tirsdag den 25. august 2015

Tema-tirsdag #98: Korte bøger (Eller: store fortællinger i små formater)

C.S. Lewis udtalte engang: “You can never get a cup of tea large enough or a book long enough to suit me” og satte derved ord på den sødeste læserdrøm. Uendelige kopper af dampende te akkompagneret af et uendeligt antal af velskrevne sider udgør for mange det perfekte læsescenarie. At fortabe sig i en bog der fortsætter, at forelske sig i karakterer man kan blive ved med at tilbringe tid med, at forvilde sig ind i et univers der er så detaljemættet og udstrakt, at det næsten føles virkeligt og at forblive i sin yndlingsbog er, i teorien, definitionen af læselykke.
Men teori og praksis er to vidt forskellige ting. Og selvom der er dage, hvor jeg næsten fortvivles ved tanken om at nå til enden af en god bog, er der også dage, hvor jeg slet ikke kan påbegynde en bog, fordi dens sidetal virker uoverskueligt. Da jeg for to år siden læste  Tolstojs "Krig og fred", kunne jeg knap nok læse, fordi slutningen virkede så langt væk. Også selvom bogen, for det meste, interesserede mig.
Jeg plejer altid at sige, at længden på en bog er underordnet. Og det er den også – for 700 sider kan hurtigt føles som det halve, hvis de er velskrevne, og 100 sider kan føles som det tidobbelte, hvis der er tale om pligtlæsning. Et antal sider er blot et antal sider, og opfattelsen af dem er fuldstændig subjektiv.

Men sommetider kan jeg godt få lyst til at læse en kort bog. På regnvejrsdage og i hyggestunder er der noget sært tilfredsstillende ved at bladre igennem en bog på blot få timer og stadig læse en hel historie. Jeg nærer en uforbeholden respekt for de forfattere, der kan begrænse sig og have så stor kontrol over deres ord, at de i løbet af 50 sider kan fremkalde alle de følelser, som en anden roman bruger 500 sider på at opbygge. 
For selvom korte bøger åbenlyst er korte, kan deres efterliv sagtens være uendeligt. Jeg tror ikke nødvendigvis, man skal tænke så meget på dem som værende "korte" så meget som "kortfattede". I hvert fald ikke i alle tilfælde. 
Rent læsemæssigt er der også en uimodståelig charme ved at finde en lille bog frem fra reolen, læse den på en time og spekulere på den i fem. Bøger med et lavt sideantal virker sjældent så afskrækkende som bøger med et højt – og på en dag, hvor koncentrationen eller humøret er dalende, er der noget smukt ved at afkrydse en hel bog fra læse-listen. Den menneskelige hjerne kan så godt lide at færdiggøre ting.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere interesseret i formater og deres konsekvenser. Korte bøger gør mig nysgerrig, fordi jeg ofte spekulerer på, hvordan en hel historie kan presses ind på så få sider. Når man er vokset op som bogorm, der slugte murstensromaner og tocifrede bogserier, har man nok en tendens til at identificere sig med C. S. Lewis' udsagn. Men de seneste år har lært mig, at ligesom man ikke skal dømme en bog på dens omslag, skal man heller ikke dømme den på dens længde. En histories helhed er sjældent lig med dens omfang. Og i virkeligheden handler C. S. Lewis' ord nok ikke så meget om længden på en bog som velbehaget ved at læse.

