"Revolutionary Road" af Richard Yates, fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1961). 4/5 stjerner.
Da April og Frank Wheeler flytter ind på Revolutionary Road i 1950'ernes Connecticut betragter de deres omgivelser med kritiske øjne. Selvom forstadskvarteret er betryggende hjemligt, er det også ubetydeligt. April og Frank er overbeviste om, at de fører bedre liv end deres naboer, der kun interesserer sig for trivialiteter. April og Frank stræber efter at udrette noget særligt med deres liv. De vil mere end grænserne af forstadskvarteret tillader.
Da tiden nærmer sig til at gøre alvor af drømmene og forlader Revolutionary Road glimter den afventende tragedie i horisonten.
Da April og Frank Wheeler flytter ind på Revolutionary Road i 1950'ernes Connecticut betragter de deres omgivelser med kritiske øjne. Selvom forstadskvarteret er betryggende hjemligt, er det også ubetydeligt. April og Frank er overbeviste om, at de fører bedre liv end deres naboer, der kun interesserer sig for trivialiteter. April og Frank stræber efter at udrette noget særligt med deres liv. De vil mere end grænserne af forstadskvarteret tillader.
Da tiden nærmer sig til at gøre alvor af drømmene og forlader Revolutionary Road glimter den afventende tragedie i horisonten.
“You're painfully alive in a drugged and dying culture.”
Jeg kunne hurtigt narres til at tro, at "Revolutionary Road" foregik i 20'erne. Hvis det ikke var for fjernsynene, drømmen om kvindeligt arbejde og de nybyggede boligkvarterer, kunne den elegante Jay Gatsby vandre ind mellem siderne på "Revolutionary Road" og høre til der. Ekkoet af de larmende 20'ere lyder endnu på Revolutionary Road, og både desperation og tomhed gemmer sig i April og Franks sind. Den amerikanske drøm punkteres, og selvom håbet om noget mere og noget større i familien Wheelers horisont ikke lyser grønt, er det lige så uopnåeligt som lyset, Gatsby stirrer på i mørket.
Ligesom "The Great Gatsby" er "Revolutionary Road" en fortælling om drømme, om desillusion og noget der kan forveksles med kærlighed. Bogen starter med et skuespil, der burde være stort, og afslører et talent der er ikke-eksisterende. April Wheeler skuffes over sin egen skuespillerpræsentation, og hun kvæles i middelmådighed i alle aspekter af hendes liv. Hun keder sig, og hun er overbevist om, at der findes mere for hende i verden. Frank Wheeler er derimod så fastgroet i sin egen rutineprægede gennemsnitlighed, at han ikke har fantasi til at drømme om mere. Han indleder en affære med en kollega for at opleve et gran af spænding, og han spilder tiden på sit kontor med at sende papirer frem og tilbage. I sit stille sind bilder han sig selv ind, at hans kone elsker ham – og at han elsker hende. Det er først, når løgnen skriger ham ind i ansigtet, at han får øjnene op for den.
Det stilfærdige drama kulminerer, da drømmen om et ekstraordinært liv er inden for rækkevidde. April strækker sine fingre for at nå det, og Frank trækker sig tilbage; tilbage til et liv, han har vænnet sig til at leve, tilbage til vanens magt og tilbage til et meningsløst papirarbejde, som han kan sende frem og tilbage mellem forskellige kontorer. Katastrofen rammer, og den har hele tiden været uundgåelig.
“It's a disease. Nobody thinks or feels or cares any more; nobody gets excited or believes in anything except their own comfortable little God damn mediocrity.”
Jeg kunne hurtigt narres til at tro, at "Revolutionary Road" foregik i 20'erne. Hvis det ikke var for fjernsynene, drømmen om kvindeligt arbejde og de nybyggede boligkvarterer, kunne den elegante Jay Gatsby vandre ind mellem siderne på "Revolutionary Road" og høre til der. Ekkoet af de larmende 20'ere lyder endnu på Revolutionary Road, og både desperation og tomhed gemmer sig i April og Franks sind. Den amerikanske drøm punkteres, og selvom håbet om noget mere og noget større i familien Wheelers horisont ikke lyser grønt, er det lige så uopnåeligt som lyset, Gatsby stirrer på i mørket.
Ligesom "The Great Gatsby" er "Revolutionary Road" en fortælling om drømme, om desillusion og noget der kan forveksles med kærlighed. Bogen starter med et skuespil, der burde være stort, og afslører et talent der er ikke-eksisterende. April Wheeler skuffes over sin egen skuespillerpræsentation, og hun kvæles i middelmådighed i alle aspekter af hendes liv. Hun keder sig, og hun er overbevist om, at der findes mere for hende i verden. Frank Wheeler er derimod så fastgroet i sin egen rutineprægede gennemsnitlighed, at han ikke har fantasi til at drømme om mere. Han indleder en affære med en kollega for at opleve et gran af spænding, og han spilder tiden på sit kontor med at sende papirer frem og tilbage. I sit stille sind bilder han sig selv ind, at hans kone elsker ham – og at han elsker hende. Det er først, når løgnen skriger ham ind i ansigtet, at han får øjnene op for den.
