"Emma" af Jane Austen

"Emma" af Jane Austen, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1815). 3,5/5 stjerner.

Til december er det præcis 200 år siden, at "Emma" udkom. Inden bogens udgivelse forudså Jane Austen en problematisk fremtid for sin nye roman og frygtede, at hun havde produceret en heltinde, som ingen ville kunne lide. I dag er bogen stadig blandt de værker, som Austens roses mest højlydt for.
"Emma" handler om den unge, smukke, rige og intelligente Emma Woodhouse, som lever et privilegeret liv i Englands overklasse. Selvom Emma bor i en mindre landsby, mangler hun aldrig fornøjelser; for Emma underholder sig selv med at lege Amor og opmuntre kærlighedsforhold.
Men Emmas evner sættes på en prøve, da hun møder den naive Harriet Smith. Emma forhindrer et ægteskab mellem Harriet og en upassende bejler, og forsøger i stedet selv at istandsætte en match. Desværre ser Emma kun, hvad hun ønsker at se; og hun er hjælpeløst blind overfor Harriets følelser og sit eget hjerte.

“Perfection should not have come quite so soon.”

"Emma" er en dannelseshistorie. En fortælling om en ung kvinde, der forsøger at forstå verden og sig selv. En langsom nedbrydning af egoisme, snobberi og blindhed og et lille led i en større social proces om at finde sin rette plads i samfundets klassesystem. Emma Woodhouse er den af Austens heltinder, der udviser den største personlige udvikling, og bogens første linjer præsenterer en helt anden Emma end bogens slutning. 
I modsætning til Austens andre romaner, beskæftiger "Emma" sig med et elegant liv i Englands overklasse. Emma besidder både rigdom og skønhed, hun er ikke afhængig af  et fordelagtigt ægteskab for at sikre sin fremtid, og hun lever et lykkeligt, isoleret liv sammen med sin skrøbelige og overbekymrede far. Emma betragter sit eget liv som fuldendt, og derfor morer hun sig ved at lege med andres. 
For Emma er indbildsk. Hun betragter sine omgivelser som legetøj, fine porcelænsdukker hun kan matche med hinanden og velsigne med et evigt, lykkeligt liv. Officielt ønsker hun  blot at sprede glæde og skabe lykkelige forhold, men i virkeligheden ønsker hun måske i ligeså høj grad at have ret. At opbygge en autoritet som skaber af lykkelige skæbner; at arrangere nabolagets mennesker som hun ønsker dem, og hun manipulerer letsindigt med sine omgivelser for at opnå sit mål. Hun er skruppelløs til ære for, hvad hun betragter som, et ophøjet formål. 
Jeg har brugt langt tid på at rynke på næsen af Emma. Hendes blinde overbevisning om at glæde andres liv dækker over så tydeligt egoistiske motiver, og selvom Austen beskriver sin hovedperson med morsom sympati, har Emma aldrig vundet mit hjerte eller min tålmodighed. Der er en spydighed i Emma, som jeg ikke kan beundre. Og selvom Austen nok snarere forsøger at vække medfølelse end beundring, har bogen aldrig virket på mig, som den skulle.
Set i en større sammenhæng, er Emma Woodhouse prototypen på de overklassesmennesker, Austen så ofte karikerede i sine andre værker. Men selvom Austen kritiserer Emmas medfødte snæversynethed, nuancerer hun den også. Ligesom Mr. Darcy før hende, indser Emma sine fejltagelser og sin stolthed, og gør sig derved fortjent til sin lykkelige skæbne. 

“She was one of those, who, having, once begun, would be always in love.”

Ved denne genlæsning af "Emma", vandt bogens hovedperson ikke større sympati ved mig, men bogen gjorde. Jeg havde glemt, hvor morsom bogen var. Den højlydt plaprende Miss Bates, den sygeligt skrøbelige Mr. Woodhouse og den hovne Mrs. Weston blender sammen til en smuk symfoni af landsbystemmer og hverdagssensationer. Emma Woodhouse er ironien selv; blottet for selvindsigt og evigt blind for alt lige foran hende. Åbenlyse misforståelser,  dobbeltmotiver og et virvar af mennesker der konstant taler forbi hinanden, præger plottet og gør romanen til et komisk drama med en kraftfuld slutning.
Jeg elsker Mr. Knightley, og jeg elsker hans funktion som fornuftens stemme i en roman, hvor alle har et skjult motiv. Jeg elsker hans evne til at se bag facader og trivielle misforståelser, og jeg elsker ham for at være den eneste, der er i stand til at se og elske Emma for den, hun er. Han er tålmodigheden selv, en ædel helt med et nobelt motiv.
Og dog er jeg alligevel ikke helt sikker på, at jeg elsker romanens slutning. Hvor Austens andre bøger argumenterer for en social optimisme, for sammenføring mellem lavere og højtstående sociale klasser, lader "Emma" til at argumentere for det stik modsatte. Harriet Smith får en lærestreg, fordi Emma overbeviste hende om at stræbe højere, end hun var socialt berettiget til. Emma selv bliver rystet over sammenføringen af et par, som ikke er på samfundsmæssig bølgelængde, og hele romanen gennemsyres af en lektion om sociale spilleregler og hvem, der hører til hvor og hvorfor. Ved at lade sin roman udspille sig i overklassen, underlægges Austen et meget strengt moralkodeks, hvor iskoldt klarsyn vejer tungt. Emma tager den naive Harriet Smith til sig og indvier hende i overklassens livsstil, og Harriet brænder fingrene, fordi hun forsøger at påtage sig en tilværelse, som hun ikke er indfødt i. Selvom det naturligvis er satirisk, forekommer det mig meget stift.
"Emma" er den af Jane Austens seks romaner, som jeg holder mindst af. Delvist fordi jeg aldrig har brudt mig om Emma og delvist fordi, jeg aldrig har brudt mig om den firkantede samfundsmoral, der så tydeligt modstrider Austens andre værker. Og dog synes jeg alligevel, jeg i fortiden har bedømt romanen for hårdt; overset dens muntre øjeblikke, vidunderligt livlige karakterer og uimodståelige skrivestil. "Emma" er en vittig komedie med en usandsynlig heltinde, et nådeløst indblik i 1800-tallets samfundsregler og et enormt dannelsesforløb.