Tema-tirsdag #98: Korte bøger (Eller: store fortællinger i små formater)

C.S. Lewis udtalte engang: “You can never get a cup of tea large enough or a book long enough to suit me” og satte derved ord på den sødeste læserdrøm. Uendelige kopper af dampende te akkompagneret af et uendeligt antal af velskrevne sider udgør for mange det perfekte læsescenarie. At fortabe sig i en bog der fortsætter, at forelske sig i karakterer man kan blive ved med at tilbringe tid med, at forvilde sig ind i et univers der er så detaljemættet og udstrakt, at det næsten føles virkeligt og at forblive i sin yndlingsbog er, i teorien, definitionen af læselykke.

Men teori og praksis er to vidt forskellige ting. Og selvom der er dage, hvor jeg næsten fortvivles ved tanken om at nå til enden af en god bog, er der også dage, hvor jeg slet ikke kan påbegynde en bog, fordi dens sidetal virker uoverskueligt. Da jeg for to år siden læste  Tolstojs "Krig og fred", kunne jeg knap nok læse, fordi slutningen virkede så langt væk. Også selvom bogen, for det meste, interesserede mig.

Jeg plejer altid at sige, at længden på en bog er underordnet. Og det er den også – for 700 sider kan hurtigt føles som det halve, hvis de er velskrevne, og 100 sider kan føles som det tidobbelte, hvis der er tale om pligtlæsning. Et antal sider er blot et antal sider, og opfattelsen af dem er fuldstændig subjektiv.

Men sommetider kan jeg godt få lyst til at læse en kort bog. På regnvejrsdage og i hyggestunder er der noget sært tilfredsstillende ved at bladre igennem en bog på blot få timer og stadig læse en hel historie. Jeg nærer en uforbeholden respekt for de forfattere, der kan begrænse sig og have så stor kontrol over deres ord, at de i løbet af 50 sider kan fremkalde alle de følelser, som en anden roman bruger 500 sider på at opbygge. 

For selvom korte bøger åbenlyst er korte, kan deres efterliv sagtens være uendeligt. Jeg tror ikke nødvendigvis, man skal tænke så meget på dem som værende "korte" så meget som "kortfattede". I hvert fald ikke i alle tilfælde. 

Rent læsemæssigt er der også en uimodståelig charme ved at finde en lille bog frem fra reolen, læse den på en time og spekulere på den i fem. Bøger med et lavt sideantal virker sjældent så afskrækkende som bøger med et højt – og på en dag, hvor koncentrationen eller humøret er dalende, er der noget smukt ved at afkrydse en hel bog fra læse-listen. Den menneskelige hjerne kan så godt lide at færdiggøre ting.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere interesseret i formater og deres konsekvenser. Korte bøger gør mig nysgerrig, fordi jeg ofte spekulerer på, hvordan en hel historie kan presses ind på så få sider. Når man er vokset op som bogorm, der slugte murstensromaner og tocifrede bogserier, har man nok en tendens til at identificere sig med C. S. Lewis' udsagn. Men de seneste år har lært mig, at ligesom man ikke skal dømme en bog på dens omslag, skal man heller ikke dømme den på dens længde. En histories helhed er sjældent lig med dens omfang. Og i virkeligheden handler C. S. Lewis' ord nok ikke så meget om længden på en bog som velbehaget ved at læse.

10 korte bøger på under 150 sider som jeg elsker højere end alverdens murstensromaner;