10 korte bøger på under 150 sider som jeg elsker højere end alverdens murstensromaner;
  • "The Sleeper and the Spindle" af Neil Gaiman (69 sider). Neil Gaiman behøver ikke mange sider for at etablere en stemning – faktisk behøver han kun få ord for at skabe et helt univers. "The Sleeper and the Spindle" er en fuldstændig original og genial version af folkeeventyret om Tornerose og i løbet af blot 69 sider, omvender Gaiman det velkendte eventyr og sår spørgsmålstegn ved dets moralkodeks. Eventyrligt, elegant og så, så, så smukt.
  • "The Pearl" af John Steinbeck (91 sider). "The Pearl" er en grusom fortælling om grådighed, samfundsnormer, magthierarkier og higen efter forandring i et klaustrofobisk klassesamfund. Det er en næsten mytisk fortælling om en mand, der finder en perle på havets bund – og samtidig er det så meget mere end blot det.
  • "The Hen Who Dreamed She Could Fly" af Sun-mi Hwang (134 sider). Denne lille fabel om en høne der flygter fra hønsegården i håb om at flyve er noget af det fineste og mest glasklare, jeg nogensinde har læst. For hønen illustrerer en handling, som så mange af os ikke er i stand til at udføre; det at følge sine drømme, uanset hvor umulige de end forekommer andre. Sun-mi Hwangs bog er letlæst. og dog efterlader den meget stof til eftertanke. 
  • "Romeo and Juliet" af William Shakespeare (106 sider). Mange siger, at "Romeo and Juliet" er blandt Shakespeares mest banale stykker – men det er alligevel min favorit. Tragedien, som alle kender af navn, er fyldt med humor og sprogsnørkler så overdådige, at bogen selv efter flere århundrede kan indhylle mig i en dyb ordtrance.
  • "The Guest Cat" af Takashi Hiraide (136 sider). "The Guest Cat" er en af de bøger, der handler om ingenting og alting på samme tid. Bogen følger et ægtepar og deres tid sammen med en omstrejfende kat, der ofte besøger dem. Gennem sarte vignetter udforsker Hiraide tilhørsforhold, forholdsdynamikker og kærlighed med udgangspunkt i kattens tilhørsløse natur. En bog for alle katteelskere og beundrere af simplistisk prosa, der næsten kunne være lyrik.
  • "Peter Plys" af A. A. Milne (149 sider). Jeg har hverken spalteplads eller tid nok til rådighed til at forklare min kærlighed til den gule plysbjørn. For mig er han et symbol på det ubekymrede barndomssind, som altid kildrer nostalgien i ens indre. Milnes blidt filosofiske verden er en guldgrube for både børn og voksne – og har jeg en dårlig dag, er det netop plysbjørnen, jeg allerhelst vil tilbringe min tid med. 
  • "The Library of Unrequited Love" af Sophie Divry (92 sider). En frustreret bibliotekar og en indespærret låner danner rammen for denne vidunderlige fortælling, der faktisk bare er en lang monolog om bøger, om kærlighed, om knuste drømme og om hverdagslige problemer. Det er både morsom og finurlig læsning, der er helt ulig noget, jeg før har læst.
  • "Billedhuggerens datter" af Tove Jansson (141 sider). Ved første øjekast kunne man godt forledes til at tro, at Tove Jansson skrev simple historier om simple ting. Det gør hun også – og dog lurer der en kompleksitet under hendes sætninger, der gør, at alting kan læses to gange og forstås på tusind forskellige måder. "Billedhuggerens datter" er et slags memoir over Janssons egen barndom, og alligevel beskriver bogen en fuldstændig basal menneskelig problematik; det at vokse op og affortrylles af verden. 
  • "Bonjour Tristesse" af Francoise Sagan (97 sider). "Bonjour Tristesse" er en slags melankolsk teenagedrama, skrevet af en forfatter der selv var en teenager. Bogen handler om en destruktiv datter, der ikke vil acceptere sin fars nye kæreste. I hendes egocentrerede forsøg på at splitte faderen fra hans kæreste, ender bogen i tragedie. Bogen er et ækelt portræt af menneskelig tomhed fortalt i det mest forførende sprog. 
  • "København" af Katrine Marie Guldager (114 sider). Jeg har et særligt blødt punkt i mit hjerte for Guldagers noveller. Novellesamlingen "København" er min favorit med dens fine og korte noveller, der kredser om livet i en sanseløs storby. 

Elsker I også korte bøger – eller drømmer I, ligesom C. S. Lewis, mere om murstensromaner, der aldrig har en ende? Hvad er den bedste korte bog, I nogensinde har læst? 

25 kommentarer:

  1. Til næste regnvejrsdag/hyggestund så prøv "Koordinater" af Amalie Laulund Trudsø - den er så hyggelige :) - så fremt du ikke allerede har læst den.

    SvarSlet
  2. Jeg kan også varmt anbefale den "Identitet" og "Uvidenhed" af Milan Kundera, på hendholdsvist 122 og 133 sider. Begge bøger tager fat i eksistentialistiske problemstillinger og rammer ret godt Milan Kunderas egen definition af en roman:
    ”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer”

    http://litteraturlyst.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh tusind tak for anbefalingerne og reminderen om, at jeg snart skal læse noget Kundera. Jeg har kun hørt godt om det forfatterskab.

      Slet
  3. Min kæreste havde en overgang travlt med at mobbe mig, fordi alle mine bøger var på under 300 sider mens han læste Ken Follets kæmpemæssige romaner. Jeg begyndte lidt at overveje, om jeg mon havde skabt et monster, for før han mødte mig, læste han slet ikke bøger! Der er dog intet der kan hamle op med mængden af magi klemt ind i små bitte bøger som The Ocean at the End of the Lane og The Perks of Being a Wallflower (:

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha åh nej! Men altså, Ken Follett er jo indholdsmæssigt stadig i den 'lettere' spændingsende, så den slags kan vel slet ikke sammenlignes alligevel :'p

      Og ja – Ocean <3 Verdens bedste bog.

      Slet
  4. Jeg elsker også korte bøger :)
    Du siger det så fint, om at afkrydse og færdiggøre på kort tid. Det rammer helt plet, for det er der virkelig noget sært tilfredsstillende ved! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Man føler virkelig, man har opnået noget ;-)

      Slet
  5. Jeg kan varmt anbefale Chimamanda Adichies We Should All Be Feminists :) Det er et fantastisk og velskrevet essay udgivet i bogform på 52 sider, som tager udgangspunkt i Adichies unikke definition af feminisme. Det er en vellykket blanding af alvor og store smil som virkelig fik sat gang i mine tanker :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, jeg har hørt den i tale-form, og den er rigtig fin!

