærke er nogle bøger, man selv har læst deri :D
SvarSletTusind tak! Og ja, det er netop dét præmis, man skal huske på! (Desværre, egentligt!)
SletSikke en fin bog og en dejlig anmeldelse! Jeg genlæser tit mine favoritbøger og har et særligt "forhold" til dem, så det kunne være ret interessant at læse om andre menneskers forhold til deres yndlingsbøger.
SvarSletSelvom du har delte meninger om bogen, tror jeg nu alligevel, jeg vil føje den til min ønskeliste. Essayet af Allegra Goodman om "Pride and Prejudice" lyder vidunderligt :)
Tusind tak! Genlæsning er nemlig sådan en smuk og helt vidunderlig ting, og derfor er konceptet bag den her lille bog så fint! Den er bare afgjort mere gearet mod dem, der har læst bøgerne, der tales om, end dem der ikke har, og det er lidt en skam, synes jeg.
SletMen nogle af de udvalgte essays er dog helt fantastiske! Netop det om "Pride and Prejudice" er helt vidunderligt!
Spændende bog! Og en fin fin anmeldelse! Jeg tror, at det er helt naturligt, at man ikke synes om alle essays i en sådan samling, de er jo ikke skrevet af den samme person, så selvfølgelig vil man synes mere om nogen end om andre. Jeg tror helt sikkert, jeg skal kigge nærmere på denne bog engang, for nogle af de essays lyder altså virkelig gode. :)
SvarSletLige præcis! Der er altid en vekselvirkning, og det er jo også hele pointen! :) Og det synes jeg bestemt, du skal, der er afgjort små skatte i den!
Slet