tirsdag den 20. januar 2015

Tema-tirsdag #76: Den larmende læser

Folk taler ofte om, hvordan tiden står stille, når man læser en god bog. At selvom minutterne tikker forbi i takt med siderne, så ænser man intet andet end det knitrende papir, de levende ord og det ventende eventyr. Pludselig blinker uret på telefonen med et ildevarslende klokkeslet, dagen er forbi, og tiden er blevet væk. Forsvundet. Ophørt med at eksistere.
Når jeg læser, er det ikke kun tiden, der står stille. Det er hele verden. Jeg er et menneske, der kan læse, selvom TV'ets farverige scener oplyser stuen. Jeg kan læse, selvom Nico sidder blot få skridt fra mig og har højlydte samtaler med kammerater på Skype. Jeg kan læse, selvom min lillebror taler til mig, selvom underboens musik giver genlyd i hele bygningen, og selvom tusind andre gøremål kræver min opmærksomhed. Jeg læser i toget, i bussen, på banegården, på biblioteket, på kontoret og i sofaen – og uanset hvor jeg er, sker der altid det samme: der er kun mig og ordene. I det lykkelige læseøjeblik glemmer jeg alt andet.
Som følge af denne opslugte glemsomhed mister jeg min selvbevidsthed. I november sad jeg i toget og fnisede over absurditeten i "Shopaholic stiler mod stjernerne" af Sophie Kinsella. I fredags sad jeg i det selvsamme tog og lod lydløse tårer trille ned af mine kinder, imens jeg vendte den sidste side i en lykkelig kærlighedsroman. I går spurgte Nico mig nysgerrigt, hvad jeg læste, siden jeg sad med et så mærkeligt fastfrosset smil på mine kinder. Og for en uge siden endte jeg med at skulle forklare et helt plotforløb til ham, fordi jeg bed negle og mumlede "åh-åh", hver gang jeg vendte en side. 
Jeg er en meget larmende læser. Ligesom en overentusiatisk fodboldfan mumler jeg gode råd til karakterer, der ikke handler, som jeg synes, de bør. Jeg indvier alle mine omgivelser i fiktive karakterers problemer, og jeg udbeder mig en enighed i, at sådan burde det ikke være. Jeg er ofte gået surmulende i seng, fordi en bog ikke ville som jeg. Og faktisk kan jeg huske et tilfælde, hvor jeg blev så frustreret over en bog, at jeg kylede den ind i en væg. Bogen var "Me Before You" af Jojo Moyes, og jeg elskede hvert eneste bogstav, samtidig med at jeg håbede imod alt håb på et lykkeligt udfald, som var en håbløs umulighed. Efter færdiglæsningen af Moyes' berømte roman, fandt Nico mig med opgivende tårer strømmende ned af kinderne og en efterladt paperback på gulvet. Mit stakkels hjerte bristede.
Jeg hører ofte, at man kan se på mig, om jeg læser en god bog. Mit ansigtsudtryk og mine udråb kan afkodes til små stjernebedømmelser, altimens min absolutte stilhed og tekoppestore øjne kan betyde, at jeg har ikke kun har glemt verden, men også har glemt mig selv.
De gode bøger er dem, der får verden til at stå stille. De knap så gode bøger er dem, som tillader mig distraktion. Folk siger, at hvis jeg holder små læsepauser i mine bøger for at tjekke min mail, kigge op på TV'et eller fumle med min telefon, så er læsningen ikke god nok. For hvis jeg endnu distraheres af virkelighedens verden, lever jeg ikke i bogens.

Jeg kan huske så mange bøger, der har fået mig til at græde. "Middlemarch" af George Eliot, "Persuasion" af Jane Austen, J. K. Rowlings Harry Potter-serie, A. A. Milnes "Peter Plys" og  selvfølgelig "The Fault in Our Stars" af John Green. Jeg kan huske, at jeg har grinet højlydt af "Bridget Jones' Diary" af Helen Fielding, altimens Frances Hodgson Burnetts "A Little Princess" har frembragt et stille smil. Jeg har råbt af "This is a Love Story" af Jessica Thompson, raset over "Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence, og udbrudt et højlydt "AD!" på grund af Claire Legrands "The Cavendish Home for Boys and Girls". "The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman efterlod mig så mundlam og stille, at jeg ikke kunne ytre et eneste ord i adskillige timer. De bøger, der har fremkaldt så stærke reaktioner hos mig, er bøger jeg husker. De bøger, jeg har læst med en ligegyldig stilhed, er de bøger, jeg glemmer.
Jeg tror helt oprigtigt på, at de læseoplevelser der kan fremprovokere et fnys, et smil, et suk, en diskussion, en dybfølt vrede, et knust hjerte eller en lykkelig tåre er de bøger, der har sat dybest spor. Jeg tror, at den største magi findes i det øjeblik, hvor en bog går fra at være en læseoplevelse til at være indlevelse. Jeg tror, at de bedste bøger er dem, man ikke blot læser, men dem man lever i for en stund. De karakterer man lever med, føler med, græder med og smiler med, bliver mere virkelige end virkeligheden selv. Tiden og verden tikker forbi, imens siderne vendes. Man glemmer hvor man er, hvem man er, eller hvorfor man ikke bør larme. Man glemmer alt andet end sin bog. 

