Tema-tirsdag #56: Kan man udelukke en hel genre? (Om at være ikke-krimi læser)

Jeg betragter ikke mig selv som en litterær kræsenpind. Der er ikke mange bøger, jeg rynker på næsen af og skubber væk uden at have smagt på deres ord, og ofte tygger jeg min vej gennem hele romaner, bare for at se om deres eftersmag er sødere end den første mundfuld. Jeg er stædig, og jeg er nysgerrig. Og i al almindelighed ynder jeg at sige, at jeg læser det meste. Noget min mor er fuldstændig uenig med mig i. Jeg har nemlig undgået mange af hendes yndlingsforfattere. Jeg har nemlig i lang tid nægtet at læse krimier.

Det er sjovt, hvordan hele Danmark kan være ramt af en så kraftig krimi-feber, hvordan krimi-sektionen er boghandlernes mest fyldte, når jeg samtidig kender så mange, der nægter at læse dem. På mit studie diskuteres det ofte, om krimier overhovedet kan betegnes som god litteratur, men det er ikke af kvalitetsmæssige årsager, at jeg holder mig fra dem. Jeg læser trods alt med glæde chick-lit romaner med yndigt lyserødt dekorerede forsider, som er mindst ligeså kvalitetmæssigt udskældt som krimierne. Grunden til at jeg ikke læser krimier er en mere personlig en; det er ganske enkelt fordi, jeg ikke tror på, at jeg vil kunne lide dem.

Da Dan Brown-feberen rasede og var på sit højeste, begyndte jeg at læse "Da Vinci Mysteriet". Jeg færdiglæste den faktisk, og synes egentligt den var ganske fin – men hvad jeg ikke fortalte andre, var at jeg i min læsning havde sprunget hver andet kapitel over, fordi jeg hurtigt opdagede, at kapitlerne om Opus Dei (i mine øjne) ikke havde andet formål end  spændingsopbygning. Og det synes jeg var noget pjat.
Et par år senere forsøgte jeg mig med "Mænd der hader kvinder". Mange af mine Harry Potter-elskende veninder var forsvundet ind i Stieg Larssons univers, og jeg ville så gerne drage med dem, tage del i deres diskussioner og deres begejstring. Så jeg begyndte at læse, stoppede efter 50 sider og fik aldrig nogensinde taget mig sammen til at læse mere.
For nylig prøvede jeg igen. Jeg læste en krimi, som jeg tænkte ville være et godt bud på et brud af min krimiskeptiske opfattelse. Jeg læste en krimi, som rent faktisk havde potentialet til at interessere mig; "Death Comes to Pemberley" af P. D. James, som blander Austen-elementer med mordopklaring. Det virkede som den perfekte øjenåbner, men det var det slet, slet, slet ikke. Jeg hadede den.

Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at jeg ganske enkelt ikke duer til den slags bøger. Jeg har givet lidt op, hvilket er dybt komisk, når jeg kun har læst tre bøger fra genren i løbet af de sidste mange år. Selvom jeg godt kan nyde en novelle om Sherlock Holmes i ny og næ, selvom jeg elsker krimiens forfader Edgar Allan Poe, så synes jeg ikke rigtig, at jeg kan finde en moderne krimi af den slags, som er så oppe i tiden, som tiltaler mig. Så i stedet rynker jeg på næsen, lukker tvært både mund og øjne og skubber bøgerne væk som et trodsigt barn. Jeg har udelukket en hel genre på baggrund af tre læseoplevelser.
Men det er måske ikke ligeså meget mine erfaringer, som spiller ind, som det er en nagende fornemmelse af, at "det bare ikke er mig". Måske er det fordi, jeg er typen, der falder i søvn til mordopklaringer og actionfilm. Måske er det fordi, jeg til enhver tid hellere vil læse om kærlighed end om mord. Måske er det fordi, at jeg er bange for at spilde min tid. Eller måske er det bare en form for læsemæssig intuition, der hvisker i mit øre. Ikke desto mindre er mine arme krydset, og jeg er på tværs. Men samtidig irriterer det mig også en smule grusomt, at det skal være sådan. For jeg nægter at tro på, at en hel genre kan udelukkes så hurtigt og så nemt. Det går imod min idé om, at der altid er en bog for alle i enhver kategori. Og det er en idé, jeg helst ikke vil give slip på.

Er der genrer som I ikke læser, og som I måske har udelukket helt? Hvis ja, så ud fra hvilket grundlag? Og hvis jeg skulle læse en god moderne krimi, hvilke titler og forfattere skulle jeg så overveje?