"The Age of Innocence" af Edith Wharton

"The Age of Innocence" af Edith Wharton, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1920). 3/5 stjerner.

På trods af at "The Age of Innocence" er skrevet i 1920'erne, udspiller den sig i 1870'ernes New York. Bogen fungerer som en slags samfundskommentar samt en litterær undersøgelse af den evige kærlighedstrekant og den effekt, som den altid udøver på de involverede.

Romanen begynder og slutter med den succesfulde advokat Newland Archer. Newland er ved at indgå et formidabelt ægteskab med den smukke og velopdragne May Welland, da Mays kusine, Ellen Olenska, pludselig træder ind på New Yorks glitrende samfundsscene, og fremkalder tvivl og spørgsmålstegn i Newlands sind. Ellen er ved at forlade sin mand på trods af sin families frygt for skandale, og hun er et af de få mennesker, som ikke er tilfreds med at leve et poleret facadeliv. Hun vil have mere; og det vil Newland efterhånden også. 

“We can't behave like people in novels, though, can we?”

På én gang vidunderligt komisk og overraskende mørk, er denne roman en skarp satire af overklassens hykleri og de bånd, som datiden lagde så brutalt over kvinderne. Da Newland Archer møder Ellen Olenska, har han selv haft en affære med en gift kvinde, og hans indiskretion er blevet elegant og høfligt ignoreret af hans omgivelser. Ellen Olenska bliver derimod ydmyget og hånt, fordi hun har haft en affære, og som følge deraf overvejer at forlade sin mand. Alle i Ellens omgangskreds forsøger at tvinge hende tilbage til hendes mand, fordi det er 'det mest respektable valg',  på trods af det faktum at ægteskabet gradvist har været ved at kvæle hende.
Luften er således tyk af intriger og dobbeltmorale; og Newland Archer bliver også gradvist opmærksom på det og træt af det evige skuespil, som han ufrivilligt er en del af. Ellen er hans opvågning, hans redning og hans håb  – og han bruger hele romanen på at jagte hende.
Wharton fremstiller et New York, der på én gang er glitrende og dragende, frastødende og klaustrofobisk. Historien bevæger sig fra overdådige selskabslokaler til forfinede advokatkontorer, fra fejende kjoler til tung cigarrøg. Men undervejs skifter alting farve og mening; efterhånden som Newlands forlovelse modnes, efterhånden som Ellens fangenskab understreges og efterhånden som samfundsreglerne fremhæves, bliver de funklende lysekroner og de yndige pyntegenstand til symboler på alt det, som er galt med livet. Karaktererne bliver usympatiske, fordi de stræber mod det forkerte; velstand, prestige og social status reduceres til fiktive begreber, der kun dækker over en gnavende tomhed.
Hvad Newland gennemgår er en form for desillusion, en affortryllelse af den verden, som han troede, han ønskede at være en del af. Det er let at sammenligne Whartons New York med Fitzgeralds i "The Beautiful and Damned", for tomheden og hykleriet vejer tungt hos begge, og det New York der fremstilles lever på én gang op til alle forestillingerne og drømmene om datidens glamour, og knuser samtidig enhver form for romantisering med benhård, ødelæggende og bittersød realisme.

“In reality they all lived in a kind of hieroglyphic world, where the real thing was never said or done or even thought, but only represented by a set of arbitrary signs.” 

Ironisk nok er min yndlingskarakterer i denne bog den mest ulidelige af dem alle. Newlands forlovede, og senere hans kone, May Welland er romanens udprægede antagonist. Med sin næsten fordummende uskyld kommer hun gang på gang i vejen for Newlands lykke, og med sin blotte eksistens er hun den forhindring, der vanskeliggør Newland og Ellens forening. Men samtidig er hun også uimodståeligt karikeret og dybt nuanceret. Slutningen er en bittersød afsløring af hvor høj en grad af manipulation, hun er i stand til at udføre, og det er således May, der med sin naive camouflage, determinerer hele romanens udfald. Hun vender historien på hovedet, og dét er jeg hende uendeligt taknemmelig for.
For hvor malende, atmosfærisk og satirisk Whartons roman end er, er den også gennemsyret af en dræbende forudsigelighed. Newlands vægren mellem den kvinde han officielt har givet et løfte, og den kvinde han begærer, trækker i langdrag, og hans forsøg på at opsøge og overtale Ellen gentages næsten flere gange ord for ord. Wharton portrætterer næsten aristokratiets konformitet for grundigt, for tydeligt og for ofte til at det kan vedblive med at være interessant. Flere gange føles det som om, romanen kører i ring.
Jeg har set flere kategorisere "The Age of Innocence" som en kærlighedsroman og beskrive forholdet mellem Newland og Ellen som en umulig længsel og inderlig forelskelse. Men jeg er ikke enig; jeg tvivler på Newlands oprigtighed og Ellens klarsyn. Jeg tror snarere, at Newland er forblændet af de nye muligheder og den nye livsstil, som Ellen repræsenterer, altimens Ellen er for klar over realiteterne til at overgive sig med hjerte og sjæl. Det er hele tiden tøven, fumlen og spildte chancer, som karakteriserer forholdet. Og jeg læser denne usikkerhed som et spørgsmålstegn overfor kærlighedens egentlige eksistens.
"The Age of Innocence" er netop det modsatte af, hvad dens titel indikerer. Der er ingen uskyld, ingen blid romantik og ingen nostalgisk længsel i den tidsalder, Wharton skriver om. I stedet er uskylden og lykken dræbt af tidsalderen selv; af samfundets forventninger, indgroede normer og uskrevne regler, der fastlåser karaktererne i positioner, som de slet ikke ønsker at befinde sig i. 

“When he thought of Ellen Olenska, it was abstractly, serenely, as one might think of some imaginary beloved in a book or in a picture; she had become the composite vision of all that he had missed.”