"The Red Queen" af Philippa Gregory, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2010). 3/5 stjerner.
Hovedpersonen i denne anden del af Philippa Gregorys historiske drama er i virkeligheden en biperson fra den første bog. I "The White Queen" var Margaret Beaufort en tilbagetrukken og mørk skygge i baggrunden af Elizabeth Woodvilles skinnende liv. I "The Red Queen" indtager Margaret rampelyset med sine ambitioner, religiøse idealer og sin nådesløse stræben.
I en tidlig alder overbevises Margaret om, at hun bestemt til store helgengerninger. Da hun bliver gift med Edmund Tudor og føder hans barn, nærer hun et øjeblikkeligt ønske om at se sin søn med en gylden kongekrone. Dette ønske stræber hun efter hele sit liv, og lægger i hemmelighed store planer mod York-kongehuset. Hun holder sine fjender nære, og hun spiller et overbevisende maskespil som Enkedronningen Elizabeth Woodvilles tro tjener.
“The king is a saint and cannot rule, and his son his a devil and should not.”
Imod al forventning endte jeg faktisk med at holde langt mere af Philippa Gregorys røde dronning end hendes hvide dronning. Selvom Elizabeth Woodville var det nemmeste og mest åbenlyse valg med al sin lyse godhed, endte Margaret Beaufort med at fange min opmærksomhed med hendes dystre egoisme. Selvom jeg ikke holdt af hende, holdte jeg meget af at læse om hende.
"The White Queen" var på mange måder end mere klassisk historiefortolkning end "The Red Queen". Det er en fortælling om en kvinde, der står i vejkanten og forelsker sig i en kongesøn. Elizabeth Woodville, halv havfrueheks og handlingsfuld kvinde, finder sin magt i sin kærlighed. De historiske begivenheder bøjes næsten til en eventyrsfortælling. I "The Red Queen" er der ikke et spor af kærlighed. Der er ingen galant kongesøn, og der er ingen længselfuld kvinde i vejkanten. I stedet er der bare magt og kampen om den.
Margaret Beaufort er ikke forelsket i sin mand. Hun er ligeglad med forelskelse og tænker knap nok på den. I stedet er hendes blik altid rettet længere frem mod en skæbne, hun føler sig berettiget til, en ophøjet status som regent og frelser af hel nation. Med stor kløgt skubber hun forhindring efter til forhindring brutalt til side, og hun kommer gradvist nærmere mod sit mål og den ventende kongetrone. Det religiøse motiv er altid til stede, og Margaret bilder sig selv ind, at hun kun ønsker sin søn på tronen, fordi det er Guds vilje. Men er det det? Margaret kender ikke sig selv så godt, som læseren gør; hun forklæder sine egoistiske ønsker i ydmyghed og religion. Hendes endeløse retfærdiggørelse er umådelig interessant.
Hovedpersonen i denne anden del af Philippa Gregorys historiske drama er i virkeligheden en biperson fra den første bog. I "The White Queen" var Margaret Beaufort en tilbagetrukken og mørk skygge i baggrunden af Elizabeth Woodvilles skinnende liv. I "The Red Queen" indtager Margaret rampelyset med sine ambitioner, religiøse idealer og sin nådesløse stræben.
I en tidlig alder overbevises Margaret om, at hun bestemt til store helgengerninger. Da hun bliver gift med Edmund Tudor og føder hans barn, nærer hun et øjeblikkeligt ønske om at se sin søn med en gylden kongekrone. Dette ønske stræber hun efter hele sit liv, og lægger i hemmelighed store planer mod York-kongehuset. Hun holder sine fjender nære, og hun spiller et overbevisende maskespil som Enkedronningen Elizabeth Woodvilles tro tjener.
“The king is a saint and cannot rule, and his son his a devil and should not.”
Imod al forventning endte jeg faktisk med at holde langt mere af Philippa Gregorys røde dronning end hendes hvide dronning. Selvom Elizabeth Woodville var det nemmeste og mest åbenlyse valg med al sin lyse godhed, endte Margaret Beaufort med at fange min opmærksomhed med hendes dystre egoisme. Selvom jeg ikke holdt af hende, holdte jeg meget af at læse om hende.
"The White Queen" var på mange måder end mere klassisk historiefortolkning end "The Red Queen". Det er en fortælling om en kvinde, der står i vejkanten og forelsker sig i en kongesøn. Elizabeth Woodville, halv havfrueheks og handlingsfuld kvinde, finder sin magt i sin kærlighed. De historiske begivenheder bøjes næsten til en eventyrsfortælling. I "The Red Queen" er der ikke et spor af kærlighed. Der er ingen galant kongesøn, og der er ingen længselfuld kvinde i vejkanten. I stedet er der bare magt og kampen om den.
Margaret Beaufort er ikke forelsket i sin mand. Hun er ligeglad med forelskelse og tænker knap nok på den. I stedet er hendes blik altid rettet længere frem mod en skæbne, hun føler sig berettiget til, en ophøjet status som regent og frelser af hel nation. Med stor kløgt skubber hun forhindring efter til forhindring brutalt til side, og hun kommer gradvist nærmere mod sit mål og den ventende kongetrone. Det religiøse motiv er altid til stede, og Margaret bilder sig selv ind, at hun kun ønsker sin søn på tronen, fordi det er Guds vilje. Men er det det? Margaret kender ikke sig selv så godt, som læseren gør; hun forklæder sine egoistiske ønsker i ydmyghed og religion. Hendes endeløse retfærdiggørelse er umådelig interessant.
“The castle will seem very quiet and strange without you here. The stone stairs and the chapel will miss your footstep, the gateway will will miss your laughter, and the wall will miss your shadow.”