• "The Sleeper and the Spindle" af Neil Gaiman (69 sider). Neil Gaiman behøver ikke mange sider for at etablere en stemning – faktisk behøver han kun få ord for at skabe et helt univers. "The Sleeper and the Spindle" er en fuldstændig original og genial version af folkeeventyret om Tornerose og i løbet af blot 69 sider, omvender Gaiman det velkendte eventyr og sår spørgsmålstegn ved dets moralkodeks. Eventyrligt, elegant og så, så, så smukt.
• "The Pearl" af John Steinbeck (91 sider). "The Pearl" er en grusom fortælling om grådighed, samfundsnormer, magthierarkier og higen efter forandring i et klaustrofobisk klassesamfund. Det er en næsten mytisk fortælling om en mand, der finder en perle på havets bund – og samtidig er det så meget mere end blot det.
• "The Hen Who Dreamed She Could Fly" af Sun-mi Hwang (134 sider). Denne lille fabel om en høne der flygter fra hønsegården i håb om at flyve er noget af det fineste og mest glasklare, jeg nogensinde har læst. For hønen illustrerer en handling, som så mange af os ikke er i stand til at udføre; det at følge sine drømme, uanset hvor umulige de end forekommer andre. Sun-mi Hwangs bog er letlæst. og dog efterlader den meget stof til eftertanke. 
• "Romeo and Juliet" af William Shakespeare (106 sider). Mange siger, at "Romeo and Juliet" er blandt Shakespeares mest banale stykker – men det er alligevel min favorit. Tragedien, som alle kender af navn, er fyldt med humor og sprogsnørkler så overdådige, at bogen selv efter flere århundrede kan indhylle mig i en dyb ordtrance.
• "The Guest Cat" af Takashi Hiraide (136 sider). "The Guest Cat" er en af de bøger, der handler om ingenting og alting på samme tid. Bogen følger et ægtepar og deres tid sammen med en omstrejfende kat, der ofte besøger dem. Gennem sarte vignetter udforsker Hiraide tilhørsforhold, forholdsdynamikker og kærlighed med udgangspunkt i kattens tilhørsløse natur. En bog for alle katteelskere og beundrere af simplistisk prosa, der næsten kunne være lyrik.
• "Peter Plys" af A. A. Milne (149 sider). Jeg har hverken spalteplads eller tid nok til rådighed til at forklare min kærlighed til den gule plysbjørn. For mig er han et symbol på det ubekymrede barndomssind, som altid kildrer nostalgien i ens indre. Milnes blidt filosofiske verden er en guldgrube for både børn og voksne – og har jeg en dårlig dag, er det netop plysbjørnen, jeg allerhelst vil tilbringe min tid med. 
• "The Library of Unrequited Love" af Sophie Divry (92 sider). En frustreret bibliotekar og en indespærret låner danner rammen for denne vidunderlige fortælling, der faktisk bare er en lang monolog om bøger, om kærlighed, om knuste drømme og om hverdagslige problemer. Det er både morsom og finurlig læsning, der er helt ulig noget, jeg før har læst.
• "Billedhuggerens datter" af Tove Jansson (141 sider). Ved første øjekast kunne man godt forledes til at tro, at Tove Jansson skrev simple historier om simple ting. Det gør hun også – og dog lurer der en kompleksitet under hendes sætninger, der gør, at alting kan læses to gange og forstås på tusind forskellige måder. "Billedhuggerens datter" er et slags memoir over Janssons egen barndom, og alligevel beskriver bogen en fuldstændig basal menneskelig problematik; det at vokse op og affortrylles af verden. 
• "Bonjour Tristesse" af Francoise Sagan (97 sider). "Bonjour Tristesse" er en slags melankolsk teenagedrama, skrevet af en forfatter der selv var en teenager. Bogen handler om en destruktiv datter, der ikke vil acceptere sin fars nye kæreste. I hendes egocentrerede forsøg på at splitte faderen fra hans kæreste, ender bogen i tragedie. Bogen er et ækelt portræt af menneskelig tomhed fortalt i det mest forførende sprog. 
• "København" af Katrine Marie Guldager (114 sider). Jeg har et særligt blødt punkt i mit hjerte for Guldagers noveller. Novellesamlingen "København" er min favorit med dens fine og korte noveller, der kredser om livet i en sanseløs storby. 

Elsker I også korte bøger – eller drømmer I, ligesom C. S. Lewis, mere om murstensromaner, der aldrig har en ende? Hvad er den bedste korte bog, I nogensinde har læst?