Er den larmende læser i virkeligheden ikke blot en fordybet læser? 

Er du også en larmende læser? Hvilke bøger har fremkaldt udråb, højlydt grin og afdæmpet gråd hos dig? 

20 kommentarer:

  1. Jeg larmer ikke så meget når jeg læser. Det er kun hvis der er noget som er rigtig sjovt eller sørgelig selvom jeg ikke græder hvis der er andre mennesker tilstede, til gengæld har jeg fået af vide af familie og venner at jeg oftest sidder med ansigtet i underlige folder. Men jeg er sjældent offentlig når jeg læser, jeg kan ikke læse i busser uden at blive dårligt og hvis jeg tager toget er jeg oftest sammen med andre.

    Jeg ved ikke om en larmende læser er mere fordybende end en ikke larmende læser. Nogle fremviser følelser mens andre blot føler dem uden at man nødvendigvis kan se det på dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, pointen var heller ikke at sige, at en larmende læser var en MERE fordybet læser, men blot en argumentation for larmen som en form for fordybning generelt. Der er helt sikkert forskellige måde at fordybe sig på og forskellige måder at læse på. Det er det smukke ved det :)

      Slet
  2. Ej, hvor sjovt at læse om dine læsevaner.
    Jeg kender selv til det med at kunne læse selv om alt muligt andet foregår omkring mig, og især hvis det er en virkelig god bog. Og jeg har også grint og grædt højlydt af bøger, men dog ikke i sådan en grad som det lyder til du har.

    Jeg syntes det er fantastisk hvordan man kan leve sig væk i en bog, og man lige kan glemme sin egen hverdag bare for en stund. Det er en af grundene til jeg bliver ved med at læse; det og så det faktum at der findes så mange rigtig gode historier der bare venter på mig derude. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. Der er intet smukkere end at forsvinde ind i en bog, imens omgivelserne glider væk.

      Slet
  3. Helt enig og sikke nogle fine ord! Efter at have læst efterhånden en del af dine blogindlæg, er jeg simpelthen nødt til at spørge, hvor du har de fint indbundne bøger fra? Kan huske, jeg er faldet over nogle af slagsen i London engang, men hvor har du købt dine henne?
    mvh. Mette - også en dedikeret læser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord! :)

      Præcis hvilke bøger tænker du på? Dem på disse billeder er 'Penguin Clothbound' 'Puffin in Bloom' og 'Barnes and Noble Leatherbound' som du hurtigt kan opspore på Amazon/Book depository/ Saxo ved en søgning :)

      Slet
  4. Svaret er ja - blev altid afsløret på gymnasiet, fordi jeg lagde romaner ind bag de fagbøger, jeg forgav at læse i - men biologi er sjovt nok ikke nær så morsomt, som Marian Keyes. Og jeg ler jo højlydt gang på gang, så mine klassekammerater (.. og lærerne) måtte ofte i timerne stikke hovedet ned og se, hvad ved fordøjelsessystemmet, der var SÅ grinatigt :p Ups.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Åh sikke en sød historie :D ...

      Slet
  5. Det indlæg er som skrevet ud fra mine egne oplevelser - dog med andre bøger som udgangspunkt (selvom det vidst egentlig sker ved stort set alt jeg læser - uanset om jeg synes, det er godt eller ej). Jeg er nemlig uden tvivl også en larmende og meget fordybet læser. Jeg råber, jeg kommer med gode råd og opbakninger, jeg griner og jeg snøfter (jeg græder faktisk utroligt sjældent - men små snøft kommer alligevel ret ofte). Jeg lader karakterne vide, at de ikke er alene, og nogle gange føler jeg ligefrem, at jeg enten er hovedpersonen, eller står som en ven på sidelinjen. Desuden udbryder jeg ofte "HVAD!?", fordi bogen på en eller anden måde overrasker mig, eller ganske enkelt bare fordi jeg må vide, hvad der ellers kommer til at ske, og det skal være NU. Jeg har også flere gange oplevet, at folk spørger mig om, hvad der sker, netop fordi jeg ikke kan lade være med at komme med kommentarer og forskellige udbrud.

    Selvom jeg er en meget højlydt og fordybet læser, så har jeg dog for det meste brug for små pauser i min læsning alligevel. Så selvom jeg er rimelig fordybet, så holder jeg ca. en pause for hver 50 eller 100 sider, jeg læser, hvor jeg f.eks. kigger forskellige ting på min mobil. Dette er dog egentlig ikke fordi, jeg bliver distraheret - det er mere fordi, min øjne for det meste af brug for en kort pause, da jeg er alt for god til at 'glemme' at blinke, når jeg er så koncentreret ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Det er virkelig ligesom når mænd ser en vigtig fodboldkamp. Man bliver helt revet med, og tror de fiktive karakterer kan høre en, hvis man råber højt nok. Det er enormt komisk og faktisk også en smule pudsigt.