      Slet
  6. Jeg vil anbefale The Body Artist af Don DeLillo :) Den virker måske en smule underlig til at starte med, men jeg synes, at den er utrolig smukt skrevet og har fået mange tanker igang hos mig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den lyder så fin! Den kommer straks på min læse-liste ;-)

      Slet
  7. Godt emne :)
    Jeg kan godt lide korte bøger - men det er sjældent, jeg læser dem, for jeg ender tit med at falde for serier eller genrer, hvor tykke bøger er dominerende. Det kan selvfølgelig være en fordel, hvis det er en rigtig spændende bog, men ofte er det nærmere et tegn på, at forfatteren ikke kan begrænse sig... ;-)

    Jeg tror, den bedste - eller i hvert fald en af de bedste - korte bøger, jeg har læst, er 'Skaknovelle'.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er ikke så nemt for fantasy-læsere at få substans i korte formater. Der er jo hele verdener, der skal bygges op!

      Slet
  8. Spændende bøger til ønskelisten! Jeg går selv også op i at variere min læsning med bøger af forskellig længde, skal have pusterum mellem murstenene, men også med essays fra ens yndlingsforfattere som Kurt Vonnegut, Ursula K. Le Guin, Umberto Eco. De er normalt meget interessante tekster som giver en god, på få sider, indblik ind i hovedet på ens idoler. Men ellers er novellesamlinger vejen frem

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert – pusterum er altid gode, og de lange romaner kan virkelig godt kræve lidt variation ind i mellem. Og det lyder så spændende. Jeg har læst flere af Vonneguts skriverier, og de er altså fantastisk velformulerede.

      Slet
  9. Jeg kan, som dig, rigtig godt lide at blande tykke med tynde bøger. Jeg synes de tykke er smukkest at se på, men de tynde kan bestemt byde på lige så gode oplevelser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Og så kan de læses i en håndevending. Det kan sommetider være lige det, man har lyst til :)

      Slet
  10. Blot 2 anbefalinger: Du bør læse Albert Camus - den fremmede. Det er den bedste bog jeg nogensinde har læst! Den er kort men præcis, og får på få sider fortalt historien om en ung mand ,der er anklaget for et mord grundet hans ligegyldige indstilling til verden. Fransk eksistentialisme når det er bedst! Desuden bør du også læse Zadie Smith - the embassy of cambodia, en MEGET kort (68 sider), dog meget medrivende bog! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja. Du rammer et lidt ømt punkt. Jeg burde virkelig have læst noget Camus efterhånden, men jeg bliver ved med at glemme og udsætte det. Det må snart være!

      Slet
  11. Kortere bøger kan være virkelig rare, også som afveksling — og så er det fascinerende, hvordan de kan have en lige så stor effekt som længere romaner kan. Desuden, har du nok ret i at C.S Lewis' udtalelse mere handler om velbehaget ved at læse. Det har jeg i hvert fald altid tænkt, at han mente.

    SvarSlet
  12. Jeg elsker korte bøger, men har vidst egentlig ikke læst så mange, som ryger ind under de 150 sider. Jeg elsker dog også lange bøger - faktisk tænker jeg nok ikke så meget over, hvor lange bøger egentlig, hvis de er velskrevet. Jeg synes dog, der er en charme i, at kunne formå at skrive en hel komplet historie på få sider - det må altså kræve noget helt specielt af forfatteren :)

    Af korte bøger kan jeg virkelig anbefale "Susannes dagbog til Nicholas" af James Patterson (159 sider). Jeg elsker den (surprise! :P), og ville sådan ønske at flere læste den. Det er nemlig sådan en fantastisk og rørende historie, og selvom jeg gerne ville have læst mere, så passer længden af den virkelig godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, lige præcis. Længde har ikke så meget at sige, hvis bogen er velskrevet, og plottet er medrivende :) Så flyver siderne jo alligevel! Og du har helt ret. Der er noget fantastisk i en helstøbt historie på så få sider.

      Og den tror jeg ofte, du har nævnt! Det må jeg undersøge nærmere :')

      Slet
  13. Jeg må tilslutte mig fascinationen og beundringen du har til novelleforfattere. Jeg er så imponeret over, hvordan nogle forfattere har evnen til at vælge de helt rigtige ord og skabe et destilleret kunstværk på få sider. I det sidste halve år har jeg, som du jo åh så godt ved, danset nogle danse med Katherine Mansfield og hendes noveller, som jeg ikke kan andet end anbefale. Så meget humor, sarkasme, samfundskritik, melankoli og skønhed i så få linjer. De er fantastiske, hver og én, selv efter et halvt år med genlæsning efter genlæsning. <3

    SvarSlet