"The Boy Who Lost Fairyland" (Fairyland #4) af Catherynne M. Valente

"The Boy Who Lost Fairyland" (Fairyland #4) af Catherynne M. Valente "The Boy Who Lost Fairyland" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Feiwel & Friends, udgivet i 2015. 5/5 stjerner. 

Den fjerde bog i Valentes funklende Fairyland-serie efterlader pigen September i baggrunden og installerer en ny hovedperson i forgrunden. Hawthorn er et lille troldebarn, der lever et stilfærdigt liv i det kaotiske Fairyland. Han tilbringer timer på bunden af en brønd, hvor han taler med sin kvækkende frø-ven, og han føler et dybt slægtskab med alt levende og groende i det kære eventyrsland. Lige indtil han en dag bliver narret væk. 

Den Gyldne Vind blæser nemlig forbi, og med sig tager hun den lille trold. Hawthorn bliver pakket, stemplet og sendt af sted via postvæsenet, og han havner i en bizar menneskeverden, hvor frøerne ikke kan tale, og eventyrsplanter ikke kan gro. Hawthorn betræder Chicago med undren, og selvom han gradvist glemmer nogensinde at have været trold, så glemmer han aldrig, at han ikke kan være menneske. Han føler sig aldrig tilpas i sit menneskekostume og med sin skiftinge-skæbne. 

“Tamburlaine's house seemed more a place where books kept their people than where people kept their books.” 

Jeg var en smule forvirret, da jeg afsluttede den tredje bog i Valentes Fairyland-serie. Jeg nåede nemlig til noget, der mindede om en slutning, men samtidig vidste jeg, at endnu to fortsættelser ventede ude i horisonten. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro. Da titlen på den fjerde bog derefter blev offentliggjort, og det traditionelle "Girl" blev skiftet ud med "Boy" begyndte jeg at ane, hvor bogen ville føre mig hen. Fra en hovedperson til en anden. 

I "The Boy Who Lost Fairyland" skifter Valente ikke blot sin hovedperson ud med en ny; hun udskifter også sine kulisser og sin forgyldte historieramme. Fra menneskepigen September til troldeungen Hawthorn og fra det forunderlige Fairyland til Chicagos gråvejrsverden, er denne fjerde bog en helt anderledes bog end de foregående. Og dog. 

For en genforening med Valentes skrivestil er altid som at komme hjem. Ingen laver ordspil og omformer eventyrstræk som Valente. Selvom Fairyland kun er en fjern og glimtende stjerne i Hawthorns simple hverdagsliv, trænger al magien og fjolleriet fra Fairyland ind gennem sprækkerne i menneskeverdenens døre og vinduer. Valentes Chicago er ikke et almindeligt Chicago, for det er set gennem øjnene på en troldeunge. En forvirret og desorienteret troldeunge, der ikke passer ind. 

Det er egentligt meget interessant, hvordan Valente omvender den kendte skiftinge-myte om troldeunger, der blev forbyttet med menneskebørn og gradvist vokser op og er mere og mere problematiske for deres forældre – for det er en myte, der altid bliver fortalt fra forældrenes synspunkt. Ingen har nogensinde spurgt eller tænkt på trolden, der vokser op i en verden, hvor alle dens naturlige instinkter er forkerte, og alle dens sødeste hensigter bare er problemer. Selvom historien om Hawthorn er magisk, er den også ulideligt genkendelig. For hvem har ikke sommetider følt sig som en fremmed, når ordet "normal" er blevet udtalt? 

“English loves to stay out all night dancing with other languages, all decked out in sparkling prepositions and irregular verbs. It is unruly and will not obey—just when you think you have it in hand, it lets down its hair along with a hundred nonsensical exceptions.” 

Selvom starten på den fjerde Fairyland-bog var meget atypisk, var den også noget af det mest rørende, jeg nogensinde har læst. Jeg havde en klump i halsen, da jeg læste om, hvor svært Hawthorn havde ved at begå sig i skolegårdens kongerige, hvor svært han havde ved at forstå normalitetens regler, og hvor hårdt det var for ham at sidde med en frøbamse i hånden, som han ikke kunne få til at tale. Hawthorn er en fange, og hans menneskekrop er i virkeligheden et kostume. Et kostume hvis rolle han aldrig helt kan leve op til. 

Jeg holder meget af Hawthorn som en ny hovedperson, men jeg holder, om muligt, langt mere af hans nyligt introducerede venner og følgesvende. Den opfarende og evigt kampklare vombat Blunderbuss vandt mit hjerte i samme øjeblik, den kom til live. Med dens morsomme snerren og vedvarende loyalitet var den den sødeste følgesvend, enhver troldeunge kunne have. Hawthorns følsomme og kunstneriske ven Tamburlaine spredte også liv i historien, altimens det korte gensyn med September og biblioteksdragen A-through-L i historiens ende var den perfekte finale. Jeg havde savnet dem mere, end jeg havde troet, jeg ville. 

"The Boy Who Lost Fairyland" har sine strukturelle fejl. Den er ikke så velkomponeret som Valentes andre bøger i serien, og dens slutning sker i løbet af et splitsekund. Der er løse tråde, og der er uslebne kanter, men måske elsker jeg bogen højere af den grund. Valentes eventyrbøger er blandt de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst, og da hun i denne bog bragte eventyret til Chicago, begik hun i mine øjne en genistreg. For lyrikken i hendes ord skaber eventyr de mest usandsynlige steder. Selv i en skolegård i Chicago. 

“This time I shall not lead you into a new corner of the house of the world. We know it so well by now, after all. We know where the Fairies live and where the shadows fall, where the cobwebs really ought to be cleaned up if anyone ever gets around to it, where a window is loose, where a door creaks. We are annoyed by the stove that will not light, by the weeds in the garden, by that ungodly mess in the closet. A thing too familiar becomes invisible.”