tirsdag den 14. april 2015

Tema-tirsdag #86: Ravenclaw-drømme

Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg synes om Harry Potter-bøgerne. Hvad jeg mener om dem, og hvad jeg tænker. Og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg slet ikke, jeg mener noget, som ingen andre mener. For mit forhold til Harry Potter-bøgerne er kompliceret og årelangt, og det handler langt mere om minder end om holdninger.
Jeg kan så tydeligt huske den dag, min mor overrakte mig den første Harry Potter bog. "Jeg tror, den vil være noget for dig," sagde hun, og mit første spørgsmål var: "Hvorfor?" Jeg rynkede på næsen over både titel og forside, og i min barneverden kunne jeg slet ikke begribe, hvorfor en bog om en bebrillet dreng skulle interessere mig. Men jeg læste den alligevel. Jeg havde for megen tiltro til min mor til at ignorere hendes råd, og jeg elskede bøger for højt til ikke at læse hvad som helst, der befandt sig foran mig. Så jeg vendte den første side, og jeg begyndte at læse. Dagen forsvandt, og jeg blev lagt i seng og bedt om at sove. Men jeg faldt ikke i søvn, og i stedet læste jeg bogens ord i skæret fra min lommelygte. Mine arme gjorde ondt, og min nakke blev stiv, men jeg bemærkede det ikke. Jeg læste og læste, og pludselig var natten væk.
Jeg kan så tydeligt huske min 11-års fødseldag. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var heldigt, at jeg havde læst Harry Potter-bogen inden, jeg fyldte 11, for det betød, at jeg vidste, hvad der skulle ske. Jeg var forberedt, og jeg ventede med sikkerhed på sneuglen, der ville lande foran hoveddøren med et forseglet brev i dens næb. Men hverken uglen eller brevet ankom.

There's nothing hidden in your head 
The Sorting Hat can't see, 
So try me on and I will tell you 
Where you ought to be.”  –Fra "Harry Potter and the Philosopher's Stone" af J. K. Rowling

Som ethvert andet barn brugte jeg lang tid på at spekulere på, hvordan mit liv ville have formet sig, hvis min fødselsdag havde bragt både ugle og brev. Især kredsede mine tanker om sorteringshatten og dens mytiske sange; et påmalet våbenskjold og farver af guld og kobber, en ørns vingesus og en opholdsstue belagt med en vej af gåder og logik. Jeg drømte altid om at høre til på Ravenclaw. Og havde Ravenclaw ikke eksisteret, ville jeg have valgt Hufflepuff og udelukket de to andre kollegier uden et sekunds tøven.
Ironisk nok, var Gryffindor det første kollegie, jeg udelukkede. Jeg er hverken modig eller overilet, viljestærk eller impulsiv, og jeg ville aldrig være helten, der stormede ud i kamp mod Voldemort. Jeg ville snarere gemme mig i et hjørne og holde mig for ørerne, indtil det hele var ovre. Allerede som et eventyrlystent læsebarn skræmte tanken mig. Det var lettere for mig at forestille mig selv i en verden, hvor tilbagetrukket fundering og kølig logik var de foretrukne våben. 
Men samtidig var jeg også bange. Jeg delte Harrys frygt om en plads på Slytherin, hvor ambition og målbevidsthed var vævet ind i slangens grønne banner. Harrys bøn om ikke at høre til på Slytherin ville have givet genlyd i min mund, hvis forsamlingshatten blev sat på mit hoved. Det var først senere, at det gik op for mig, at man ikke hører til på Slytherin, hvis man ikke ønsker det. Det er muligvis Rowlings smukkeste pointe.

Harry Potter-bøgerne er bøger, som alle kan relatere til. For bag al det knitrende lys fra tryllestave, under låget på kisten i Mr. Alastor Moodys kontor og langt inde bagved et smertende lynnedslagsformet ar, gemmer der sig i høj grad en historie om at vokse op. Om at passe ind og om at blive til. Og kollegiehusene er blot ét led i rækken; et spørgsmål om, om man ser sig selv ligeså klart, som andre ser en. Et spørgsmål om hvilke kvaliteter man besidder, og hvilke man lægger vægt på. 
Min 11-års fødselsdag gled forbi uden en ugle på mit dørtrin. Men var uglen kommet, og havde den taget mig med tilbage, ynder jeg at forestille mig, jeg ville blive placeret i Ravenclaw. Blå har altid været min yndlingsfarve, og Ravenclaw har altid været målet for mine Hogwarts-drømme. 

Hvilket Hogwarts-kollegie ville du ønske, du ville blive sorteret ind i? Og hvorfor?

