"The Hen Who Dreamed She Could Fly" af Sun-mi Hwang

"The Hen Who Dreamed She Could Fly" (org. titel "Madangeul naon amtak") af Sun-mi Hwang, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2000). Læst på engelsk – originalsproget er koreansk. 4/5 stjerner.

Da den sydkoreanske forfatter Sun-mi Hwang i år 2000 udgav "The Hen Who Dreamed She Could Fly" blev den en øjeblikkelig succes, en funklende bestseller. I løbet af få år er den lille bog blevet omdannet til et skuespil, en musical, en tegneserie og en animationsfilm. Først sidste år blev bogen oversat til engelsk og dermed gjort tilgængelig for mig og et væld af andre læsere. 

Udgangspunktet for "The Hen Who Dreamed She Could Fly" er en fortælling om lige netop dét, dens titel lover. Det er en slags moderne fabel om hønen Sprout, der så inderligt gerne vil lægge et æg, som ikke bliver frataget hende af bondens lange hænder. I dyb og udmattet protest flygter Sprout fra sit hønsehus og begiver sig ud i verden. Uønsket og forladt bliver hun hånt af bondegårdens andre dyr og formår kun at blive venner med den and, som af de andre betragtes som et udskud. Ikke desto mindre drømmer hun stadig og hendes drøm går i opfyldelse på en måde, som hun aldrig selv havde forestillet sig. 

“Ever since she had seen a hen running around the yard with the adorable chicks she had hatched, Sprout had harbored a secret desire – to hatch an egg and watch the birth of her chick. But it was an impossible dream.”

Det ville være så let at skrive, at denne bog er en historie om en høne, som bliver træt af få frataget sine æg af en bonde. Det ville være så nemt at forklare, at hele bogen blot er hønens forsøg på at blive mor og at lære at flyve ligesom de ænder, hun så længselsfuldt betragter. Men det er ikke, hvad bogen handler om. Den handler om så meget mere end det.

I simple vendinger og korte sætninger akkompagneret af vidunderlige tegninger udformer Hwang en ubegribeligt smuk fortælling, der flere gange rørte mig til tårer. Gennem hønen Sprout udforskes temaer som moderskab, familie, identitet og anerkendelse; drømme flyver gennem bogen på ændernes vingesus og den åbenlyse frihedssymbolik, der så ofte er associeret med netop fugle kommer elegant til udtryk. "The Hen Who Dreamed She Could Fly" ér en fortælling om en høne, der ville ønske, hun kunne flyve; men det er også en fortælling om frihed, om hjemlighed, om at forsvare sine børn og om at tage ansvar for sig selv. Det er en fortælling, der starter med, at Sprout gør oprør mod et vanemæssigt tyranni og dermed forandrer sin hverdag for altid. Det er en fortælling om et individ, som tør at  forsøge på at udligne forskellen mellem drøm og virkelighed.
Historien om hønen Sprout kan beskrives som en underfundig blanding af H. C. Andersens eventyrsleg fra "Den grimme ælling", George Orwells benhårde realisme fra "Animal Farm" og E. B. Whites dybtfølte, hjertekvasende og usandsynlige venskabsbånd fra "Charlotte's Web". Men vigtigst af alt er "The Hen Who Dreamed She Could Fly" ikke et eventyr, en politisk kommentar eller en børnebog. Det er en moderne fabel, en udstrakt metafor, en historie med linjer og sætninger der øjeblikkeligt kan ændre mening alt efter hvilken vinkel, man ser dem fra.

“Snow began to fall. As she watched snowflakes drifting in the wind, a smile spread across her face. The acacia flowers are falling! To Sprout, the snow looked just like acacia petals. Wanting to feel the falling petals with her entire being, she spread her wings wide. She wanted to smell them. She felt wonderful. She wasn't cold or lonely anymore.”

Min originale motivation for at læse denne korte lille bog var en kildrende nysgerrighed. En bog der har fået så meget omtale i en del af verden, man så sjældent hører om (og endnu sjældnere læser noget fra), kunne ikke andet end at klatre op på toppen af min læse-liste. Jeg havde bare slet ikke regnet med, at den ville røre mig så dybt.
Selvom hønen Sprout er en høne, er hun også en af de mest sympatiske kvindelige karakterer, jeg nogensinde har læst om. Det er umuligt ikke at føle med hende, når hun sidder i hønsehuset med en udsultet krop og sorg i sit hjerte og beslutter sig for, at hun ikke vil lægge flere æg, hvis de blot skal tages fra hende. Det er umuligt ikke at heppe på hende, når hun begiver sig ud af hønsegården og ud i den frie verden, den rigtige verden, for at skabe sig en ny tilværelse og opnå sin egen frihed. Og det er så svært ikke at fælde en tåre i slutningen, ikke at inspireres over hendes heltemod, når hun stirrer op på den faldende sne og forestiller sig at flyve sammen med snefnuggene, sammen med ænderne, sammen med friheden.
Det er svært for mig at skrive noget uden at skrive for meget. Bogen er kort, den er af den slags, som nærmest bliver færdiglæst "ved et uheld", før man har opdaget, at man overhovedet er gået i gang. Der er ikke mange linjer på hver side, og der er næsten ligeså mange illustrationer, som der er ord. Men på trods af bogens begrænsede længde, på trods af det faktum at den handler om en høne, på trods af at den hverken er ligeså politisk som Orwell eller ligeså sentimental som Andersen, så er den en lillebitte og skinnende perle. Den har gjort indtryk på mig, rørt mig og inspireret mig. For det er en bog, hvis sider gemmer på langt mere end dens plot, og hvis endelige budskab favner langt bredere end blot høner, væsler og ænder.