      Og selvfølgelig skal man have små pauser – medmindre der liiige er en cliffhanger, der skal opklares først ;)

      Slet
  6. Jeg er fuldstændig enig! En larmende læser er en fordybet læser.
    Hvis en bog kan få mig til at grine eller græde, så ved jeg allerede inden den er slut at det er en klar 5'er, for så betyder det at jeg lever mig nok ind i verden og bekymrer mig nok om karaktererne til virkelig at holde af dem.

    Jeg tror dog ikke jeg er en larmende læser i samme grad som dig. Selvom jeg bliver opslugt af en bog, er jeg også meget opmærksom på mine omgivelser. Så hvis jeg ved en bog får mig til at græde, læser jeg ikke i den i offentligheden, og læser også helst i den imens min kæreste ikke er hjemme, så jeg kan give følelserne frit løb. Men jeg har da tit oplevet at sidde med et fjoget smil på læben imens jeg har læst, hvor folk blev meget nysgerrige efter at få at vide hvad jeg læste :-P

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver også selv meget nysgerrig, hvis jeg ser en person i et tog, der er så fordybet i en bog, at et smil dukker op eller en tåre kommer frem. Jeg sætter nemlig også lighedstegn mellem reaktionerne og bogens indflydelse :)

      Slet
  7. Hvor er det sjovt. De sidste par dage har jeg gået og tænkt over hvad det er der gør at nogle bøger, kan få mig til at reagere fysisk enten med verbale udbrud, rynkede bryn eller høj latter. Jeg har aldrig sat lighedstegn med det og den måde jeg læser på. Jeg er nemlig også helt væk for omverdenen når jeg læser. Jeg har tit oplevet, at børnene har bedt om lov til noget mens jeg læste, som jeg slet ikke har opfattet, men bare ubevidst sagt "Ja ja". Så vi har en uskreven regel om, at de først skal have øjenkontakt med mig, eller så gælder ja´et ikke ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha – ja så er øjenkontakten da virkelig vigtig, kan jeg fornemme :) Sikke en sød historie.

      Slet
  8. Jeg er nok det totalt modsatte af en larmende læser, for jeg giver ingen indikation af om det jeg læser er fantastisk eller kedeligt, hverken når jeg er omringet af mennesker, eller er alene. Mit ansigtsudtryk er helt fastfrosset, dog kan mine øjne til tider blive meget fugtige hvis jeg læser noget sørgeligt. Selvom jeg har et stenansigt, så hvirvler mine tanker rundt, og en fantastisk bog bliver hos mig til evig tid.. Selvom det måske ikke lige kan ses.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man læser jo helt sikkert på mange forskellige måder, og jeg tror også, der er mange, der har det som dig. :)

      Slet
  9. Jamen jeg kan også kun sige ja til at være en larmende læser. Har fået af vide at jeg sidder tit og ofte sidder og gnækker når jeg læser hvis der er noget som er sjovt. Det er oplevet af min kæreste for nyligt da jeg læste "En mand der hedder Ove". Kan også sidde og grine af et eller andet selv om jeg enten sidder i offentlige transportmidler eller et offentligt sted. Tårerne kan også trille ned af mine kinder hvis det er mega sørgeligt og jeg prøver altid febrilsk at få fat i en lommelette til at tørre mine øjne. Hvis folk så spørger mig om der er noget galt så plejer jeg at vide dem bogen og svare "Den er bare så sørgelig".

    Nå ja så kan jeg da også godt komme med små kommentarer om hvad den og den person nu bilder sig ind og jeg synes godt nok de skal tage sig en smule sammen inden bogen er slut. Men det er ikke noget jeg gør så tit. Har præsteret at skulle forklarer min kæreste hvorfor jeg sad og blev arrig over en eller anden bog og han tog det med et godmodigt smil.

    Alt dette her er en del af min læseoplevelse og så synes jeg jo det er fedt at forfatteren er nået ind til mig som læser når jeg oplever at have disse her følelser når jeg læser hans eller hendes bog.

    Jeg er også god til at forsvinde ind i bogens univers og ikke lægge mærke til hvad klokken bliver fordi den ene side bare tager den anden. Lægger heller ikke særlig meget mærke til hvad der sker omkring mig når jeg er fordybet i en god historie. Lukker fuldstændig af og nyder historien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor morsomt! Især fordi man bare slet ikke selv bemærker hvor meget man larmer, fordi man bare er så opslugt. Det er ret imponerende at bøger kan have den effekt på en :)

      Det er så dejligt at kunne søge tilflugt i bøgerne og glemme hele sin omverden. Især fordi nutidens omverden er så larmende og distraherende ...

      Slet
  10. Åh så fint et indlæg kære Rikke! <3 Virkelig spændende indblik i læsningens univers!

    Jeg larmer ikke selv, når jeg læser. Jeg har meget sjældent haft den der følelse af at være totalt væk i bogen, jeg er næsten altid bevidst om mine omgivelser, ikke at de bryder ind i min læsning som sådan, men jeg glemmer bare ikke rigtig, at de er der, og jeg lukker ikke helt af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :')

      Ah. Man fordyber sig helt sikkert forskelligt i bøger, og på den måde slipper du også for pinlige episoder i tog ;)

      Slet