Jeg elskede at læse "The Red Queen" på grund af Margaret Beauforts ambivalente og komplekse karakter. Hun gjorde bogen dens sider værd. Og samtidig irriterede Gregorys konstante sammenkædning og tilbageskrivning til Jeanne d'Arc, Margaret tilbagevendende og næsten messende helgenmotiv og de religiøse undertoner mig grusomt. Gregorys skrivestil er repetitiv, og de samme ting bliver understreget flere tusinde gange. Bogens sider kunne sikkert blive halveret, hvis blot Margarets religiøse visioner blev fjernet. Selvfølgelig skal den del af Margarets karakter eksistere – men gentagelserne er overflødige.
Ligeledes har Gregory valgt at skrive bogen i jeg-person med Margaret som den dominerende fortæller. Det fungerer godt grundet Margarets kontrastfyldte personlighed, men samtidig putter det også plottet under en snæver ramme. Margaret lever et isoleret liv og er ofte langt fra de larmende kampscener. Det betyder, at Gregory ikke kan beskrive krigen eller kongehusets kvaler uden at skifte til tredjeperson. De skiftende fortællervinkler i historien bryder Gregorys selvvalgte struktur og gør romanen mærkeligt svag.
"The Red Queen" er uden tvivl en spændende bog baseret på en spændende periode i engelsk kongehistorie, men det er også en rodet læseoplevelse med skiftende fortællere og en forstyrrende skrivestil. Ikke desto mindre flyver dens sider dog forbi og efterlader dens læser med et kortvarigt indtryk af en underholdende bog.
Jeg elskede at læse "The Red Queen" på grund af Margaret Beauforts ambivalente og komplekse karakter. Hun gjorde bogen dens sider værd. Og samtidig irriterede Gregorys konstante sammenkædning og tilbageskrivning til Jeanne d'Arc, Margaret tilbagevendende og næsten messende helgenmotiv og de religiøse undertoner mig grusomt. Gregorys skrivestil er repetitiv, og de samme ting bliver understreget flere tusinde gange. Bogens sider kunne sikkert blive halveret, hvis blot Margarets religiøse visioner blev fjernet. Selvfølgelig skal den del af Margarets karakter eksistere – men gentagelserne er overflødige.
Ligeledes har Gregory valgt at skrive bogen i jeg-person med Margaret som den dominerende fortæller. Det fungerer godt grundet Margarets kontrastfyldte personlighed, men samtidig putter det også plottet under en snæver ramme. Margaret lever et isoleret liv og er ofte langt fra de larmende kampscener. Det betyder, at Gregory ikke kan beskrive krigen eller kongehusets kvaler uden at skifte til tredjeperson. De skiftende fortællervinkler i historien bryder Gregorys selvvalgte struktur og gør romanen mærkeligt svag.
"The Red Queen" er uden tvivl en spændende bog baseret på en spændende periode i engelsk kongehistorie, men det er også en rodet læseoplevelse med skiftende fortællere og en forstyrrende skrivestil. Ikke desto mindre flyver dens sider dog forbi og efterlader dens læser med et kortvarigt indtryk af en underholdende bog.
Åh, jeg elsker den slags historiske romaner om den engelske kongefamilie.
SvarSletDet kan virkelig også være så fin en tidsrejse at tage på!
SletI have the white queen and I'm not even done reading it yet-and the red queen looks beautiful and I can't wait to read it
SvarSletI actually thought 'The Red Queen' was better than 'The White Queen' :) You have something to look forward to.
SletMargaret Beaufort er ambitiøs og egoistisk - og det bliver pakket ind i religiøsiteten. Jeg tror i virkeligheden, at hun selv tror på det - hun pakker ikke ambitionerne bevidst ind i det religiøse, nej, hun tror faktisk på det. Det er en grund til at religion er så skræmmende, og at det til stadighed er skyld i en masse ufred.
SvarSletJeg er gået i stå i serien her, selvom de næste bøger står på mine hylder - 3'eren har jeg forsøgt at gå i gang med, men den fanger bare ikke lige fra starten af. Har du planer om at læse videre i serien?
Man kan afgjort også læse den sådan! Hun er uden tvivl fanatiker – men for mig at se er hun ufattelig upålidelig, fordi alle udkom ender med hendes søn på tronen. Hun tolker tegnene, som hun gerne vil tolke dem. Det er meget spændende med en så tvetydig hovedperson.
SletJeg ved ikke helt, om jeg vil læse videre eller ej. Den næste bog handler om Elizabeths mor, ikke? Hun forekommer mig ikke umiddelbart videre interessant, men måske ... Det er ganske fine "beach-reads" til sommer, tror jeg. Let og uforpligtende. Så – måske? :)
Ja, det er interessant med sådan en karakter - og sjovt hvordan man kan tolke hende! Den næste bog er om Elizabeths mor, og dyrker det overnaturlige en hel del, så vidt jeg har forstået.
SvarSletHelt sikkert!
SletÅh – det lyder umiddelbart meget tungt. Jeg kan ikke lide, når det bliver for overnaturligt med Gregory.
Åh.. ja jeg elskede The Red Queen. Jeg kan faktisk følge dine kritikpunkter hele vejen, men for mig var de heldigvis ikke særlig fremtræden i læsningen. 'The Lady of the rivers' var faktisk den hårdeste bog for mig at komme igennem indtil videre af dem alle, men jeg håber du har mere held. :0)
SvarSletDet er også en god og underholdende bog! Jeg kunne meget godt lide Margaret – som karakter.
SletOg ja, hvad jeg har hørt, så lyder den også lidt tungere. Jeg håber dog, jeg kan få den læst :)