23 kommentarer:

  1. Ravenclaws unite! ;)

    Jeg tror måske nok, at da jeg var barn og læste den første bog, der ønskede jeg at være i Gryffindor, af den simple grund, at det var hovedpersonerne. Det var først da jeg blev ældre og bøgerne begyndte, at fokuserer mere på husenes forskelligheder og værdier, at jeg tænkte over, hvilket hus der passede til mig, som person. Derfra var det såre simpelt og jeg var ikke i tvivl om, at Ravenclaw var der, hvor jeg ville blive sorteret hen, hvis jeg befandt mig under sorteringshatten.

    Og så har Pottermore ydermere bekræftet, hvad jeg altid har vist - jeg er officielt en Ravenclaw!

    SvarSlet
    Svar
    1. <3

      Jeg har faktisk altid udelukket Gryffindor. Det er egentligt meget godt set af den 11-årige Rikke. Jeg er nemlig slet ikke den type.

      Pottermore har dog fejlet og sat mig i Slytherin. Men det siger vi ikke til nogen!

      Slet
  2. Hej Rikke :-)

    Jeg har sendt dig en mail på Prikkerikkekrikke@yahoo.dk - er det stadig den mail, som du er aktiv på? :-)

    Bedste hilsner,
    Camilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Camilla! Det kan du tro! Jeg vender snart tilbage :)

      Slet
  3. Jeg har altid holdt på, at jeg hører til i Slytherin. De grønne og sølvfarvede bannere har i årevis fyldt min internetverden. Karaktertræk som ambitiøs, selvopholdelse (self-preservation) og loyalitet har altid være det, jeg har identificeret mig med. Hvis jeg absolut skulle, ville det eneste andet kollegie, jeg ville vælge være Ravenclaw. Men jeg er faktisk mest sikker på, at jeg ikke ville acceptere andet end Slytherin. Jeg kan mægtig godt lide din pointe med, at man ikke hører til i Slytherin medmindre man selv ønsker det.

    Det er sjovt, så udbredt og normalt det er blevet at spørge folk, hvilket Hogwarts kollegie de hører til. Det vidner vel bare om, hvor udbredt kendkabet og kærligheden til Harry Potter er. Jeg synes det er noget så fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes egentligt også, at Slytherin er blever skildret for sort/hvidt for ofte. Det er jo netop ambitiøse mennesker – og ja, ambitioner kan være farlige, men de kan også være uundværlige drivkrafter. De ér uundværlige drivkrafter for jordens kredsløb.
      Og helt bestemt – en Slytherin ville aldrig ønske ikke at være i Slytherin. Det er min overbevisning, og det er også det, jeg tror, Rowling siger.

      Harry Potter-kærligheden er så stor, at det nærmest er blevet en del af vores kultur. Er det ikke fantastisk? Sikke en bedrift at have bag sig.

      Slet
  4. Jeg har altid været en stolt Hufflepuff'er. Selvom, da jeg var yngre, virkelig inderligt ønskede at være fra Gryffindor, så er det bare ikke mig. Så modig, viljestærk osv. er jeg slet slet ikke. Jeg er bare en lille pige fra Hufflepuff, og det er spøjst nok også altid dér, som jeg er blevet placeret på diverse online-Hogwarts'er som jeg har været på igennem årerne (inkl. Pottermore). Jeg er venlig, og omsorgsfuld, og det er nok de kvaliteter som er mest fremtrædende hos mig. Flittig og empatisk i hvert fald! Jeg var nok mere en stræber, da jeg var yngre end jeg er nu - men perfektionisten sidder stadig i mig. Hufflepuff. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hufflepuff ville også være et rart sted at være, tror jeg! Det er simpelthen så fine kvaliteter at besidde :')

      Slet
  5. Jeg tror og håber, at sorteringshatten ville have haft tiltro nok til mig, til at sende mig til Gryffindor. Ikke fordi jeg er specielt modig, sådan som jeg lever, men jeg tror at kolligiet ville bringe mine modige og retfærdige sider frem, på samme måde som det gjorde for Neville. Ingen af de andre kollegier ville passe til mig - jeg er ikke logisk nok til Ravenclaw, jeg er for frembrusende til Hufflepuff og jeg er for flink til til Slytherin.
    Jeg ville have været lykkelig, hvis fordelingshatten havde sendt mig til Gryffindor, hvor jeg ville have siddet i de bløde lænestole foran pejsen og mindedes Harry og hans venners mange eventyr.

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. 'For flink til Slytherin' – jeg er vild med det :D!

      Og, åh, At være en Gryffindor. Det er jo dér, alle eventyrerne starter. Ikke dårligt.

      Slet
  6. Elsker Harry Potter bøgerne <3 De er så gode!!

