"Great Expectations" af Charles Dickens

"Great Expectations" af Charles Dickens, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1861). 5/5 stjerner.

Starten af "Great Expectations" føles som et pirateventyr. En lille forældreløs dreng ved navn Pip forvilder sig i de tidligste timer ud i et tåget moseområde, hvor han møder en straffefange på flugt. Truet på sit liv bliver Pip tvunget til at hjælpe ham; til at stjæle mad for ham og anskaffe en fil, som fangen kan bruge til at skille sig af med sine lænker. Og uden at vide det kommer straffefangen til at forfølge Pip resten af hans liv. 

Pip vokser op hos sin søster og hendes mand, og planlægger at komme i lære som smed. Men en dag ændres alting. Pip bliver inviteret op til den excentriske eneboer Miss Havisham for at underholde hende og hendes myndling Estella. I løbet af et øjeblik forelsker Pip sig i den kølige Estella og drømmer om at gøre sig fortjent til hende. Men en sådan drøm er en umulighed – lige indtil den dag, Pip får af vide, at han har en hemmelig velgører, der lover ham en stor formue. Med ét må Pip begive sig til London for at forvandle sig til en sand gentleman.

“Pause you who read this, and think for a moment of the long chain of iron or gold, of thorns or flowers, that would never have bound you, but for the formation of the first link on one memorable day.”

Nogle bøger har evnen til at overraske, og andre bøger har evnen til at chokere. Og ingen bog har chokeret mig så meget, som denne. Jeg læste den for første gang, da jeg var tyve år gammel og lige var begyndt at studere litteraturvidenskab. Jeg tror, jeg læste den, fordi jeg følte, jeg skulle. Fordi et dybere kendskab til Dickens virkede som noget, jeg havde brug for og ikke noget, jeg nødvendigvis havde lyst til. Jeg gik i gang med læsningen med et minimum af forventninger, og da jeg lagde bogen fra mig og atter kiggede op, så verden helt anderledes ud.
"Great Expectations" er en typisk viktoriansk roman og en typisk Dickens-roman på den måde, at den handler om moral og korruptionen af en moral. Bogens hovedperson er den unge Philip "Pip" Pirrip, som er et uskyldigt, godtroende og naivt barn, der finder fascination i det simple liv, som han lever. Men alt, der kendetegner Pips personlighed forsvinder, da han bliver introduceret til et højere samfundslag; den tilbagetrukne Miss Havisham og den smukke Estella minder ham om alt det, han ikke kan have og ikke kan være i livet. Der er en næsten bibelsk signifikans over øjeblikket, hvor Pip for første gang bliver selvbevidst og stirrer ned på sit eget lasede tøj.
Selvbevidstheden er dog ikke nok. Dickens tilføjer endnu et led til Pips fodlænke, da han lover ham store forventninger. Pip får chancen, alle andre altid drømmer om. Han får chancen for at blive den bedste version af sig selv og bliver velsignet med midler til både uddannelse og dannelse. Han får chancen til at skabe sig selv, til at forme det modellervoks der udgør hans liv – kun for at opdage, at han har glemt det eneste, der betød noget for ham. Korruptionen af en god sjæl er fuldendt.
Dickens var en samfundsskribent, og det største spørgsmål i "Great Expectations" vedrører overklassens dannelse. Pip bliver tidligt i sit liv flov over, at han ikke er en gentleman og stræber målrettet efter at opnå den selvsamme prestige. Men hvad er en gentleman? Og hvilke egenskaber er de mest skattede i 1800-tallets overklasse? Er det hele et maskespil, der stiger og falder med afsløringen af Pips velgørers sande identitet? Gemmer der sig råddenskab bag alt glitterstadset? Dickens' konklusion er tydeligt fordømmende, og Pip var både en lykkeligere og en bedre person, før han forsøgte at efterleve overklassens samfundsregler.

“It was one of those March days when the sun shines hot and the wind blows cold: when it is summer in the light, and winter in the shade.”

"Great Expectations" er ikke blot en god bog – den er et mesterværk, der rammer mig med en knugen i maven hver eneste gang, jeg læser den. For under al Dickens' plotstruktur og sociale kritik, er det en fortælling om drømme. Om barndomsdrømme, om håb, om planer og om forventninger, der knuses nådesløst under en skosål. Pip selvdestruktive opførsel, hans tilsidesætten af alt det vigtigste i livet og hans forskruede idealer sørger for, at et helt liv tabes på gulvet. Alle Pips inderligste ønsker forsvinder som slukkede stjerner på en mørk nattehimmel. Og tilbage er kun skyggen af alt det, der kunne have været, hvis blot han havde tænkt anderledes eller indset sine fejltagelser i tide.
Der er mange, der læser bogen og ruller øjne af Pip. Han er en svær person at holde af og endnu sværere at forstå; når man læser bogen, har man lyst til at skrige til ham, ruske ham, og trække ham ud af det tågeslør, som han ser verden igennem. Men samtidig er det også Pips forkerte valg, der gør romanen til det, den er: et studie i menneskets natur og klassesamfundets indflydelse.
Jeg plejer at sige, at "Great Expectations" er Dickens, når han er bedst. Romanen er fyldt med uforudsete plottwists, klippeafgrunde og et uvist mørke. Mellem karaktererne er der  en frustrerende tavshed, der gør, at alting altid bliver misforstået grusomt. Og karakterne er i sig selv vidunderlige kuriøsiteter; Miss Havisham er den inkarnerede forladte brud, der aldrig har taget sin brudekjole af, og i stedet sidder i et mørkt værelse og stirrer på en bryllupskage der har transformeret sig til en rådden, ildelugtende edderkoppehule. Estella er den uopnåelige og drømmelignende stjerne, som vrider hovedet om på en naiv landsbydreng. Joe Gargery, der er Pips værge, er den godtroende ven, der behandles langt dårligere, end han fortjener. Og Pip? Pip er drengen, der får alt, hvad han ønsker sig, for derefter at indse at han har ønsket sig det forkerte. Sammen trækkes de alle ind i en labyrint af misforståelser, og Dickens skaber med lethed rammer for den plotlabyrint, han fanger dem i.
Det der chokerer mig gang på gang ved "Great Expectations" er afbildningen af, hvordan vores drømme kan narre os. Hvordan ønsker kan blive til besættelse, og hvordan jagten på dem kan koste alt andet, man havde kært. Pip udsættes for min største menneskelige frygt, og Dickens' skriver sig igennem det med både humor, overdrivelse og mørke. Og selvom der er mange skurke til stede i bogen, selvom Dickens' London vrimler med kriminelle, og selvom Pips omgangskreds sommetider besidder rendyrket ondskab, viser det sig i sidste ende, at Pips værste fjende er ham selv. Og er det ikke den værste fjende, man overhovedet kan have?

“You are part of my existence, part of myself. You have been in every line I have ever read, since I first came here, the rough common boy whose poor heart you wounded even then. You have been in every prospect I have ever seen since – on the river, on the sails of the ships, on the marshes, in the clouds, in the light, in the darkness, in the wind, in the woods, in the sea, in the streets. You have been the embodiment of every graceful fancy that my mind has ever become acquainted with. The stones of which the strongest London buildings are made, are not more real, or more impossible to displace with your hands, than your presence and influence have been to me, there and everywhere, and will be.”