Det stilfærdige drama kulminerer, da drømmen om et ekstraordinært liv er inden for rækkevidde. April strækker sine fingre for at nå det, og Frank trækker sig tilbage; tilbage til et liv, han har vænnet sig til at leve, tilbage til vanens magt og tilbage til et meningsløst papirarbejde, som han kan sende frem og tilbage mellem forskellige kontorer. Katastrofen rammer, og den har hele tiden været uundgåelig.
“It's a disease. Nobody thinks or feels or cares any more; nobody gets excited or believes in anything except their own comfortable little God damn mediocrity.”
Karakterne i "Revolutionary Road" vandrer ind og ud mellem hinanden i en omtåget mangel på selverkendelse. Fra den rastløse April Wheeler der handler ud fra en forældet idé om, hvad der konstituerer et godt liv, til den naive Maureen der går i seng med en gift mand og alligevel håber på mere og den magteløse Mrs. Givings, hvis liv trues af den mindste rutineændring. Ingen er i stand til at møde deres eget spejlbillede, ingen er i stand til at handle logisk, og ingen er i stand til nogensinde at opnå den lykke, de bruger hele deres liv på at vente på.
Jeg er ikke sikker på, at Yates skriver smukt, men skønhed er heller ikke målet med "Revolutionary Road". Målet er snarere en grum hæslighed, et liv der bliver blottet som en meningsløs higen efter noget mere, noget større, noget livligere. Ligesom Daisy før hende, føler April sig alene uanset hvem, hun er omgivet af, og uanset hvor hun er. Alle karaktererne i "Revolutionary Road" står alene. Det er deres største tragedie.
At læse Yates' barske roman, føles som at at få en mavepuster. Det er sådan en rammende kritik af menneskets grimmeste side, og hvad bogen mangler i plot, gør den så rigeligt op for i følelser.
Jeg er ikke sikker på, at Yates skriver smukt, men skønhed er heller ikke målet med "Revolutionary Road". Målet er snarere en grum hæslighed, et liv der bliver blottet som en meningsløs higen efter noget mere, noget større, noget livligere. Ligesom Daisy før hende, føler April sig alene uanset hvem, hun er omgivet af, og uanset hvor hun er. Alle karaktererne i "Revolutionary Road" står alene. Det er deres største tragedie.
At læse Yates' barske roman, føles som at at få en mavepuster. Det er sådan en rammende kritik af menneskets grimmeste side, og hvad bogen mangler i plot, gør den så rigeligt op for i følelser.
Det er nogle gange forfærdeligt, hvor rædselsfuldt litteratur kan være, og stadig være en fantastisk oplevelse. Har selv netop afsluttet "The Shock of the Fall", som på samme måde er en fantastisk rædselsfuld historie. Og måske netop fordi historierne er så forfærdelige rammer de noget vigtigt i os. Paradokset er dragende. Jeg vil i hvert faldt mægtigt gerne læse denne forfærdelige historie!
SvarSlet// www.moonlitmadness.dk
Lige præcis. Det er både smukt og hæsligt på samme tid. Jeg kan ret godt lide det!
SletÅh, den lyder fuldstændig som jeg forestiller mig. Jeg har længe haft den stående på hylden, og den har netop virket som om, der venter noget meget smukt, men også hårdt og barskt, og det har jeg ikke rigtigt fået taget mig sammen til endnu....
SvarSletJeg elskede filmen med Kate Winslet og Leonardo Dicaprio, og hvis ud ikke har set den, så vil jeg varmt anbefale den, selvom mit hjerte bristede netop af ren frustation over nogle af karakterernes manglende evne til at komme ud af deres (valgte) situationer.
Tusind tak (som altid) for superfin anmeldelse! :)
Den er virkelig god, og du skal virkelig glæde dig til den. Så fin, barsk og fuldstændigt irriterende rammende på den higen efter guld i horisonten. Det er meget smukt skildret.
SletJeg har endnu ikke set filmen – men jeg har altså et evigt soft spot for DiCaprio, så jeg må snart få det gjort. Han er så dygtig, og det er Winslet i øvrigt også. Faktisk er det meget passende, at DiCaprio både spiller Frank og Gatsby, nu jeg tænker over det. Der er mange sammenfald mellem de to roller, og sådan helt symbolsk kan jeg godt lide tanken om, at den samme mand spiller dem begge.
Tak for søde ord :)