    SvarSlet
  7. Skønt indlæg Rikke <3
    Jeg tror, at jeg ville være endt i Ravenclaw, og ellers hos Gryffindor, det har altid været de to stedet, jeg bedst kunne se mig selv, sjovt nok er det også altid et af de steder jeg får tildelt, når jeg har taget diverse quizzer på nettet. :)
    Og jeg elsker din fine Ravenclaw halskæde, hvor er den bare yndigfin!

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak <3

      Hvor sejt at testerne altid fortæller dig det samme! Det må være et tegn ;) Egentligt er det lidt ligesom Hermione – hun er en Gryffindor, men kunne ligeså godt have været en Ravenclaw. I mine øjne i hvert fald.

      Og tak! Jeg er også glad for den! Lykkeligt eBay fund :D

      Slet
  8. Herligt indlæg, Rikke - skægt at vi har netop samme kollegium-drømme<3. Jeg sendte også min mor et skeptisk blik, der i 2000, hvor jeg i 1'eren i hånden, "så kunne jeg jo se, om jeg ville samle på dem gennem bogklubben, hvis det var noget" - jeg skylder hende mit liv.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Åh, så er vi jo house-mates! Næsten, da. Sådan i teorien.

      Og åh ja! De vidste nu noget, som vi ikke selv gjorde, de kære mødre!

      Slet
  9. You might belong in Hufflepuff, Where they are just and loyal, Those patient Hufflepuffs are true And unafraid of toil.

    Jeg er ret sikker på at jeg ville være en Huffelpuffer, ikke særligt modig, ikke yderligt klog og ingen ambitioner om magt.
    Men loyal og byder alle velkommen med åbne arme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også gode kvaliteter at have <3

      Slet
  10. Det er faktisk et godt spørgsmål, for jeg har ikke et særligt nuanceret billede af, hvad Ravenclaw og Hufflepuff står for. Nu har jeg 'kun' læst bøgerne og ikke diverse HP-fora eller lignende, og jeg synes desværre ikke, at forfatteren har brugt særlig megen energi på at beskrive de to kollegier der særlig godt. Det ender næsten altid i en kamp mellem Gryffindor (de gode) og Slytherin (de onde), hvilket jeg tit har ærgret mig over, for det bliver ind imellem lige lovlig sort/hvid til mig. Så nej - jeg ved desværre ikke hvilket et af HP-kollegierne, jeg passer bedst til.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan der faktisk godt være noget om. Jeg fandt faktisk en quiz på Buzzfeed her den anden dag, der netop handlede om, at Slytherin og Gryffindor ikke var de eneste Hogwarts-kollegier i bogen. Selvom det ofte blev fremstillet sådan.

      Det er nemlig ikke sort/hvidt. Det er der intet, der er. Og jeg synes, at Slytherin som 'ond' er alt for letkøbt – kendetegnet er ambition, og ambition er ikke entydigt ondt. Det virker for let at smide alle de 'onde' i Slytherin, og sige at det bare er der, de kommer fra. Hm.

      Slet
    2. Det er faktisk netop derfor jeg ville sige Slytherin. Jeg synes, jeg passer godt på Slytherin. Snu, ambitiøse, gode ledere, det synes jeg nu er gode ting. Jeg køber nemlig heller ikke den med, at Slytherinere nødvendigvis er onde. Muligvis fordi jeg har et eller andet med Draco Malfoy, men alligevel.

      Slet
  11. Det er fjollet, men jeg kan simpelthen blive helt forfærdelig misundelig på dig og alle de andre, som fik muligheden for at læse Harry Potter bøgerne som børn. Jeg var 14-15 år, da jeg fik den første bog i hænderne, og selvom jeg også var helt vild med bøgerne og slugte dem lynhurtigt efterhånden som de udkom, så kunne jeg ikke leve mig ind i dem på samme måde, som jeg uden tvivl ville have gjort som 10-11årig. Ligesom jeg som barn drømte om, og troede fuldt og fast på, at mit tæppe en dag ville flyve afsted med mig, som Hodja's tæppe gjorde (Hodja fra Pjort), så ville jeg også gerne have oplevet at drømme om at modtage mit brev fra Hogwarts.
    Men pyt, uanset om man er barn, teenager eller voksen, så kan Harry Potter bøgerne noget helt særligt, og nu glæder jeg mig bare til, at min lille datter bliver gammel nok til, at jeg kan læse dem sammen med hende og tage del i hendes oplevelse med det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår dig faktisk godt! Det er noget særligt at vokse op med noget på den måde, og den måde vi læser på som børn er næsten umulig at genopleve. Den verdensforsvindende indlevelse er så svær at finde. Jeg har til gengæld ikke de store minder om 'Hodja fra Pjort', som du har. Faktisk kan jeg komme i tvivl om, om jeg overhovedet har læst den..

      Men ja – HP-bøgerne kan læses af alle. Det er nok deres største magi.

      Slet