"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

"Alt det lys vi ikke ser" (org. titel "All the Light We Cannot See") af Anthony Doerr, fra Politikens Forlag, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 5/5 stjerner.

Marie-Laure LeBlanc famler sin vej gennem byen. Som seksårig har hun mistet synet, og hun kan kun finde rundt i Paris' krogede gader med indøvede bevægelser med sine hænder. Fra en model af byområdet, som hendes far har bygget, har hun lært, hvordan vejene vender og drejer, hvordan de føles, og hvor de fører hende hen.
Werner Pfenning kan se, men han føler alligevel også, at han bevæger sig i mørke. Opvokset på en tysk børnehjem med en frygt for kulminer, hvor hans far døde, bruger han sin tid på at forholde sig til ting, han kan forstå. Matematik, adskilte radioer og hans søsters indforståede blik holder ham oppe i hverdagen. Lige indtil alting vender på et enkelt øjeblik.
Werner bliver sendt til et eliteakademi for Hitler Jugend, imens den blinde Marie-Laure og hendes far må flygte fra Paris. Werner bliver en del af krigsmekanismen, og Marie-Laure bliver en del af modstanden. Og selvom der er mange mil mellem Werner og Marie-Laure er deres skæbner tæt forbundne. 

“Men Gud er kun et hvidt, koldt øje, en kvartmåne der hænger over røgen og blinker, mens byen gradvis males til støv.”

"Alt det lys vi ikke ser" udkommer i dag, og med den udkommer sikkert et væld af rosende anmeldelser og uddelte stjerner. Ingen bog fortjener det mere. Jeg har læst bogen over flere dage og nætter, med vilje trukket min læsning ud og forsøgt at rationere de 450 sider fornuftigt, så bogen kunne holde mig med selskab i længere tid. Jeg har slæbt den klodsede paperback med mig på togture og skovture, gåture og påskeferie, og jeg har kæmpet imod mig selv for ikke at sluge den øjeblikkeligt.

Jeg læser sædvanligvis ikke meget litteratur om Anden Verdenskrig. Det er sådan en grum og umenneskeligt barsk periode i verdenshistorie, og jeg synes ofte, at det bliver trivialiseret og udvandet i fiktionens verden – simpelthen fordi, det er et koncept, der er så svært at fatte og endnu sværere at indleve sig i. Det er et emne, der skal behandles varsomt, hvis de fintfølende nuancer ikke skal forsvinde.

"Alt det lys vi ikke ser" handler om Anden Verdenskrig. Bogen indeholder to parallelle handlingsforløb der skiftevis placerer os hos en blind pige i Paris og en forældreløs dreng i Tyskland. Anthony Doerr skildrer disse to børns opvækst og desperate valg på en måde, så begge dele forekommer lige forfærdelige. Krigen portrætteres fra begge sider, og på begge sider trænger meningsløsheden igennem dørsprækker og de udstregede ord i censurerede breve. Det er en barsk virkelighed de to børn vokser op til; Marie-Laures familiebånd skæres over, og Werner befinder sig pludselig midt i Hitler Jugends indbyrdes magtkampe. Begge børn tilbringer stjerneklare natter med at lede efter svar, og de søger efter meningen med det hele i opslåede bøger eller i en radios systematik. Deres skæbner er sammenviklede fra start, og deres møde er uundgåeligt. Det sker bare ikke på den måde, som man tror.

“En verden af vilde blomster der spirer mellem rustens, kasseret skrot. En verden af bær og gulerodsskræller og Frau Elenas eventyr. Af en skarp lugt af tjære og tog der kører forbi, og bier der summer i blomsterkasser. Ledninger og spoler af kobbertråd og en stemme i radioen der rækker én en væv som man kan væve sine drømme på.”

Historien fortælles gennem korte kapitler med konstant skiftende synsvinkler. Fra den blinde Marie-Laure til den eftertænksomme Werner til den syge oversegent von Rumpel der er på jagt efter en værdifuld diamant og tilbage igen, skifter perspektivet i en uendelig runddans. Ordene er sanselige og lyriske, rungende ord af stilhed i en verden af larm. Kapitlerne slutter ofte med brudstykker af en sætning, abrupte refleksioner og indskudte tanker, og resultatet er noget særpræget smukt. Bogen er et lille og skinnende mesterværk med dens blotte sætningskonstruktion.
Som læser får man lov til at se Marie-Laure vokse op, at opleve Werners nagende tvivl over hans søsters klarsyn og krigens propaganda, man bliver taget i hånden og ført gennem gaderne i Paris i fuldstændigt mørke men med sanselig præcision, og man bliver spundet ind i trådene fra et filosofisk spørgsmål om moralsk uvished og dyrisk overlevelsesinstinkt. Man bliver del af en diskussion, og man bliver del af en historie. Doerrs ord hiver en med hele vejen, over vejbump og gennem mørke, i museumskældre og på træningsbaner, gennem personligt forrædderi og menneskelig tiltro. Og i det udtrukne sekund det hele varer, er ens krop til stede midt i det bombede kaos.
Og uanset hvad jeg siger, eller hvordan jeg forklarer, er det slet ikke nok. "Alt det lys vi ikke ser" er en bog, der skal læses og opleves. De 550 sider skal værnes om og beskyttes, for de er alt for hurtigt forbi, og verden er alt for tom, når de er væk. Hvert eneste ord i Doerrs roman rummer en følelse, som har potentialet til at eksplodere i ens sanser. Så velskrevet er den.